Filip Wallberg: Fra en jordnær medieverden til det ydre rum
Hvad læser du p.t.?
Lige nu læser jeg bogen Hundrede og én dag af Åsne Seierstad. Det er en skildring af forholdene for almindelige irakere før, under og efter krigen i Golfen i 2003. Jeg synes, bogen er god, for den giver et godt indtryk af de forhold, som almindelige irakere levede under. Ud over den detaljerede beskrivelse af forholdene i Irak, så får man et spændende indblik i en journalists hverdag.
Hvilke kristne bøger har betydet mest for dig?
Bøgerne Det er kristendom af C.S. Lewis og Knap så svært af Nick Pollard er de bedste kristne bøger, som jeg har læst. Deres udlægning af kristendom er så befriende, at de begge er en fryd at læse.
Hvilke romaner har du haft størst udbytte af at læse?
The Hitchhikers Guide to the Galaxy er nok den roman, som jeg har fået mest ud af at læse. Dens humor og spørgsmål er så omfattende, at man ikke kan lade bogen ligge.
Hvad var det første, du læste?
Peter Plys. En glimrede bog, som på en meget jordnær måde fortæller gode historier.
Hvilken bog, film og cd (musikværk) ville du nødigst undvære?
Cd: Valget var ikke nemt, men det endte på U2s How To Dismantle An Atomic Bomb. Det er en stabil skive, der bærer præg af godt håndværk. – Film: George Clooneys Good Night, and Good Luck vandt mig i biografen. Dens stil og musik er så overlegen, at kun meget få film kan følge med. Samtidig stiller den nogle relevante spørgsmål omkring medier. – Bog: I forbindelse med mit studie læser jeg i samlingen Dansk Mediehistorie og det er faktisk gribende. Det er spændende at læse om, hvordan aviser, radioen og tvet opførte sig for bare 20 år siden.
Hvis du skulle anbefale andre en bog, en film og en cd – hvad skulle det da være?
Cd: Valget må falde på Kim Larsens Greatest 1983-1994 – Guld & Grønne Skove. Kim Larsens sprog og stemme er ganske enkelt enestående, og det er en fryd at genhøre hans gamle klassikere. – Film: Jeg har netop set filmudgaven af The Hitchhikers Guide to the Galaxy. Selvom filmen havde meget at leve op til, så lykkedes det i mange henseender. Så filmen er bestemt en udlejning værd. – Bog: Læs Nick Pollards Knap så svært. En bog, der på en god måde fortæller om, hvordan man skal fortælle andre om kristendommen. Sproget er ligetil, og bogen er enormt hurtigt læst.