Formand: Folkekirken holder sammen på Indre Mission
– Hvis vi forlader Folkekirken, splittes vi i atomer, sagde Indre Missions nye formand
Anders Dalgaard i sin første formandsberetning.Knap 1500 venner af Indre Mission mødtes sidste lørdag i Aalborg Kongres- og Kulturcenter til bevægelsens årsmøde.
Knap halvdelen var på plads fra morgenstunden, da den nyvalgte formand Anders Dalgaard gik på talerstolen for at aflægge sin første formandsberetning i landets største kirkelige bevægelse.
– Hvis beretningen tidligere er blevet hørt som et brøl, vil jeg være tilfreds med en stille brise, indledte Dalgaard og signalerede dermed et stilskifte i forhold til forgængeren Christian Poulsen, som ofte brugte sine beretninger til at rasle med sablen og kritisere forholdene i Folkekirken. Ikke mindst i debatten om kirkelig vielse af homoseksuelle.
Også Dalgaard berørte vielsesdebatten og udtrykte smerte over det vejledende ritual, som et flertal af biskopperne indførte sidste år.
– Homoseksuelt samliv har det bibelske vidnesbyrd imod sig og kan derfor ikke legaliseres af nogle biskoppers positive udsagn og vejledning, fastslog han.
Men kritikken blev ikke efterfulgt af trusler om at forlade Folkekirken, hvis biskoppernes vejledning på et tidspunkt ophøjes til et egentligt ritual. En mulighed, som Anders Dalgaard dog ikke udelukker. I stedet konstaterede han, at Folkekirken måske er den eneste ramme, der i fremtiden kan samle Indre Mission.
– Det er hovedbestyrelsens opfattelse, at Folkekirken er den eneste ramme, der formår at holde os sammen. Hvis vi forlader Folkekirken, splittes vi i atomer, og vores naturlige arbejdsfelt indsnævres væsentligt, understregede han.
Og netop udmeldelser af Folkekirken har været et af de store samtaleemner det seneste år. Enkelte af Indre Missions venner har allerede forladt Folkekirken til fordel for frikirker og frimenigheder. Og andre overvejer at gøre det.
– Indre Missions hovedbestyrelse anbefaler stadig Indre Missions venner at blive i Folkekirken, understregede Dalgaard.
– Men det betyder ikke, at vi underkender den smerte, som nogle måtte føle over den folkekirkelige situation.
Derfor har bestyrelsen også besluttet, at folkekirkemedlemskab ikke skal være et krav for at tage del og ansvar i arbejdet. – Selv om man træder ud af Folkekirken, så er det fortsat muligt at være med i Indre Missions arbejde som leder, forkynder og ansat. Det er dog et krav, at man i stedet træder ind i en frimenighed eller frikirke med det samme læregrundlag som Folkekirkens, præciserede Anders Dalgaard.
Resten af formandsberetningen var først og fremmest et greb i egen barm om villighed til forandring, forkyndelse og selvforståelse.
– Jeg er stolt over at være en del af Indre Mission, sluttede formanden og advarede mod at lade sig kue af gamle fordomme og det ofte misvisende billede, der tegnes af Indre Mission i medierne.
– Uanset hvad medierne bringer til torvs, må vi holde fast ved og inspirere hinanden til ikke at flyve under radarhøjde, når det gælder at formidle den kristne tro og etik. Vi ønsker at viderebringe et budskab, som ikke er underlagt skiftende tiders opfattelse af, hvad der er sandt eller politisk korrekt, fastslog han.
En fast tradition i Indre Mission er den såkaldte årsgave, som mange steder i landet indsamles blandt missionens trofaste støtter og afleveres i forbindelse med årsmødet. Indsamlingen fortsætter indtil 1. august, men ved mødets slutning var der indsamlet over 1,6 millioner kr. Det er lidt mindre end sidste år og svarer til knap 10 procent af det samlede gavebudget.