Allah, Gud og kristendommen

I den stående diskussion omkring kristendommen og Islam er det et tilbagevendende spørgsmål, hvorvidt Allah og Gud er den samme. Herom hersker der stærkt delte meninger.

Af Jesper Veiby
Forlagsejer,
Risskov

En kendt missionsleder som Aril Edvardsen har tidligere i Udfordringen kristiseret kristne ”fundamentalister” for ikke at anerkende dette, og dermed skabe unødvendige problemer for missionsarbejdet blandt muslimer. Andre har erklæret sig enig – eller måske mest uenig heri.
Det er på sin plads med nogle betragtninger herom. Hvad bør vi som kristne mene om Islam, Allah mv.? Og hvad betyder det, om vi mener det ene eller det andet?

Mange kristne mener lige ud, at Allah er en afgud. Men det tankevækkende er, at hvis man i stedet for muslimer taler om Jehovas Vidner, så er der næppe nogen, som vil hævde, at Jehovas Vidner er afgudsdyrkere, eller at Jehova er en afgud, som modsætning til Bibelens Jahve. Vi forstår jo, at de henviser til samme Gud som os, men at problemet er, hvad de ellers siger, såsom at Jesus ikke er Guds Søn, eller at de er de eneste sande kristne. Vi kan måske nok mene, at de er bedraget af forførende åndsmagter, men ikke at de ikke tror på Gud.
Fakta er imidlertid, at muslimer lige så lidt som f.eks. Jehovas Vidner tilbeder en fremmed guddom. De kan ikke sammenlignes med f.eks. hinduerne og disses guder. De henviser jo selv til den Gud, som også kaldte Abraham, og som omtales i både Gamle og Ny Testamente.
Problemstillingen kan bedst illustreres med et efterhånden kendt tankeeksperiment. Tænk at du var journalist, og du ønskede et møde med statsministeren for at lave et interview, men ikke fik det, fordi en anden journalist kom dig i forkøbet. Du kunne så vælge at lave et forfalsket interview, og udgive det, som om du faktisk havde haft det ønskede møde. For at gøre det mere troværdigt kunne du tilmed flette nogle kendte udtalelser af pågældende statsminister ind i dit forfalskede interview.
Du har ikke haft noget møde. Hele interviewet er en forfalskning. Men det ville være absurd at sige, at den statsminister, du henviser til, ikke er den faktiske statsminister.
Nu siger jeg ikke, at Muhammed gjorde det bevidst på den måde. Men der er ingen grund til at benægte, at Koranen henviser til den sande Gud, og at Koranen også har passager og normer, som er i tråd med Guds sande Ord. Problemet er ikke, at det er den forkerte Gud, men at det er det forkerte ”interview”, altså den forkerte hellige bog. Og den konkrete sproglige oprindelse til ordet Allah er i den forbindelse sekundært.

Muslimernes ”trosbekendelse” gengives ofte blot som ”Der er ingen Gud uden Allah”. Mange kristne har tydeligvis problemer med tanken om at godtage denne, og måske er det den dybere årsag til modviljen mod at sige, at kristne og muslimer tror på den samme Gud. Men muslimernes ”trosbekendelse” er faktisk længere, nemlig ”Der er ingen Gud uden Allah. Og Muhammed er hans profet”. Og det er jo netop sidste del, vi har problemer med, og ikke kan tilslutte os.
Det er således meningsløst, som en ivrig gadeevangelist gjorde, at proklamere ”Allah er død” overfor forbipasserende muslimer. Det er tilmed dumt, at man i sit sprogbrug lader sig inspirere af en gudsfjendsk ateist som Nietzsche og dennes ”Gud er død” proklamation.

Det kan ikke nægtes, at der blandt en hel del kristne hersker den opfattelse, at Allah er en afgud. Under alle omstændigheder kan man dog være enige om, er at man som muslim ikke kan komme i kontakt med Gud og have en levende tro på Gud, når man fornægter Jesus som Guds Søn. Her er muslimer i samme båd som jøder teologisk set. Det gælder naturligvis også, at den som er uden forbindelse til Gud, kan blive bytte for forførende åndsmagter, som både militante islamister og farisæerne på Jesu tid så åbenlyst er og var.

