Udfordrende bog om kirken som kultur

Teologen Rodney Clapps radikale bog Peculiar People, der på dansk har forord af Hans Ravn Iversen, er oplagt som debatbog eller til diskussion i en studiekredsNu hører jeg til dem, som faktisk godt kan lide at blive udfordret på mine holdninger, uanset om jeg skifter mening eller ej. Og bedømt ud fra det kriterium, så er denne bog en succes.Den er udfordrende, tankevækkende og til tider provokerende. Oplagt som debatbog eller til diskussion i en bibelkreds. Der er i hvert fald et par punkter, jeg i al venskabelighed gerne ville have kunnet drøfte med forfatteren.

Hvis man skal summere bogens hovedsynspunkter op, så er det, at kirken – de troende – er og bør være en særskilt kultur, der lever Guds Rige ud i verden, og som synligt i kød og blod demonstrerer evangeliet.
Som følge heraf vil kirkens virke f.eks. være politisk, ikke i traditionel politisk forstand, men som et alternativ til det bestående og samfundet omkring den, og potentielt undergravende i kraft af evangeliet. Kirken skal være et folk, snarere end en gruppe individer, som praktiserer sit kristne liv og bibelstudier adskilt fra resten af Guds folk. Og kirken skal være en ”tredje race”, udover jøder og hedninger, som er kendetegnet ved ”en særlig måde at tackle konflikter på, den særlige politik med betegnelsen tilgivelse … en særlig måde at formere sig på, ved mission …”

Forfatteren går desuden skarpt i rette med det, han kalder ”den konstantinske kristendom”, altså kristendommen som statsreligion (eller inspireret heraf), med medlemmerne som passive deltagere, og med kirken og staten i et makkerskab, og med den ”sande kirke” af troende som en usynlig og teoretisk størrelse.
Der er meget godt at sige om forfatterens synspunkter. Ikke alene er de velformulerede, men der er også meget sandt i dem. Vi er jo et legeme af troende. Vi er vel kaldet til at være en modkultur til verden omkring os. Kirken bør vel bestå af de troende, og ikke af enhver, som måtte have lyst til at være med og kalde sig kristen.
Som sådan er bogen et formidabelt angreb på den konstantinske tænkning, og enhver, som har taget den til sig. Og udfra min egen baggrund kan jeg kun sympatisere hermed. Bogen ville være reformatorisk, hvis den var blevet udgivet i middelalderen.

Når det er sagt, er der jo mange kirker, som – i hvert fald i princippet – ikke er konstan-tinske. Har frikirker (og grupper af troende i statskirker) ikke altid udgjort en anderledes kultur end samfundet omkring dem? Har disse ikke altid søgt at efterleve Jesu bud på tværs af samfundsnormer? Har de ikke oftest holdt en passende distance til statsmagten? Har de ikke altid set sig som ud-kaldte af menneskeslægten? Har de ikke altid forkyndt kirken som et legeme af troende? Sådanne spørgsmål trænger sig på – og bliver ikke besvaret. Dette sat i relief af, at forfatteren jo netop som amerikaner lever i en kultur, hvor stat og kirke historisk og formelt har været adskilt.

Man kan også som læser sidde med en fornemmelse af, at forfatteren strækker sine argumenter lidt rigeligt.
Han betoner rigtignok kirken som et legeme på bekostning af vor tids individualisme, men der er vel så megen individualisme i Bibelen, at vi bliver frelst én for én, på basis af vores egen tro, og engang skal gøre regnskab for vores eget liv.
Eller han understreger med et andet eksempel det talte – og flygtige – ord frem for det skrevne ord og ”sola scrip-tura”, altså ”skriften alene” som absolut norm og som genstand for analyse. Men han forbigår samtidig, at Jesus henviste til det, der ”står skrevet”, eller at Paulus’ breve var skriftlige og blev læst op og kopieret skriftligt i den første kirke.

Det er ganske tydeligt, at forfatteren advokerer for intet mindre end et paradigmeskifte, altså en grundlæggende ændring af den måde, vi definerer os selv på som kirke. Men netop her er det, at forfatteren ikke i tilstrækkelig grad beviser, at vi ikke allerede har foretaget et sådant skifte. Og at vi nu ”blot” er uenige om, hvad dette skifte indebærer helt konkret, såsom hvilken kultur, hvilke normer og hvilke værdier, vi som kirke skal anbefale, acceptere eller afvise.

Uanset, så er det en radikal bog. Radikalt tænkt og radikalt skrevet. Spændende og udfordrende i sin tankegang. Efter behag nyskabende og nytæn-kende eller provokerende og kontroversiel.

Rodney Clapp: Et særligt folk
206 sider • 228 kr. • Boedal