Fængslet for Gud – henrettet af Hitler
Den 9. april 1945 blev den kristne modstandsmand Dietrich Bonhoeffer hængt på Hitlers direkte ordre. I år er det hundrede år siden han blev født.Den 15. maj 1943 blev Die-trich Bonhoeffers niece, Renate Schleicher, og hans meget gode og nære ven, Eberhard Bethge, gift med hinanden. Fra fængslet skriver han en tale om den store og glædelige begivenhed, som et bryllup er, og om den ordning for ægteskabet, som Gud selv har sat, fordi alt uden den vil gå itu.
cand. phil., freelancer
Udfordringens
kulturredaktør
Det er kendetegnende for Bonhoeffer fra det øjeblik, nazisterne fængsler ham den 5. april 1943, til han på Hitlers ordre bliver hængt den 9. april 1945:
1. At han kan bevare sin glæde over livet, sin optimisme, sin tro, sin fortrøstning til, at menneskets tid og livsløb
er i Guds hånd (hvilket har inspireret til titlen på det nye udvalg af breve og tekster fra fængselstiden, Min tid er i dine hænder).
2. At han (dermed også) fastholder, at det eneste grundlag, der holder, ikke bare for ham, men for alle, er Guds ordninger og følgelig Kristi frelsesværk.
I fængslet skrev Dietrich flere gange i sine mange breve til Eberhard, at når han blev løsladt, ville han (også) giftes. Hans udkårne hed Maria von Wedemeyer.
Han havde nok set den kønne og (meget) unge Maria før, men det var først, da han genså hende i juni 1942, at han blev klar over, at han havde en mere end almindelig interesse for hende.
I løbet af efteråret bliver hans følelser for hende stærkere, og da han jo ikke er helt ung længere, må han tage initiativ til at gøre noget ved det, men netop hans alder får ham alligevel til at tøve: Han er trods alt 36 og hun kun 18. Han afslører det dog for Marias mor, og hun reagerer naturligt nok med at sige, at Maria er for ung, og at han må vente.
Midt i januar 43 får han imidlertid et brev fra hende:
Maria begyndte med Kære pastor Bonhoeffer og brugte stadig den formelle stil med Dem. Hendes mor havde fortalt hende om hans visit og hans bøn. Den var en overraskelse for hende. Men hun var taknemlig for hans følelser for hende og for den ære, hans bøn var for hende. Når tiden var inde, ville det være en stor glæde for hende at blive hans hustru.
(Afsnittet er fra romanen Vredens bæger af Mary Glazener. Bag romanen ligger en meget grundig research, bl.a. samtaler med Maria von Wedemeyer og Dietrich Bonhoeffers familie, og manuskriptet er læst igennem af Eberhard Bethge, som har givet både råd og kritik.)
I sine breve fra fængslet er Bonhoeffer meget åbenhjertig over for vennen Eberhard Bethge, når han kommer ind på sit forhold til og sin længsel efter Maria. Han lader det skinne igennem, hvor meget han går ind for livet i al dets fylde, og holder det ikke for sig selv, at det også gælder den erotiske kærlighed.
Men ellers er det i høj grad nogle af de mere teologiske overvejelser, der gør denne nyoversættelse af dele af Widerstand und Ergebung (Modstand og hengivelse) interessant.
Den første tekst er dog skrevet før arrestationen, nemlig omkring årsskiftet 1942-43, og den beskæftiger sig med tiden under nazismen. Dermed danner den rammen og baggrunden for alt det, Bonhoeffer skriver i disse år: Det er jo indlysende, at hans tanker udvikles under nogle ekstreme forhold, og at han med sin kristne tro må forholde sig til problemstillinger, som vi i Danmark i dag kan have svært ved at sætte os rigtig ind i. Men verdens undertrykte kirker har kunnet bruge ham, og for os nu er der også meget at hente og tage ved lære af.
Den indledende tekst, Ti år er gået, demonstrerer, i hvor stor udstrækning Bonhoeffer har gennemskuet nazismen.
Til det ondes store karneval rodes alle etiske begreber rundt imellem hinanden. [Det er] ganske enkelt forvirrende, at det onde fremstår i skikkelse af lyset, den gode gerning, det historisk nødvendige og det socialt retfærdige. [Men for den kristne] er det ligefrem en bekræftelse på det ondes uransagelige ondskab.
I et afsnit, der næsten er morsomt at læse, kommer han så ind på, at dumheden faktisk er en farligere fjende af det gode, end ondskaben er. Man kan protestere imod det onde, og det onde bærer altid kimen til selvødelæggelse i sig, men over for dumheden er vi værgeløse. Her hjælper hverken protester eller magt eller argumenter: Kendsgerninger behøver man ikke tro på, og kaldes de uomgængelige, så kan de bare bortforklares som enkeltstående tilfælde, som derfor ikke har nogen betydning.
