At læse er at leve!

Vi læste i skolen uddrag af H.C. Andersens selvbiografi ”Mit livs eventyr”,
og jeg måtte på biblioteket og låne den fulde udgave, jeg kunne ikke nøjes med smulerne.”At rejse er at leve”, sagde H. C. Andersen. Jeg har tilladt mig en lille omskrivning af det gamle digtercitat og siger: ”At læse er at leve!”

Af Bjarne
Nederby Jessen

Jeg ser tilbage på min skoletid med stor glæde – ikke mindst dansktimerne med Herluf Rydam i mellemskolen og realen. Han lærte mig at sætte stor pris på skønlitteratur. Han præsenterede os for mange spændende forfattere og tekster, ikke mindst megen klassisk litteratur og gjorde det så spændende, at jeg var ”solgt” til litteraturens verden.

Men det startede længe før. En god søndagsskolekammerat tog mig for første gang med på et bibliotek, da jeg gik i 3. klasse. Da han spurgte mig, om jeg ville med på biblioteket, måtte jeg med undren spørge: ”Hvad er det?”
Jeg fik mit første lånerkort, og bogens verden lukkede sig op for mig. Jeg slugte den ene bog efter den anden.
Jeg var i selskab med ”Børnene fra nr. 67” i Lisa Tetzners spændende børnebogsserie fra 2. Verdenskrig, med Paw i de danske skove og i urskoven og med rødfrakkerne i Canada. Jeg blev en bogsluger.

Her var det min klasselærer fra Islev Skole kom ind og styrede læselysten ind i nye baner. Vi læste uddrag af H.C. Andersens selvbiografi ”Mit livs eventyr”, og jeg måtte på biblioteket og låne den fulde udgave, kunne ikke nøjes med smulerne.
Fra selvbiografien gik det videre over hans rejsebeskrivelser, digte, romanen ”Improvisatoren” til hans mange eventyr. Både dem, jeg kendte, og dem, jeg ikke havde stiftet bekendtskab med før, nogle af hans mindre kendte eventyr.
Rydam fascinerede mig med sammenligningen mellem H. C. Andersens ”Den Grimme Ælling” og Henrik Pontoppidans ”Ørneflugt”. Så var jeg i gang med Pontoppidan. Sikke en spændende verden, der åbnede sig for mig.
Det gik op for mig, at fiktionen kunne lære mig en masse – om Danmark, andre lande, naturen og ikke mindst om mennesker. Man kan blive rig på menneskekundskab ved at læse skønlitteratur.

Litteraturen havde fanget mig. Da jeg efter endt realeksamen kom i handels- og kontorlære hos ØK, cyklede jeg dagligt fra mit hjem i Rødovre til ØK´s hovedkontor bag Det kongelige Teater med Holberg, efter at jeg havde passeret H. C. Andersen ved Rådhuspladsen.
På vejen hjem standsede jeg næsten dagligt ved Politikens antikvariat og trykkede næsen flad mod ruden. Derinde var herlighederne. Da jeg fik min første elevløn som 16-17 årig kontorelev, gik jeg stolt ind i antikvariatet og købte den udgave af H. C. Andersens samlede værker, som jeg så længe havde haft kig på.
Måneden efter var jeg derinde igen og købte Oehlenschlägers samlede værker sammen med Selma Lagerlöfs – og så var jeg i godt selskab.

Læsningen fyldte meget i mit liv – og gør det stadig. Jeg begyndte at spekulere på at få mulighed for at videregive noget af det til andre. Tænk, om jeg kunne give andre den læselyst, som Rydam havde givet mig!
Der var ikke langt fra tanke til handling. En lærekontrakt blev brudt, og jeg kom på N. Zahles Seminarium.
Jeg måtte bare blive lærer, selv om jeg på det skarpeste havde afvist det, da Rydam under en rundspørge i klassen om, hvad vi ville være, til mig sagde: ”Bjarne, dig behøver jeg slet ikke at spørge, for du skal naturligvis være lærer”.

