I PETs sikre hænder mod terrorisme
Da jeg for nylig uddannede mig til flystewardesse, tænkte jeg forinden i baner af kaffekander og taxfree. Men i stedet hørte vi hver eneste dag på kurset ord som terrorist, selvmordsbomber og flykapring, fordi arbejdet finder sted i et flyvende metalrør, hvor man ikke bare kan ringe 1-1-2.
Selv PET var på besøg nogle dage for at fortælle os om, hvordan man overmander folk med værre intentioner end en gruppe fulde svenskere på polterabend, som niver de yndige stewardesser bagi. (Disse mini-terrorister kan måske forvente at få en varm kande kaffe over sig!).
I en kaffepause på kurset besluttede jeg mig for at forsøge at tø de tørre efterretningsmænd lidt op. Jeg gik hen til dem ved kaffeautomaten, hvor de var tæt på at give automaten håndjern på, fordi kaffe-med-fløde-knappen ikke virkede. Indtil en af dem opdagede, de ikke havde puttet nok mønter i. Jeg sagde smilende til en af dem:
Nå, kan jeg få dit nummer?
Undskyld, frue, mit nummer?
Ja! Er du nr. 007, hr. Bond? Ikke ét smil. Ups, tænkte jeg.
Nej, jeg hedder bare Kim. Hvor dansk har man lov til at være, tænkte jeg.
Er det ellers anderledes at være spion nu om dage
? spurgte jeg i håb om at samle stumperne op fra min mislykkede indledningsreplik.
Jeg er ikke spion. Fjenden er en spion, jeg er en agent, svarede han forklarende. Jeg gav op og gik tilbage til gruppen af kommende stewardesser, som diskuterede uniformssko i designermærker.
Mit sind blev fraværende, mens jeg lod, som om jeg lyttede med om Peter Kaiser-skomodeller
Ja, det er alvor, for vi kender alle sammen historierne om World Trade Center, Madrid, London… Men hvad jeg elsker ved danskere er, at vi nægter at blive tvunget i knæ. Og derfor dukker Muhammed-tegninger op på en avisforside, og derfor lader Naser Khader sig ikke knække af dødstrusler, og derfor ser Folketinget igen på terrorpakken. Terrornettet strammer, men vi skal bare skære os fri.