Det er ikke dumhed intellektuelt forstået, men en dumhed, der skyldes en menneskelig defekt, og som først og fremmest er et sociologisk problem. Det viser sig nemlig, skriver Bonhoeffer, at hvor der optræder en stærk, ydre magtudfoldelse, (..) rammes en stor del af menneskene af dumhed. Indtrykket af magtudfoldelsen bevirker, at mennesker berøves deres indre selvstændighed, de forblæn-des af magtmennesket og bliver til viljesløse instrumenter. Dermed bliver de i stand til at handle ondt, hævder Bon-hoeffer så, uden at kunne erkende det onde, de gør.
Et stærk leder gør folk dumme – if. Bonhoeffer altså. (Man kan måske lige indskyde det spørgsmål her, om alternativet til at være dum i så fald er at være bange?)
Bonhoeffer har en meget vigtig slutreplik til denne udredning af dumheden:
Bibelens ord om, at gudsfrygt er al visdoms begyndelse, siger, at menneskets indre befrielse til at leve under ansvar for Gud er den eneste virkelige overvindelse af dumheden.
Hvor meget Bonhoeffer er præget af de forhold, som han lever og skriver under, fremgår af en tekst, han skriver i november-december 1943. Overskriften er Hvad betyder det at sige sandheden?, og heri argumenterer han for, at hvad der menneskelig talt er sandhed og løgn, meget vel kan afhænge af de omstændigheder, i hvilke man må tage stilling til spørgsmålet. Det er selvfølgelig afgørende for en mand som Bonhoeffer af have klarhed her, fordi han under de forhør, han har været udsat for på det tidspunkt, hvor han skriver på artiklen, ikke har kunnet sige sandheden. Han var jo involveret ikke blot i modstanden, men også i et attentatforsøg mod Hitler.
I artiklen er der et interessant afsnit om et fænomen, som han kalder satanssandhed: Dens egenskab er, at den under overfladens maske benægter alt, som er virkeligt. Den lever af had til det virkelige, til verden, som er skabt og elsket af Gud. Med denne kontante – og konstante – fornægtelse af kendsgerningerne ser Bonhoeffer igen dybt i den nazistiske ideologi – og anden forløjethed og andet bedrag i verden.
I juni-juli 1944 tager han endnu en aktuel problemstilling op i en artikel med overskriften Den første tavle over Guds ti ord (med ord mener Bonhoeffer bud).
Her er det spørgsmålet, om man (altid) skal adlyde øvrigheden, han bl.a. beskæftiger sig med. Vi kan kun tjene én Herre, fastslår Bonhoeffer, og det er Gud; kun ham skal vi adlyde. Hvis der er konflikt mellem det, Gud befaler, og det, øvrigheden befaler, kan Gud ikke stå bag befalingen, og dermed kan vi ikke adlyde øvrigheden: alt jordisk herredømme er alene begrundet i Guds herredømme, i det har de fuldmagt og ære, [ellers] er de usurpation og har intet krav på lydighed, skriver Bon-hoeffer – og konkluderer: Lydigheden mod Gud alene er begrundelsen for vores frihed.
Der er mange andre spændende tanker og ansatser til noget større i dette tekstudvalg. Udkast til en bog er dateret 3. august 1944, og heri aner man noget af den teologi, som har været med til at give Bonhoeffer betegnelsen en moderne teolog.
Det, der langt på vej er udgangspunktet for Bonhoeffer, er Jesu korsord: Min Gud, min Gud! Hvorfor har du forladt mig? På en lignende måde, som Gud i det øjeblik vendte ryggen til sin søn, sådan vender moderne mennesker ryggen til Gud. Gudsforladtheden bliver et grundmotiv: Moderne mennesker vil ikke Gud, de vil selv. Hvordan kirken kan være kirke for det autonome eller myndigblevne, religionsløse menneske, bliver det spørgsmål, Bonhoeffer forsøger at besvare. Og det skrives der med afsæt i Bonhoeffer i dag tunge og tykke bøger om.
Bonhoeffer var fortrøstningsfuld til det sidste. Han vidste, at hans tro kunne bære ham igennem: At leve på opstan-delsens grund – det er jo påske skriver han i et brev (27.3.44) og i et andet: Kris-tus, vores håb – denne paulinske formel er kraften i vores liv (25.7.44).
Søndag den 8. april 1945 holdt Bonhoeffer gudstjeneste for de fanger, han var sammen med. Umiddelbart efter blev han hentet og kørt til udryd-delseslejren Flossenbürg, og tidligt den følgende dags morgen blev han så ført til skafottet.
Den 20. april – kun 11 dage efter – befriede amerikanske soldater de indespærrede i Flossenbürg-lejren. Men Hitler, der tog sit eget liv yderligere ti dage senere, havde fået en fjende mindre – og Gud en hjemvendt ven mere.
