Flygtninge- nævnet udsætter Johns sag en måned

I sidste uge skrev Udfordringen, at John, der er konverteret fra islam til kristen tro og havde fået en udvisningsdom, fik sin sag taget op igen med afgørelse den 31. maj. John så naturligvis frem til at få sin sag afklaret denne dag, og han havde god grund til at være optimist. Der er stadig grund til optimisme, men John er temmelig frustreret lige nu. På grund af en sygemeldt dommer blev Johns sag udsat – dagen før afgørelsen skulle være taget.
Det er dybt frustrerende for John og for hans nærmeste omgivelser, at sagen, der har så stor betydning for hele hans liv og eksistens, bliver udsat fra den ene dag til den anden. Det er virkelig hårdt at indstille sig på en afgørelse – og så få at vide, at den nu er udsat en måned. Sagen skal nu først afgøres onsdag den 28. juni kl. 13.
Mennesker i Johns nærhed opfordrer til bøn ind i den aktuelle situation for en lykkelig udgang på sagen og for at han får permanent opholdstilladelse i Danmark, så han kan begynde at se fremad og satse på en uddannelse og et liv her i landet.
bnj