Landsbyens guld

Som byboer er mit kendskab til naturen begrænset. Det når ikke længere end til udsplattede regnorme på cykelstien eller den kunstige sø i Tivoli. Nå jo, jeg kørte også engang en måge over, som forsvandt i en eksploderende fjersky. Så helt blank er jeg da ikke.Jeg fik dog et kulturchok af proportioner, da jeg besøgte en ven i Californien. Først tænkte jeg: ”Juhu! Palmetræer, shopping og Beverly Hi…”
Men nej. Vennen havde en gravhund, en bjerghytte og et job på landsbyhospitalet. Ingen internet eller tv, men god tid til madlavning og snak om bøger. Jeg blev ufrivilligt vænnet fra civilisationens underholdningshysteriske zappekultur – og blev nybegynder i Guds natur.
Jeg satte mig på den blomsterpolstrede køkkenstol og kiggede utilpas rundt i huset. Jeg kiggede ud af vinduet, mens jeg drak lidt af soyamælken og bed i en økologisk omelet og lidt fuldkornsbrød, mens de slanke bøgetræer udenfor vinduet svingede fra side til side. Jeg mærkede min krop gynge i samme tempo. Efterhånden som jeg gav slip på min stressede og produktive byboermentalitet, faldt roen over mig. Ugen igennem opdagede jeg guldet i landsbyen.
Første gang jeg gik tur med hunden, var det med hurtige skridt og en planlagt rute, men 10. gang var det en langsom slentren, iklædt en direkte dialog med naturen og med Gud. Jeg begyndte at lytte til min krop og sjæl.
Jeg tillod mig selv sige ting højt som aldrig var sagt offentligt før, for bøgetræerne var gode samtalepartnere med deres imødekommende kropssprog.
Da jeg kom hjem til København, kunne jeg mærke at jeg havde savnet det hurtige spændende cityliv, men samtidig var jeg nu en anden. Nu kendte jeg et nyt tempo. Et tempo der tillod mig at føle, mærke, kommunikere, leve. Jeg savnede mit bøgetræ. Jeg savnede naturens rytme og tog i mit stille sind afstand fra tildækningen af Guds natur med cement, reklametavler, grå højhuse og menneskemængder.
Mælkebøtten i vejkanten. Mere underholdning behøver vi egentlig ikke.