Kristen afghaner undgår måske dødsdom
AFGHANISTAN – Den 41-årige Abdul Rahman risikerer dødsstraf, fordi han er konverteret fra islam til kristendom. Nu presser vestlige regeringer på for at bremse sagen.Den kristne afghaner Abdul Rahman er blevet stillet for en domstol i Afghanistans hovedstad Kabul. Hans forbrydelse er, at han oprindeligt er muslim, men nu tror på Jesus. I en direkte tv-udsendelse på afghansk tv blev han spurgt, om han regnede sig som frafalden fra islam.
– Nej, jeg er ikke frafalden, Jeg tror på Gud, svarede Abdul Rahman. – Jeg tror på Injil (svarer til Ny Testamente), og jeg elsker Jesus Kristus.
I sidste uge var der flere vestlige regeringer, der tog afstand fra retssagen mod Rahman. Danske politikere fra oppositionen har også bedt regeringen om at udtrykke kritik af situationen.
Nu tyder det på, at presset har virket. Unavngivne kilder i Afghanistans regering skulle have sagt, at sagen ikke kan gennemføres, fordi manden er mentalt uegnet til at stå sagen igennem, oplyser Afghan Times.
-mbc