Med Gud på klaverbænken
15-årige Kristina udvikler sit klavertalent på Søndbjerg Efterskole.Kristina Harregaard kendte salmerne og de kristne sange på forhånd. Men kristendommen gav mere indhold, da hun kom på Søndbjerg Efterskole og lærte at sætte musik til.
15-årige Kristina Harregaard går målrettet hen til skamlen foran det sorte, blanke flygel i fællessalen på Søndbjerg Efterskole. Hun smøger ærmerne op og lader sine fingre lege med tangenterne. Tonerne, der flyder fra instrumentet, lyder, som om de bliver skabt af en pianist med mange års erfaring og sender tankerne i retning af pladekontrakter og koncertsale.
Men ikke alt er, som det ser ud. Da Kristina Harregaard kom til Søndbjerg Efterskole på Thyholm, begrænsede hendes musikalske udfoldelser sig til en simpel melodi spillet på klaver til forældrenes sølvbryllup.
Musikken blev først for alvor en del af Kristina, da hun blev elev på efterskolen, hvor musiklærer Bjarke Clausen huserer.
– Da Bjarke spillede til andagt den første dag, så jeg begejstret til, fordi hans hænder fløj hen over tangenterne. Det ville jeg gerne kunne, fortæller Kristina Harregaard.
Hendes lærer og inspirationskilde, Bjarke Clausen, kan med glæde konstatere, at hun hurtigt lagde handling bag tankerne og allerede er nået langt på vejen mod sit mål.
– Hun har fået en stor gave, som hun selvfølgelig skal bruge i fremtiden, for hun har talentet og viljen til at nå langt. I hvilken retning bestemmer hun næsten selv.
– Jeg har forsøgt at give hende meget svære stykker, og endnu har hun ikke givet op, men øvet, indtil tingene var på plads, siger Bjarke Clausen.
Talentet og viljen betyder, at Kristina i dag spiller både i skolens band og til de fleste andagter på efterskolen. Både når musikken er rytmisk, og når den består af mere traditionelle salmer.
Kristina Harregaard kendte mange salmer og kristne sange på forhånd, da hun er vokset op i et kristent hjem i Durup. Hun mener dog, at hun forstår indholdet af kristendommen bedre, efter hun har lært at sætte musik til.
– Nogle gange er det, som om kristendommen får mere indhold, når der kommer musik til.
– Når jeg har det svært, sætter jeg mig ofte ved flyglet og spiller sange, jeg godt kan lide, med budskabet om, at Gud også er hos mig i modgang. Det giver mod til at fortsætte på trods af de ting, der giver problemer.
Til sommer har Kristina gået to år på Søndbjerg Efterskole. Begge år på efterskolens musiklinie. De år har budt på mange timer i øvelokalet og musikalske oplevelser. Et af de seneste musikalske højdepunkter blev føjet til, da Kristina med skolens band og kor gav en af mange koncerter til en ungdomsgudstjeneste.
Koncerten endte med, at publikum stod op og klappede i hænderne til musikken fra Kristina og Co.
– Jeg blev helt høj af det. Det, at jeg får lov at spille og synge for så mange glade mennesker, viser mig, hvor stor Guds omsorg er. De oplevelser og musikundervisningen på Søndbjerg har givet mig enorm stor støtte og inspiration til at gå videre med musikken.
Måske kan jeg lige som Bjarke blive lærer på en kristen efterskole og give eleverne det kristne budskab gennem sang og musik.