”Det frie menneske”

Sådan lød titlen på en klumme for nylig i metroXpress, og A. Petersen var skribentenNu er det så blevet A. Pedersens tur til at filosofere lidt over det samme tema, set i lyset af min veloverståede og … (indsæt selv en række superlativer) … tur til Iran.

Anders Pedersen
Globetrotter og deltager i TV3’s Robinson ekspedition 2003

I klummen kritiserer Abdul Wahid Petersen de mennesker, der anklager ham og andre muslimer for at være ufrie, fordi de har valgt at træffe deres valg på baggrund af, hvad de tror på. Den gennemsnitlige dansker mener selv, at han eller hun er meget mere fri. Vi har jo demokrati og må gøre, hvad vi vil. Og ja, det er fint, tænker jeg – men hvad vælger vi så at gøre? Hvor findes ’det frie menneske’? Undertegnede, A. Pedersen, vil her argumentere for, at den sande frihed ikke findes nogen af de to steder beskrevet i den omtalte klumme.

I Iran skal kvinderne gå med lidt mere tøj, end de fleste danske piger bryder sig om at bære i 30 graders varme. Det er ikke noget, de vælger, det skal de bare. Herhjemme må man selv bestemme, og derfor vælger man HELT selv, hvad man vil gå i, og hvor meget det skal være. Eller gør vi nu også det? Hvem kan se sig fri fra at være underlagt moden? Vælger man selv som ung i dag at gå ud i weekenden og drikke? Ja, det bilder man sig selv ind, men sandheden er, at du selv vælger at sige fra, ikke sige til, for det er normen.

Desværre gælder det ikke kun ungdommen, det gælder også mig, (som stadig er ret ung), og dig, som er endnu ældre. For dig er det bare andre ting, som man gør, fordi det er normen. Du skal have ny lejlighed, hus, bil, et godt job, etc. Velfærdssamfundet og omgangskredsen sætter lynhurtigt dagsordenen for dig, hvis altså ikke du er bevidst om det. Og hvor er det så, at en iraner, eller en muslim, er mere ufri end dig og mig, hvis ufri eller ej skal gøres op i, hvor meget vi selv egentlig vælger?
Så siger du måske, at du er kristen, derfor er du fri. – Halleluja! Fint, siger jeg så og spørger dig, om du er: Muslim-kristen, moderne-kristen eller Jesus-kristen.

Hvis du er muslim-kristen, lever du dit kristne liv som en muslim, hvor det for dig handler om at leve op til et regelsæt for at være en god kristen. Du læser Bibelen, som en muslim læser sin koran, hvor det handler om, hvad du kan gøre for Gud. Det gør dig til medlem af den dejlige ufrie kristendoms-religion.

Andre er moderne-kristne, hvor du finder, at det er lidt hårdt at leve op til kravene som kristen. Derfor vælger du at lade dig styre af moden og det moderne menneske, og Jesus kan så få lov til at lege med om søndagen. Du vælger altså at være ufri seks dage om ugen, og Jesus får så travlt med at gøre mirakler med dig på den syvende dag, hvor han egentlig skulle slappe af sammen med dig.

Men måske er du Jesus-kristen og fri. Det er du, hvis du har fundet ud af, at Jesus er virkelig, også i dag, og dermed den mest kvalificerede til at leve det liv, du ikke altid er så hård til at leve. Når vi selv forsøger at leve det kristne liv, ender vi med den moderne eller muslimske version, og så kan vi ikke være frie. For folk, der ikke har set, at Jesus er virkelig, vil det selvfølgelig virke meget ufrit og uansvarligt at ”give sit liv til Gud”. Men hvis du tror på, at Gud har skabt dig, og at Jesus har betalt med sit liv for at være sammen med dig – hvorfor hulen (undskyld) skulle de to så ikke også med deres Hellige Ånd være dem, der er mest interesseret i, at du lever dit liv i størst mulig frihed.
På trods af denne viden ved jeg godt, at det stadig er svært for os kristne mennesker at vælge den rigtige vej, men vores mål er at være Jesus-kristen 24-7. Vi står flere gange dagligt ved en skillevej, hvor den ene vej peger mod egen vilje og u-/tilstrækkelighed, og den anden vej peger mod Guds mening og hans plan udført igennem os, og gang på gang finder vi os selv gå til venstre, når vi ønskede at gå til højre. Som kristen er der stadig en vej til venstre, det vil der være, så længe du er på denne jord, men forskellen er bare, at der nu også er en vej til højre. Vil du og jeg ikke fanges i den moderne eller muslimske version af kristen- liv, må du dreje til højre, men det er nemmere sagt end gjort. Paulus siger: ”Det gode, jeg vil, det gør jeg ikke, men det onde, jeg ikke vil, det gør jeg”. Jeg kender til den virkelighed i min hverdag, Paulus gjorde, og jeg tror også, du gør.

Du er skabt til frihed, derfor er det så vigtigt et emne for alle mennesker, uanset hvor frie de er. Gud ønsker at gøre dig til et frit menneske, og det sker ikke ved, at du binder dig fast i lovtrældom, eller gør dig fri fra Gud, men ved at lade Jesus få lov til at kæmpe forrest i dit liv alle ugens syv dage. Han ved, hvor friheden er størst.

Jeg ved godt, det kan lyde lidt kliché- og halleluja-agtigt at slutte et så vigtigt – og for nogen meget frustrerende – emne af med nogle måske slidte floskler. Men Guds løfte, som det er, er alt, vi har i den daglige kamp for at se et alternativ til hverdagens bud på ”frihed”, og derfor må den allersidste opfordring til dig og mig måske være at tage Guds løfter alvorligt. Hvorfor skulle vi ellers bruge så meget energi og spalteplads på at fokusere på vejen til højre, hvis den sande frihed heller ikke findes der?