Ved Jesu fødder – i en travl verden
Facius tager i sin nærmest meditative bog om behovet for fællesskab med Jesus afsæt i beretningen om Martha og Maria.Den kendte forbønsleder Johannes Facius har skrevet denne reflekterende man fristes næsten til at sige meditative bog om behovet for at bevare fællesskabet med Jesus i en travl og hektisk verden.Forfatteren tager afsæt i den kendte beretning om Maria og Martha, hvor Jesus irettesætter Martha for ikke, ligesom Maria, at vælge den gode del og sidde ved Jesu fødder, men betoner, at det ikke er praktisk tjeneste, Jesus er imod, men det sind, som er for optaget med denne til at kunne være hos Jesus og lytte.
Denne pointe følges op ad forskellige indfaldsveje. Facius sammenligner dagliglivets bekymringer med drukkenskab, så langt at begge sløver sanserne; og han påpeger, at de fleste kristne ikke har problemer med drukkenskab, men ofte med forskellige bekymringer, som tager opmærksomheden væk fra Jesus. Han adresserer i dette åndedrag problemet med at tackle distraktioner og kommer med en række praktiske øvelser eller teknikker, som kan være til hjælp, f.eks. omkring at meditere på ordet, styre sit sind, fokusere på Jesus mv.
Hovedpointen er, at den kristne, som lever i intimt fællesskab med Jesus, vil bære frugt. Det at sidde ved Jesu fødder er dermed reelt synonymt med at blive i ham. Og i den position opnår man hvile, og Guds fred selv overfor skiftende og truende omstændigheder.
Johannes Facius bog er en lille, men givende bog. Den går på tværs af mange how-to-do bøger, der alene fokuserer på teknikker, og den lægger i stedet hovedvægten på relationen til Jesus som den primære kilde i en kristens liv.
Johannes Facius:
At sidde ved Jesu føder, 102 sider – 128 kr.
Forlaget Scandinavia