Der er forskel på mission og agitation
Jens Ole Christensen er general-sekretær for Luthersk Missionsforening. Her fortæller han om
den opgave, vi har fået:
At fortælle verden om JesusGud har gjort mig til øverste autoritet, såvel i Himlen som på jorden, sagde Jesus. Derfor sender jeg nu jer for at gøre mennesker fra alle folkeslag til mine disciple… (Matthæusevangeliet 28,18-19)
– Jeg kan slå Anders Fogh
Sådan sagde Socialdemokraternes formand Helle Thorning-Schmidt i en efterhånden berømt tale i VEGA sidste år.
Trods den selvbevidste og provokerende form, var det en meget traditionel tale fra en politisk leder til tilhængere og medarbejdere.
Meningen var at sige: Vi har et godt program, nu skal vi ud og erobre magt til det program
.
Det er nemlig al agitations opgave. Og ikke et ondt ord om det, for den, der vil noget med samfundet, må gå ud og tale for det. Derfor ville hun have dem til at arbejde og slutte op om hende.
Jesu tale ved på Oliebjerget missionsbefalingen kan ved en overfladisk læsning lyde på samme måde: Nu skal der skabes tilhængere af kristendommen. Og han vil også sætte sine folk i arbejde og kalder dem til at slutte op om sig.
Alligevel er der flere grundlæggende forskelle på Helle Thorning-Schmidts tale og den, Jesus holdt.
For det første: Der er i forhold til den almindelige lederlogik en mærkelig spænding mellem de to første sætninger i Jesu tale.
Gud har gjort mig til øverste autoritet
gå derfor. Den kristne missionær skal nemlig ikke skabe magt. Han er sendt ud med den forudsætning, at Jesus allerede har fået al magt. Han siger ikke: Jeg kan slå
Men: Jeg har ved min død og opstandelse slået døden, djævelen og alle onde magter. Det er godt nok ikke synligt endnu; men det er virkeligheden. Der skal drives mission, for at mennesker fra alle hjørner af verden kan få andel i den sejr.
Missionæren forudsætter altså det, som agitatoren skal skabe. Meningen er, at den Jesus, som allerede er universets herre, kalder sin elskede skabning tilbage til det liv, vi er skabt til. Vi er ikke skabt til at leve med os selv som centrum; men med ham som skabte os og elskede os, så han gik i døden på et kors.
Denne tale af Jesus citeres ved dåben i vores kirker. Og det bliver understreget, at vi døbes i Faderens, Sønnens og Helligåndens navn. Pointen er, at der i dåben finder et ejerskifte sted. Nu tilhører vi ikke mere os selv eller vores forældre. Nu er ejeren Gud – ham som altid har været den retmæssige ejer af ethvert menneske.
For det andet: Som følge af, at han har al magt, er Jesus ikke afhængig af, at hans organisation fungerer godt. Det demonstreres i selve den flok mennesker, han taler til den dag på Oliebjerget. De var oprindelig 12 apostle; men én viste sig at være en forræder, og så var de kun elleve. Og de, der var tilbage, var et noget blandet selskab.
Begejstringen var ikke ligefrem øredøvende mellem dem den dag. De tilbad ham ganske vist alle; men nogle tvivlede. Alligevel gav han dem opgaven – tvivlere og ikke-tvivlere. For når det kom til stykket, afhang det ikke af deres kvaliteter; men af hans.
Det var med andre ord et dybt skadet fællesskab, som fik denne overvældende opgave.
Og hermed er vi fremme ved det tredje punkt, der adskiller agitatoren fra missionæren: For denne overvældende opgave lader sig kun løse af den flok mennesker, hvis de tildeles en overvældende hjælp. Derfor siger han, at han vil være med dem alle dage indtil verdens ende. Når det kommer til stykket, så vil han altså gøre arbejdet selv.
Kristen mission er nemlig Jesus selv, der virker gennem sit folk, så mennesker bliver døbt, kommer til tro på ham og vokser i kristen erkendelse.
Derfor er der når det kommer til stykket – meget langt fra VEGA til Oliebjerget.
Kristeligt Pressebureau
