Pinsebevægelsen fylder 100 år i april
Pinsevækkelsen bredte sig som en løbeild fra Azusa Street i Los Angeles i 1906.
Fra 25.-29. april fejres jubilæet af 100.000 på byens Memorial Coliseum OL-stadiumPinsevækkelsens frembrud i 1900-tallets første årti kan føres tilbage til Helligåndens manifestationer på bibelinstituttet Bethel College i Topeka, Kansas, USA i 1901. Gennem eleverne på bibelinstituttet i Topeka bredte denne vækkelse sig bl.a. til adskillige byer i Kansas og Texas. Trods en tid med stagnation og forfølgelse i årene 1901-1905 tog vækkelsen ny fart.
Forfatter, redaktør,
foredragsholder
Det var imidlertid i Los Angeles i Californien, at pinsevækkelsen fik sit store gennembrud.
Da baptistpræsten Joseph Smale i 1905 kom tilbage til Los Angeles efter et besøg i Wales, var han pastor for Den første Baptistmenighed i byen. Gennem sin kontakt med Evan Roberts, der stod i spidsen for vækkelsen i Wales, var Smale overbevist om, at de første kristnes erfaringer også var inden for rækkevidde for 1900-tallets kristne. Disse skulle erfare en apostolsk tid, hvor Helligåndens gaver ville manifestere sig ligesom i den urkristne tid.
I Smales kirke blev der holdt bønnemøder midt på dagen og om aftenen 15 uger i træk. Under møderne fandt en række helbredelser sted. Menighedens ledere besluttede imidlertid, at møderne skulle ophøre. Ville folk fortsætte, måtte de finde sig et andet lokale. Pastor Smale udtrådte da af baptistsamfundet og dannede menigheden The New Testament Church.
Af flere grunde, der af pladshensyn ikke skal redegøres for her, blev Smale imidlertid ikke manden, der kom til at stå i spidsen for den forventede åndsudgydelse og vækkelse, men en banebrydende personlighed. Senere skrev en af lederne inden for pinsevækkelsen om Smale: Vor Moses ledte os til Jordan, men dog ikke ind i pinsens Kanaan.
En af de personer, som direkte kom til at bane vej for pinsevækkelsen, var prædikanten Frank Bartleman. Fra 1904 var han bosat i Los Angeles, og hans skildringer i bogen Da Ilden Faldt af tiden før pinsevækkelsens gennembrud i Los Angeles og pinsevækkelsens første tid er både historisk værdifulde og af stor interesse i denne sammenhæng.
I 1906 kom den farvede baptistpræst W. J. Seymour fra Houston til Los Angeles. Til at begynde med boede han hos nogle baptister i Bonnie Brae Street, og hos dem holdt han bønnemøder hver aften og nat. I det lille hus enedes man om at holde et ti-dages møde ligesom disciplene i Jerusalem havde gjort det i dagene fra Jesu himmelfart til pinsedagens åndsdåb. Mødet holdtes i selvhengivelse til Gud og i forventning om opfyldelse af deres længsel: Pinse på ny.
En aften, medens de således var samlet, brød det nye, som de ventede, pludselig frem. En del af den gjorde nogle for dem ganske ukendte erfaringer, idet de opfyldtes af en ejendommelig kraft og begyndte at tale ord og sætninger, som de ikke selv bevidst frembragte, ej heller forstod. Jubelen i den lille kreds blev stor. De nærede ikke selv nogen tvivl om, at deres bøn var hørt, at Gud havde udgydt sin Ånd over dem, og at de havde oplevet pinse på ny. Dette skete den 9. april 1906 i det lille hus i Bonnie Brae Street.
Rygtet løb, og tilstrømningen til huset i Bonnie Brae Street blev nu så stor, at W. J. Seymour begyndte at holde møder i et lejet lokale i 312 Azusa Street. Bygningen lå i et fattigt sort kvarter og havde engang været metodistkirke, men var nu gået i forfald og blev brugt som lager.
