Alle kirker har brug for Helligånden

Gud er ikke begrænset til bestemte kirkesamfund. Den karismatiske fornyelse bragte pinsebudskabet
om Helligåndens komme tæt på både frikirker, folkekirker og den katolske kirke.I år er det 100 år siden, en lille metodistkirke i udkanten af Los Angeles blev rammen om en vækkelse, hvor kristne oplevede de samme manifestationer som på pinsedag i Bibelen: tungetale, profetier og masser af nyomvendelser.

Benny Blumensaat, præst i Den Katolske Kirke,
Stig Christensen, præst i Folkekirken og
Jørgen Thaarup, landsleder for Metodistkirken

Vækkelsen resulterede ikke blot i egentlige pinsemenigheder – man regner med 65 mio. såkaldt klassiske pinsekristne verden over – men bredte sig fra 1970’erne til stort set alle kirkesamfund, så der i dag regnes med ca. 540 mio. ”karismatiske” kristne. Blot i Den Katolske Kirke er der over 100 mio. af slagsen.
Også i kirkelige kredse herhjemme, der ikke normalt plejer at kendetegnes ved spektakulære pinsefænomener, øver den karismatiske pinsevækkelse sin indflydelse.
I Esbjerg indbyder den katolske Sct. Nicolai kirke til ”karismatiske” bedemøder med tungetale, profeti og bøn for syge, og i Taastrup indbyder Skt. Pauls kirke med jævne mellemrum til særlige helbredelsesgudstjenester.
Endvidere holdes der de såkaldte ”Life in Spirit Seminars”, hvor deltagerne gennem syv uger får undervisning og vejledning i de karismatiske nådegaver.

Pastor Benny Blumensaat fra Esbjerg fastslår i en kronik til Jydske Vestkysten, at den karismatiske dimension er en ”kærkommen gave til mennesket, kirken og verden i en tid, hvor sekulariseringen trænger sig på”, en gave, som han mener måske er et svar på en bøn, som pave Johannes XXIII bad før det 2. Vatikankoncil i 1962: ”Guddommelige Ånd, forny i vor tid dine undere som i en ny Pinse”.
– I 1969 samledes en lille gruppe katolske studenter på Duquesne universitetet i Pittsburgh i USA. Det blev begyndelsen til en verdensomspændende vækkelse og fornyelse inden for Den Katolske Kirke som fortsætter den dag i dag, fortæller Benny Blumensaat.
Og det er en vækkelse, som sanktioneres fra øverste hold i Den Katolske Kirke:
– I 1975, da titusindvis af katolske karismatikere var samlet med pave Paul VI i Peterskirken, sagde paven: ”Den karismatiske fornyelse er en chance for kirken og for verden… Den karismatiske fornyelse bør forny verden, give den åndeligheden tilbage, én sjæl og én religiøs tankegang.

Også i protestantiske kirker bredte den karismatiske vækkelse sig, og i lighed med Pinsevækkelsen skete det afgørende gennembrud i Los Angeles. Formand for Dansk Oase Stig Christensen fortæller i en kronik i Jyllands- Posten, hvordan en episkopal præst blev fyret, fordi han begyndte at tale i tunger:
– Påskedag den 4. april 1960 fortalte Dennis Bennet, at han var blevet fyldt med Helligånden og talte i tunger på samme måde, som Apostlenes Gerninger beretter. Menighedsrådet ønskede ikke den slags tale fra deres præst og afskedigede ham, men hans oplevelse bredte sig som en steppebrand i alle de gamle kristne kirkesamfund og nåede frem til Danmark i 1970.
– Jeg blev personligt grebet af denne fornyelse i starten af 1970’erne og har siden arbejdet for Helligåndens fornyelse af Folkekirken i Dansk Oase, fortæller Stig Christensen, der er sognepræst i Sønderborg og formand for Dansk Oase, hvis største arrangement er en årlig sommerlejr med omkring 2500 deltagere.
Stig Christensen forventer, at den dynamiske vækkelse vil fortsætte med at brede sig:
– Pinsevækkelsen og senere den karismatiske fornyelse har sat kirken i brand, og den kristne kirke vil helt sikkert blive ved med at vokse ud over jorden, indtil den har nået alle stammer og folkeslag.

Den karismatiske fornyelse bredte sig også ind i frikirkesamfundene, og ligesom Pinsevækkelsen i sin tid startede i en metodistkirke i Los Angeles, er pinseerfaringer slet ikke fremmede for metodister herhjemme:
– I Metodistkirken har vi altid lagt vægt på det inderlige gudsforhold og derfor også åbnet os for Helligånden. Allerede inden der var noget, der hed ”pinsevækkelse”, oplevede vi sporadiske manifestationer af tungetale, profeti og bøn for syge, fortæller Jørgen Thaarup i en kronik til Nordjyske Stiftstidende.
Jørgen Thaarup er landsleder for Metodistkirken i Danmark og præst i Metodistkirken i Strandby, som netop denne weekend indvier et nyt kirkecenter i byen. Kirken tæller 653 medlemmer, heraf 136 under 18 år og besøges flittigt af byens borgere.
Han indrømmer, at Metodistkirken for 100 år siden ikke kunne rumme den nye pinsevækkelse:
– Metodistkirken var så formel, disciplineret og traditionsbunden, at det virkede hæmmende for kirkens liv. Da kom Helligånden så at sige væltende ind som en bulldozer og skabte ”kaos”.
Men rent teologisk var der banet vej for Helligåndens fornyelse:
– De seneste 15 år har jeg undervist adskillige ”pinsestudenter” i Göteborg, som nu er pastorer og bibelskolelærere i pinsekirker i Sverige. Når jeg underviser dem i metodismens teologi, oplever jeg genkendelsens glæde hos dem.

Med den karismatiske fornyelse i 1970’erne kom der også et fornyet fokus på Helligånden i Metodistkirken.
– Vi er blevet hjulpet til en større spontanitet i gudstjenesten. Man kunne frygte, at det blev en menneskelig spontanitet, som ville ende i kaos, men det liv, Helligånden fremmer, leder mange mennesker det samme sted hen.
– På den baggrund kan jeg sige: Kirken har brug for Helligånden, og det gælder, uanset om man er statskirke eller frikirke, luthersk eller katolsk. Uden Helligånden stivner vi alle i former og traditioner. Også pinsekirker.