Canadisk kultursammenstød
Under et besøg i Canada var jeg til bryllup. Jeg gav parret en gyselig vikingedukke. Så slap jeg af med den. Ved middagen sad jeg til bords med Nordamerikas mest interessante personligheder…:
Ved min højre side: En storgrinende psykolog, som leverede underforståede seksuelle kommentarer til alt, hvad vi sagde, gjorde og spiste, mens hun grinende løftede på øjenbrynene og kiggede rundt for at få bekræftelse. Ved siden af hende sad en juraprofessor med en monoton forelæsningsstemme.
Ved min venstre side: En over-sensitiv, langsomt talende fødegangssygeplejerske, som illustrativt fortalte om alle detaljer ved fødslens mirakel. Ved siden af hende sad en karismatisk prædikant med hang til håndspålæggelse, som fik sneget Jesus ind i selv en simpel samtale om rejecocktails.
På min stol: Ja, der sad jeg jo. Hende der fra Dangmark, som senere spildte et glas rødvin på brudens kjole og ivrigt tørrede det af med en serviet, der viste sig at være inficeret af nougat fra bryllupskagen. Jeg besluttede, det var tid til at gå på toilettet.
Toiletterne havde tv-skærme og automatiske toiletruller. (Jeg endte med otte meter). Da jeg kom tilbage, satte jeg mig ved et andet bord. En gammel dame henvendte sig fluks til mig: Jeg hader udlændinge! De nægter jo at tale engelsk! Siden den 11. september 2001 har jeg været så bange for udlændinge. Skulle jeg spille døvstum med indadvendt socialfobi? Eller skulle jeg bekende kulør? Jeg valgte selvfølgelig det mest indlysende: Jeg spillede canadier! Med en nyopfunden canadisk accent deltog jeg i samtalen og forsikrede hende om den store berigelse, vi trods alt får af andre kulturer. Hun købte den sørme. Eller også gik hun vk 10 minutter efter med en følelse af selv at have mistet den canadiske accent. Lnge leve identitetsbedrageri.
Alt i alt en ganske tilfredsstillende tur som ambassadør for Danmark og de dertilhørende kultursammenstød.