Denne ejendom blev nu samlingssted for alle, der søgte et dybere liv i Gud. Møderne vekslede med budskaber om omvendelse, åndsdåb, tungetale, helbredelse, og der lød stærke jubeludbrud, tungetale og sang i Helligånden. Møderne fandt sted dag og nat, og rygtet om dem nåede ud blandt Los Angeles 100.000 indbyggere.
I møderne erfarede deltagerne mange stærke manifestationer af Helligåndens kraft. Seymour betonede dog, at man ikke skulle gå fra møderne for at tale om tungetalen, men for at føre mennesker til Kristus.
Der forekom imidlertid også falske manifestationer og efterligninger af Helligåndens liv og kraft. Herom skriver Frank Bartleman: Vi medgiver, at meget falsk og efterabet er forekommet, men det skulle være et bevis på, at de ægte findes. Vi står i større fare for stilstand end for at blive bedraget. Alligevel synes de fleste ikke at frygte stilstanden det mindste, mens man er meget bange for at blive bedraget
Et andet sted skriver han: Folkets opmærksomhed må rettes mod Kristus. En virkelig pinsevækkelse leder mennesket til Kristus. Falske manifestationer sætter kun følelserne i bevægelse og kan muligvis vække beundring, men de angriber ikke synden og selvlivet. En hvilken som helst bevægelse, som ophøjer Helligånden ellers hans gaver over Kristus, havner til sidst i fanatisme. Helligånden er et stort lys, som altid er vendt mod Jesus Kristus for at åbenbare ham for os.
Vækkelsen var dagens samtaleemne i Los Angeles. Folk fortsatte med at strømme til. Men samtidig intensiveredes modstanden mod vækkelsen. Flere præster forsøgte at få politiet til at gribe ind for at standse møderne. Pressen latterliggjorde alt, hvad der foregik, men forgæves. De store illustrerede artikler viste sig at være særdeles gode til at skabe reklame for møderne.
Intet kunne forhindre vækkelsens fremgang, og det er ganske betegnende, hvad pionererne skrev: Man kan lige så godt sende 1000 mænd til at forsøge at dæmme op for Amazonfloden som at forsøge at forhindre Guds mægtige kraft.
I 1906 skrev Frank Bartleman: Under forbandelsen af den gængse vantro kæmper vi os frem under store vanskeligheder for genindførelsen af det lys og den kraft, som kristenheden ejede i begyndelsen, men som vi nu så længe har savnet. Vore øjne er under det rådende vantros mørke blevet så forblindede, at vi strider mod lyset. Vore øjne er blevet svage. Så dybt er kirken faldet, at når Luther forsøgte at fremdrage sandheden om, at vi retfærdiggøres ved tro, da kæmpede mennesket selv mod denne lære, som om den var en mægtig vildfarelse, og mange måtte ofre livet i kampen for sandheden. Det samme gjorde sig gældende på Wesleys tid Nu står vi som bannerførere for sandheden om, at pinsens velsignelser virkelig kan erfares, ja at en genoprettelse skal finde sted til endnu større kraft og velsignelse. Vi skal ved Guds nåde løftes op igen til det niveau, den første kristne menighed havde, for at fuldføre det arbejde, som denne på grund af sit frafald aldrig fik gennemført.
Seymour og hans ligesindede nærede ingen intentioner om at danne noget nyt kirkesamfund, men ville skabe en bevægelse, der kunne gennemsyre alle kirkesamfund med Helligåndens liv og kraft.
Gennem blade og traktater og anden litteratur nåede beretningerne om det, der skete i Los Angeles, ud over verden. Især det lille firesidede blad The Apostolic Faith, Den apostolske Tro, som blev udgivet af Azusamissionen, blev organ for bevægelsen og kom til at spille en betydningsfuld rolle. Med titlen ville man angive, at hele bevægelsen var en genoplivelse af den første kristne menigheds liv.
