Mænd bag rattet

Jeg fik mit kørekort som 30-årig. Ja, kære mænd, læs blot videre i overlegenhed! Jeg tænkte, det måske var på tide at forlade gruppen af miljøelskende cyklende københavnere.„Hvorfor ventede du så længe?“ spurgte velmenende veninder over en brunch på Strøget, mens cyklerne drønede forbi på gågaden.
„På grund af min far!“ svarede jeg afklaret.
Jeg har altid følt mig som familien fra Æbleby (Næstved) med min far Anders And ved rattet, min mor Andersine ved siden af, og jeg og mine to søstre som Rip, Rap og Rup, der var mast ind på bagsædet i verdens mindste bil – vi havde en blå Mascot. Anders And buldrede på bedste vis ned ad byens gader, op til Joakim von Ands pengetank, som jeg som barn sammenlignede med min rige farmor i Ringe.

Det sjoveste var nu, når min far nøs under kørslen. Vi sad tre små piger på bagsædet, med min bekymrede, men tålmodige mor foran. Ser du, der startede en tsunami af you-know-what i næsen på min far. Og mens han nøs højere end radioen, tog bilen et smut over i venstre kørebane. Endnu et nys, og bilen boksede mod kantstenen. Det tredje nys, og vi børn råbte fra bagsædet: „Igen, far! Igen!“. Min mor fjernede hånden fra airbag-udløseren og hviskede irriteret til vores far: „Niels, altså…!“. Ti sekunder efter var alt glemt. Vi overlevede jo. Og vi fortsatte med at synge søndagsskolekor eller lyttede til vores fars barndomshistorier, som altid var vildt overdrevne. Tror jeg. Jeg har en teori om, at der var et par engle, som fungerede som høballer, så vi ikke skulle køre galt under min fars gudgivne nyseanfald.

Nu var det altså min tur. Og jeg følte mig godt udrustet til at udfordre den motorsagkyndiges forestillinger om worst-case-scenarier, taget direkte ud af min egen barndom. Den skæbnesvangre dag i august oprandt, hvor jeg skulle op til køreprøve og… tatatada! Jeg bestod i første hug. Tak for træningen, far.