Kirken kan også vinde i mediespillet

Medieverdenen er blevet et spil. Med tabere, vindere og en enkel regel: Den bedste historie sælger. Tillad mig at kalde til timeout, for at vi kan gennemtænke strategien. Hvordan klarer vi, den kristne kirke, os i spillet?

Af Søren Isak
Sørensen
stud. theol, Århus

Umiddelbart godt. Blandt både unge og ældre er det acceptabelt at snakke religion og eksistentielle spørgsmål.
Epinions undersøgelse for Kristeligt Dagblad før påske satte fokus på det. Næsten halvdelen af de adspurgte svarer ”ja” til, at Jesus er Guds Søn. Og der er en ganske stor gråzone, 18%, i den uafklarede ”ved ikke” gruppe. Hvor man ikke er klart afvisende og vil svare ”nej”, men lader muligheden stå åben. Måske man er en smule interesseret? Det opfattes som spændende, når mennesker tør være modkultur og leve et liv efter kristne værdier.

Resultatet er, at kirken som helhed får en nogenlunde mediedækning. P1 sender hver tirsdag ”Kristendom i kød og blod”, hvor Jon Kaldan tager tunge kristne emner op som synd, og hvem Gud er. Clement Kjersgaards snart aldrende udsendelser fra 2004 ”Tal med Gud” på DR2 lever stadig i folks bevidsthed, og også i de verdslige programmer indgår det kirkelige stof naturligt. ”Svada”, DR1s talkshow for unge, har her i foråret haft kristne i studiet til at snakke om både eksorcisme og seksualmoral. Programmet har 30 – 40.000 ugentlige seere, iflg. statistikken hos konkurrenten tv2.dk. Til sammenligning oplyser sogn.dk, at der på landsplan konfirmeres ca. 46.500 unge pr. år (2004).

Mediedækning af kirken er desuden præget af, at kriterierne for den gode historie har ændret sig i de seneste årtier. Fra at kredse om nyheder fra ministerier, store firmaer og andre regulerede nyhedskanaler, til at finde den gode historie ude blandt almindelige mennesker. Bag fjernsynsskærmen og i morgenkaffens avis vil vi ikke længere kun høre den officielle udgave af historierne, vi vil opleve de mennesker, der er med i den. Og vi vil høre, hvad der sker på gadehjørnet, ikke kun om den storpolitiske verdenssituation.
Kirkestoffet har fulgt med og haft tilbagegang for kirken som institution. Biskopperne skal efterhånden råbe virkelig højt for at få sendetid og spalteplads. Jan Lindhardt formår det, men ellers er den officielle kirkelige holdning ikke interessant for medierne. Til gengæld har de personlige kirkehistorier fremgang. Når et vigende gudsbegreb kan hænges op på en præst som Thorkild Grosbøll, er det ikke til at få kameraerne slukket igen.

Kirken scorer mediedækning i kraft af sin særlige karakter, hvor den består af de individer, der er med i den. Troen udleves i fællesskabet, men troes personligt. Det passer som bibel i omslag til den nye mediedækning, og derfor har kirken så smertefrit kunnet tilpasse sig: Vi har i virkeligheden ikke tilpasset os, vi bliver bare betragtet fra en anden vinkel. Den personlige fremfor luftfotoet. Kirkegængeren fremfor kirken.
Faktisk er det en vinkel, vi som kirke ligefrem må foretrække. Troen er og bliver i sit væsen personlig og ikke kollektiv. Mediernes vinkel giver optimale muligheder for netop at præsentere den som sådan. Som religion for det enkelte menneske. Så konkret, at de 18%, der ikke har taget stilling til kristendommens budskab om Jesus som Guds Søn, får noget at forholde sig til.

For rigtig at udnytte mulighederne må vi ride på mediebølgen fremfor at lade den skylle os med. Journalisterne vælger ikke deres historier ud fra afsenderes pondus, men ud fra historiens egen værdi. Det må vi udnytte for at få spalteplads og sendetid. Vi må servere de rigtige historier for medierne, de historier, der er interessante for læseren/lytteren/seeren samtidig med, at de giver et retvisende billede af troen og kirken. Kun sådan kan vi kommunikere ansvarligt i det offentlige rum. Det opnår vi ved, at præster og ledere rundt om i det kirkelige landskab har øjnene åbne for de fængende personhistorier og gør deres til, at historierne når videre. På den måde er vi effektivt med til at sætte dagsordenen som kirke. For vi er med i spillet.