Hovedsagen kan imidlertid ikke være at få ryddet denne misforståelse af vejen. For den er slet ikke problemets kerne. Det fundamentale er, hvilken indstilling nyomvendte muslimer bør have til Islam, og hvilken indstilling, man bør opmuntre til fra kristne missionærers og missionsorganisationers side. Her skal man være forsigtig med at skære alle over én kam, men det er et faktum, at der indenfor missionsarbejde blandt muslimer findes den holdning, at man kan bibeholde sin muslimske identitet, samtidig med at man kommer til tro på Jesus.
Konkret kan det komme til udtryk i såkaldte ”Jesus-moskeer”, som f.eks. tidligere omtalt i avisen Domino, hvor man beder fem gange om dagen som muslimerne gør, men vendt mod Jerusalem, hvor man citerer udvalgte passager fra Koranen sammen med Bibelen, og hvor mange stadig opfatter Muhammed som en profet, selvom de underordner ham under Jesus som Guds Søn.

Naturligvis behøver den muslim, som kommer til tro, ikke ændre sine madvaner eller skifte tøjstil. Men det bør ikke være svært at se, at det førnævnte er at gå alt, alt for langt. Hans identitet som f.eks. araber eller afrikaner må han have lov til at beholde. Men ikke hans muslimske identitet.
Det må medgives, at det ikke er alt, som er lige vigtigt. Det er vel relativt harmløst at fortsætte med at bede fem gange om dagen. Men citater fra Koranen må kun – om nødvendigt – bruges ved evangelisation overfor den ufrelste. Og Muhammed må aldrig betragtes som en profet, for derved åbner man op for en falsk autoritet.
Kan man tage for givet, at såvel kristne missionsorganisationer som kampagneevangelister i deres opfølgning gør det klart for de nye troende, at de ikke bør fortsætte med at deltage i fredagsbønnen i moskeen, og skal holde op med at læse i Koranen? Eller ville dette umuliggøre arbejdet i sin eksisterende form? Og er det ikke – i så fald – en for høj pris at betale?
Det er sandt, at de første kristne, som var jøder, først samledes i templet eller i synagoger. Men her kunne de dog høre Guds Ord og profetierne om Jesus. Det kan muslimen ikke i moskeen. Moskeen kan, uanset hvor central rolle den spiller i det omkringliggende samfund, heller aldrig blot betragtes som en neutral ”kulturel institution”, den er og bliver en religiøs sådan, som kristne må fravælge, ligesom de på NT’s tid måtte fravælge templerne i de lande, kristendommen kom til.

Man finder næppe heller nogen, som ville anbefale nyomvendte Jehovas Vidner at fortsætte med at komme i deres rigssal, og blive udsat for forkyndelsen her. Eller som accepterede, at de citerede fra Vagttårnet sideløbende med at de citerede fra Bibelen. Eller som ville godtage, at de fortsat anså Rutherford, stifteren af Jehovas Vidner, for en profet. Det er så åbenbart indlysende, at man ikke forstår, at der er folk, som kan acceptere det samme blandt tidligere muslimer.
Mission og forkyndelsen af evangeliet må nødvendigvis ske uden religionsblanderi, uanset hvor meget det måtte vanskeliggøre arbejdet, at man ikke kan ty til den genvej. Her virker det til, at kulturel og religiøs ”respekt” nogle gange kompromitterer evangeliet, og man savner missionsledere og missionærer, som går lige så stærkt i rette med dette, som med ufølsomhed og manglende respekt fra vestlige kristnes side.
Vi kan ikke af misforstået høflighed overfor folks religiøse følelser undlade at gøre den nyomvendte opmærksom på, at vedkommende ikke mere bør læse i Koranen, og ikke bør se Muhammed som en profet. Den slags er vildfarelse. Og hvis fundamentalistiske kristne skaber ”vanskeligheder” på missionsfronten, så skyldes det måske mere, at de insisterer på at kalde tingene ved deres rette navn her?
På et politisk plan er det muligt at søge normaliserede og ligeværdige forhold til andre nationer med vidt forskellig religiøs og kulturel baggrund. Men på det åndelige plan kan vi ikke søge normaliserede forhold på samme præmisser. Her vil evangeliet altid være et enten-eller.