Aktive efterlønnere: Erik og Ingrid tager til Tanzania på efterløn

Erik og Ingrid Würtz Nielsen
er pensionerede skolelærere.
Men de fortsætter nu frivilligt deres
arbejdsliv på en missionsstation i
Tanzania med at undervise missionærbørn.Erik og Ingrid er ganske almindelige efterlønnere med hus, have, børn og børnebørn og et aktivt fritidsliv.
Men de har valgt at foretage sig noget på deres gamle dage, som kun de færreste gør.

Erik og Ingrid Würtz Nielsen er stadig fulde af livskraft og mod til at søge nye veje. Til juli slår de to fluer med et smæk og forener det nyttige med det behagelige i Tanzania. De opfordrer andre pensionister til at følge efter

Til juli rejser de ud et halvt år for Luthersk Mission for at undervise danske missionærbørn på en missionsstation i et halvt år seks dage om ugen i Tanzania.
Sidste år var de ude for første gang i to måneder. Det har givet dem så meget appetit på opgaven, så det kun tog dem en dags overvejelse, før de igen sagde ja til at undervise missionærbørnene på samme missionsstation, der ligger 500 km sydvest for Dar Es Salaam, i den lille landsby Iringa, hvor turister aldrig når ud.
Ægteparret flyver til Tanzania den 24. juli, men de betragter det ikke som et offer. Tværtimod var det en kæmpeoplevelse for dem sidste gang at leve i et uland med en total anderledes kultur og natur.
– Vi glæder os til at rejse. Som garvede folke – og friskolelærere, må vi sige, at missionærbørnene er nogle af de dejligste børn, vi har undervist. De er uspolerede, positive og hjælpsomme over for hinanden på tværs af alder. De lever ikke i andre danske teenagebørns ræs med modetøj, mobiltelefoner og fester. Det var dejligt at opleve deres fællesskab og også deres omsorg overfor os ”gamle”, som var i Afrika for første gang.
– Der er fem lærere på skolen, hvor der er omkring 15 elever. Vi underviste stort set i vores fag, som dels er dansk, tysk og orientering og matematik med alt, hvad ethvert lærerjob byder på af temauger, klippe-klistredage, forældremøder, skoleudflugter og lærermøder.
– Selvfølgelig er det et afsavn at skulle undvære vore to børn og børnebørn, men de kommer ud og holder ferie hos os i to uger, hvor skolen har lukket. Så skal vi blandt andet på safari alle sammen, fortæller Erik og Ingrid Würtz Nielsen.

Ingrid gik på efterløn som 60-årig for to år siden, og Erik fulgte efter sidste år som 62-årig.
Allerede for to år siden begyndte de at overveje, hvad de ville bruge tiden til på deres gamle dage. De har altid haft et aktivt fritidsliv og deltaget i kirkearbejdet i Lindehøj Kirke i Herlev, hvor Erik er formand for menighedsrådet, så der var oplagte muligheder nok.
– Vi ville gerne bruge vores alderdom på noget konstruktivt. Vi har stadig kræfter og helbred til at gøre noget. Samtidig lå der også noget egoistisk i det. Vi ville gerne opleve noget helt nyt, anderledes og udfordrende.
Vi kontaktede flere missionsselskaber og tilbød vores arbejdskraft, men hørte ikke noget, fortæller parret. Men da Erik gik på efterløn sidste år, skete der pludselig noget.
– Vi sad netop og talte om fremtiden og blev enige om igen at kontakte forskellige missionsselskaber. En time efter den beslutning kom postbudet med et brev fra Luthersk Mission, der spurgte, om vi kunne tage til Tanzania om tre uger som lærervikarer.
– Vi så det som Guds bekræftelse, og så fik vi ellers travlt med at pakke og ordne alt det praktiske og komme af sted. Som pensionist har man livserfaring, og man er fri til at handle hurtigt. Vi skulle hverken spørge arbejdsgiver eller andre om lov, og vores børn støttede os, siger ægteparret, der begge har været skolelærere i snart 40 år.
– At min gamle mor på 97 år døde, mens vi var dernede, kommer Gud så til at forklare en dag. Vi ville gerne have været ved hendes side og sagt farvel, siger Erik Würtz Nielsen.