På seminariet fik jeg dansk litteratur og historie som liniefag og brugte masser af tid på at skrive opgaver – og jeg nød at skrive opgaver. Fordybe mig i et emne og skrive om det.
En af mine store litteraturopgaver hed ”Pär Lagerkvists syn på kristendommen belyst gennem fem romaner og en digtsamling”. Åh, det var spændende.
Min linielærer i dansk litteratur på seminariet, Gunnar Jakobsen, forestod skolebi­bliotekaruddannelsen på Danmarks Lærerhøjskole. Han var med til at åbne mine øjne for de værdier, der kan ligge i børne- og ungdomslitteraturen og for vigtigheden af at give børn god litteratur, ikke bare spise dem af med triviallitteratur.
Her blev grundlaget for min senere karriere som skolebibliotekar og skolebibliotekskonsulent lagt og senere som boganmelder først ved Kristeligt Dagblad og siden ved Udfordringen.

Jeg har altid en skønlitterær bog i gang og læser i snit 4-5 bøger om ugen. Jeg er det, man kan kalde en ”bogsluger” – og jeg nyder det. Gode bøger kan gøre mig ”høj” – og der findes mange gode bøger.
Alligevel er jeg konstant på jagt efter gode bøger og nye forfattere. Min kone og jeg er på biblioteket alle hverdage, hvor vi er i avislæsesalen for at læse dagens aviser. Biblioteker er en fantastisk opfindelse og et velfærdsgode, som jeg i hvert fald ikke kan undvære.
Når vi er i avislæsesalen, får jeg også kigget efter nye bøger – og for nylig faldt jeg over en forfatter, Lise Andersen, jeg ikke tidligere er stødt på. Jeg så hendes roman ”Alabadoster” og blev fanget af bagsideteksten. Men hele bogen fangede mig.

Det er en lille, sprød fortælling om en ældre mand, Johan, der bor sammen med sin voksne datter, Signe, der er psykisk syg. Når hun får det dårligt, synger hun igen og igen børnesangen ”Alaba-doster”, eller hun synger ”Far, far, krigsmand, døden skal du lide”.
I Johans hverdag spiller hans afdøde kone, Tilli, en stor rolle. Han er i tankerne ofte tilbage i tiden, de havde sammen.
Han går meget i sine egne tanker og har mest opmærksomhed på sine bier. Derfor ser han heller ikke, at det hele er ved at gro til omkring ham. Der bliver ikke gjort ordentligt rent, og vasketøjet hober sig op.
Han opdager heller ikke, at datteren får det dårligere og dårligere, men en dag – efter en fisketur med vennerne – kommer Johan hjem, og hans verden er ændret. Så skal jeg ikke røbe mere.

Romanen er i al sin stilhed og sprødhed en barsk omgang, som påvirker og sætter tanker i gang. Ved næste besøg på biblioteket lånte jeg hendes ”Født under stjernerne”, en autentisk beretning om en kurdisk kvinde, Khalida, og hendes familie.
Den fortæller om de vanskelige forhold, familien lever under i Irakisk Kurdistan, under Saddam Husseins rædselsregime.
Familien måtte flygte fra landsbyen op i bjergene flere gange, kæmpe mod sne, kulde og sult.
Hele tiden måtte de leve med frygt og usikkerhed. Kulden og sulten tvang dem flere gange hjem til landsbyen, hvor de levede med frygten og usikkerheden. Hvornår ville det hemmelige politi banke på døren? Ville familien blive tvangsforflyttet?
Sidste gang i bjergene vendte de ikke hjem, men fortsatte ind i Tyrkiet og kom som kvoteflygtninge til Danmark. Det var ikke let, men nu kunne de sove roligt om natten.
Khalida, der hedder noget andet, har fortalt sin historie til Lise Andersen, men ønsker at være anonym. Bogen er en blanding af fiktion og virkelighedsskildring, er meget spændende, men også hjerteskærende.

Jeg kastede mig så over Lise Andersens ”Hvor månen ligger….” om Astrid, der er sygeplejerske i et muslimsk land. Kort før hun tager hjem til Danmark, indleder hun et hektisk forhold til en ung muslimsk mand, Joshua, der arbejder på hospitalet.
Efter nogle år i Danmark står Joshua en dag uden for hendes dør – som politisk flygtning. De flytter sammen og bliver senere gift.
De elsker hinanden, men det var ikke nok til at overvinde de barrierer, der opstår, når mennesker fra så vidt forskellige kulturer finder sammen. En meget stærk bog, men også en bog med en del erotiske scener, der skildres på en måde, så mine grænser bliver overskredet.
Lise Andersen er et godt nyt forfatterbekendtskab, men jagten går videre mod nye læseoplevelser – ”at læse er at leve”.