Desmond Tutu skrev historie

Mandag aften sender DR1 interview med den sydafrikanske ærkebiskop Desmond Tutu.

Desmond Tutu

En klukken hænger uløseligt sammen med Desmond Tutu. Men man skal ikke tage fejl. En seriøs indignation har været den karismatiske ærkebiskops benzin i kampen mod apartheidstyret i Sydafrika.
Som våben har han brugt anti-vold, sin gudstro og ukuelige evne til tilgivelse.
Mandag omkring midnatstid viser DR1 en udsendelse, hvor journalist Steffen Kretz møder den sydafrikanske ærkebiskop.
Han er en mand, der med sin stil har formået, såvel at forarge som at samle. Det hvide Sydafrika blev især forarget, da han vandt Nobels Fredspris i 1984. Med prisen fulgte dog opbakning til kampen mod apartheid.
En række af begivenheder fik apartheidstyret til at smuldre i begyndelsen af 90’erne. Tre år efter blev Tutu sat i spidsen for sandhedskommissionen, der skulle skabe forsoning mellem sorte og hvide.
Kommissionens arbejde kom dog under kritisk beskydning fra både sorte og hvide politiske grupper. Desmond Tutu prædikede, at kommissionen handlede om at hele samfundet – ikke at skabe splittelse. I dag lytter verden, når han kæmper mod racisme verden over.

Sendes på DR1 mandag den 19. juni kl. 00.05