Fra forskellige steder i verden strømmede repræsentanter fra alle kirkesamfund til Los Angeles. Azusamissionen blev et samlingssted for alle der søgte et dybere liv i Gud. Mange erfarede Helligåndens dåb og førte livet i Helligånden med sig, hvor de kom.
Det var bl.a. tilfældet med svenskeren Andrew Jansson-Ek, som rejste hjem til Skövde i Sverige og banede vej for en stor vækkelse.
I efteråret 1906 kom pinsevækkelsen til Chicago og New York. Her kom den engelskfødte, men i Norge bosiddende metodistpræst Thomas Ball Barratt (1862-1940) i kontakt med vækkelsen. Han var kommet til Amerika for at indsamle midler til et specielt hus, som skulle anvendes til socialt betonet arbejde inden for Kristiania bymission.
Barratt havde fået den norske konges tilladelse til at kalde det Håkonsborgen. Indsamlingen til huset blev imidlertid en fiasko. Amerikanerne viste ingen interesse for dette projekt.
Nu mødte han den nye vækkelse, som fik radikal betydning, ikke blot for ham personligt, men for de tusinder, han senere kom i berøring med.
I New York læste Barratt med stor interesse om vækkelsen i Los Angeles og skrev til vennerne i Los Angeles for at få hjælp til at opleve den samme kraft. Det svar han fik på sit brev, ledte ham til en stærk erfaring af Helligånden, uden at han dog talte i tunger. Da skrev W. J. Seymour selv til ham og gav undervisning i, hvordan han skulle tage imod tungetalen: Tungetalen skal følge åndsdåben. Hvis du var blevet under kraften, til Herren havde fuldført sit værk, så ville du sikkert have talt i tunger. Ikke for at du skulle bruge den på missionsmarken, men som et bevis på, at pinsekraften er kommet. Brevet afklarede Barratt, og den 15. november 1906 tog han imod tungetalens gave.
Pinsevækkelsen bredte sig som en løbeild. Allerede i 1906 var den repræsenteret i tre verdensdele.
I løbet af to-tre år bredte vækkelsen sig over hele det nordamerikanske kontinent fra Texas til Winnipeg og det nordvestlige Canada, fra Stillehavet til Atlanten.
I USA dannedes flere pinsesamfund, blandt andre Assemblies of God, Guds forsamlinger.
Foruden dette samfund dannedes også Church of God in Christ, Church of Fourthsquare Gospel, The Pentecostal Church, Original Church of God samt en lang række fritstående uafhængige menigheder, der arbejder ud fra independente principper.
I løbet af få år blev pinsevækkelsen en verdensvækkelse. Overalt fulgte de åndelige gaver vækkelsen, og Kristus forkyndes som den, der frelser, helbreder, helliggør, døber i Helligånden og snart skal komme igen for at hente dem der er rede. Dette er i øvrigt i store træk pinsevækkelsens forkyndelse verden over.
Få år efter vækkelsens frembrud manifesterede pinsekraften sig i England, Skotland, Wales, Frankrig, Holland, Tyskland, Schweiz, Norge, Sverige, Finland, Rusland, Ægypten, Palæstina, Ceylon, Indien, Kina, på havets øer og i USA og Canada. I alle fem verdensdele var pinsevækkelsen blevet kendt. Pinsevækkelsens missionærer havde sejlet på alle have. En del havde allerede rejst jorden rundt flere gange i de få år, siden ilden faldt.
I Afrika manifesterede pinsevækkelsen sig, også i Sydamerika, Centralamerika og Japan og i fjerne egne som Alaska, Persien og Sibirien.
Flere hundrede pinsemissionærer rejste gennem Kina. Tibet blev ikke glemt. Og det gamle Jerusalem hørte atter mennesker tale på andre tungemål, alt efter hvad Ånden indgav dem at sige.
Overalt fulgte de åndelige gaver vækkelsen og forkyndelsen af Kristus som den der frelser, helbreder, helliggør og døber i Helligånden. Desuden nærede pinsevækkelsens pionerer en stærk forventning om Jesu genkomst.
