Narnia i det ydre rum
Den tavse planet af Narnia-forfatteren C. S. Lewis er en roman ladet med religiøse symboler og en smuk skildring af kampen mellem menneskets bedste og værste sider
På mine skuldre bærer jeg menneskeracens skæbne… Jeres stammeliv, stenaldervåben og sociale opbygning har intet, der kan sammenlignes med vores civilisation, vores videnskab, kultur og love – vores ret til at fortrænge jer er den højereståendes ret over den laverestående…
Ovenstående citat er typisk for C. S. Lewis roman fra 1938, hvori han beskriver menneskets første møde med fremmede intelligente livsformer på en fremmed planet.
Hertil bortføres den fredsommelige kristne akademiker Ransom af en gammel skolekammerat og en mystisk, gal videnskabsmand med store planer om at gøre sig selv til hele universets herre.
Historien om de tres rejse til planeten, der i bogen kaldes Malacandra, starter som en smuk, om end let gennemskuelig allegori over en rejse i selvransagelse og renselse på vej mod universets lys, Gud.
Og den kulminerer i et stort opgør på den fremmede planet. Mellem erobrerne og den kristne idealist Ransom, der fastholder sin tro på dialog og fælles forståelse, som skal være en vej til fredelig sameksistens mellem de vidt forskellige racer.

