Fængselsfanger får omsorg fra Danmark
RUMÆNIEN – Dansk-støttede herberg er med til at vende desperation til håb for tidligere fængselsfanger i Rumænien.Dansk Balkan Mission er med til at formidle håb til tidligere fængelsesfanger i Rumænien. Organisationen samarbejder med Prison Fellowship Romania om at drive en række herberge, der skal opsamle de løsladte fanger, der ellers går en kummerlig tilværelse i møde
– De kommer, mænd og kvinder, forhutlede efter forsøg på at klare sig på gaden, – eller de kommer direkte fra fængslet, desperate og uden håb om en fremtid, fortæller Gerda K. Skov fra Dansk Balkan Mission.
Et af stederne er Ruchama – et herberg for hjemløse, der blev oprettet i januar 2004. – Først for 48 personer, men nu bor ca. 100 i den tidligere skole udenfor Cluj, fortæller Gerda K. Skov.
Målet med herbergene er ikke blot at give en overnatning. Mange hjælpes ud af alkohol og anden stofmisbrug og bliver hjulpet til om muligt at finde arbejde. Der er også nogle, som får hjælp til at genoptage kontakten til deres familier.
– Og det går op for dem, at Jesus ser til den enkelte, og i Ham har de en fremtid, siger Gerda K. Skov.
Dansk Balkan Mission havde i forbindelse med årsmødet i sidste uge besøg af Constantin Asavoaie, leder af Prison Fellowship Romania.
-mbc