Årsagen til, at Erik og Ingrid fortæller deres historie, er for at inspirere andre efterlønnere og pensionister til også at bruge ressourcer på mission eller andet ulandsarbejde.
– Vi er ikke særlig fromme og har ikke oplevet det store kald, men vi har en overbevisning om, at vi kan gøre en lille forskel. Vores tjenestemandspension kan vi tage med overalt i verden, og der bliver kun trukket lidt i en eventuel efterløn.
– Der sidder en stor reserve af raske og friske efterlønnere og pensionister i mange kirker og hjem rundt omkring i landet, som kan være med til at gøre en forskel ved at tilbyde deres arbejdskraft og skifte spor i livet. Og opgaverne er mange uden for Danmark.
– På den måde kan missionsselskaberne også spare penge, som kan bruges på andet arbejde. Vi får fri rejse og bolig stillet til rådighed. Vi får ikke løn, men det er ikke et økonomisk offer, tværtimod sparer vi penge ved at leve derude, hvor alting koster en slik i forhold til danske priser.
– Vi har fået langt mere med hjem, end vi gav. Der var også tid til storslåede naturoplevelser og sociale oplevelser. Jeg var på safarijagt i en naturpark på størrelse med Sjælland langt ude på savannen, hvor der aldrig kommer turister. Jeg sendte en sms til min søn og skrev ”her sidder far omkring bålet og spiser stegt dik-dik, som er en lille antilope”, storsmiler Erik.
– Vi oplevede også at blive inviteret med til et masai–
bryllup, som var en kæmpe oplevelse. Alt er bare så anderledes i Afrika. Vi er blevet behandlet utrolig godt af de lokale.

– Fællesskabet med de andre missionærer og volontører var berigende. Der boede seks på skolens område foruden os – og to familier i landsbyen. Vi tilbragte både arbejdsliv, kirkeliv og fritidsliv sammen – uden tv og radio. Lærerjobbet herhjemme er stresset, dernede kunne vi slappe af midt i arbejdet på en helt anden måde.
– Vi har fået en rigdom og en erfaring med hjem, et nyt perspektiv og syn på, hvad der er væsentligt, og hvad der ikke er, her i livet.
Da vi kom hjem til Danmark igen, så vi ikke fjernsyn de første par uger. Alle diskussionerne om velfærdreformer, rettigheder, Muhammedkrise og hvad ved jeg, var så uendeligt ligegyldige.
I Tanzania drejer det sig om at have tag over hovedet, mad på bordet og tøj på kroppen. Herhjemme diskuterer vi, hvad vi skal spise, dernede er man taknemmelig for blot at kunne spise sig mæt. (Blot man giver en masai et par skiver frisk brød, er han overvældet af taknemmelighed.)
– Vi holder meget af vores hjem, men da vi kom tilbage efter de to måneder sidste år kiggede Ingrid sig rundt i stuen og udbrød højlydt: ”Hvad i alverden skal vi med alt det her”, fortæller Erik.

– Vi må også sige, at vi har fået et nyt syn på missionærerne og deres arbejde. De er først og fremmest almindelige mennesker, som har en tro på, at de er det rigtige sted. De er bevidste om at nå mennesker med evangeliet eller gøre et stykke praktisk arbejde. De er afhængige af Gud, og de har et stærkt bønnefællesskab. De har omsorg for hinanden.
– Vi er taknemmelige over, at vi igen får lov til at være med i en periode. Vi kan kun opfordre andre pensionister og efterlønnere til at bruge deres ressourcer og gøre nytte på deres gamle dage ved at rejse ud på missionsarbejde eller ulandsarbejde. Mulighederne er der. Og man opdager hurtigt, at man får langt mere, end man giver.
Og så kan man indirekte tvinge staten til at forhøje ulandsbistanden. I stedet for at bruge hele sin pension herhjemme kan man bruge den på noget gavnligt til hjælp for mennesker i et uland hvor behovene er enorme, lyder opfordringen fra Erik og Ingrid Würtz Nielsen.