Bibelselskab uddeler nødhjælpspakker i Libanon
– Vores stærkeste våben er bøn, siger Bibelselskabets leder i Libanon.- Situationen er meget bekymringsfuld, både for landet og befolkningen. Som kristne ser vi kun én vej ud af denne katastrofe, gennem bøn.
Det fortæller Mike Bassous, som leder Bibelselskabets arbejde i Libanon, i en email til Det Norske Bibelselskab.
Han oplyser, at ingen i staben er kommet til skade under det stærke bombardement i Beirut, men seks familier er flyttet til et mere sikkert område.
Bibelselskabets kontor har åbent hver dag mellem 8 og 15, men arbejdsdagen er blevet totalt forandret.
– Nu kan vi ikke kun distribuere bibler, selv om mange netop i denne tid søger trøst og håb i Guds ord. Der er over 700.000 interne flygtninge, som bor i skoler, lejrer og klostre i Nordlibanon, hvor man tror, der er forholdsvis sikkert.
Baptisternes skole i Beirut har taget imod 450 mennesker, som sover på gulvet i klasselokalerne og spiser mad, som frivillige bringer.
Hundredvis af andre skoler bruges på samme måde for at give ly til dem, som måtte forlade alt og måske har mistet både hjem og familiemedlemmer.
Bassous oplyser videre, at hver morgen begynder de arbejdsdagen med en time i bøn. Da oplæser de hilsner fra venner over hele verden, også fra Norge, og beder for vort folk og land.
Bagefter laver de hjælpepakker, som deles ud til flygtningene, som mangler alt. Disse pakker indeholder mad, medicin og uldtæpper.
– Folk får også tilbud om bibeldele, som kan give håb og trøst, og børnene får bibelfortællinger, som kan farvelægges.
– Vi satser i første omgang på at lave 2.000 af disse hjælpepakker, skriver Bibelselskabets leder fra Beirut.
Hver pakke koster ca. 125 kroner, og de må indkøbe alt, hvad de skal bruge lokalt på grund af blokaden.
– Vore ansatte vil selv stå for uddelingen ved at gå fra skole til skole og give en pakke til hver familie.
Det Norske Bibelselskab vil sammen med andre bibelselskaber dække halvdelen af udgifterne, ca. 126.000 kroner, mens resten dækkes af andre kilder.
Stein Mydske, generalsekretær i Det Norske Bibelselskab, siger, at Libanon gennem årtier med borgerkrig og besættelse har udviklet et unikt fredeligt fællesskab mellem kristne og muslimer.
– Dette fællesskab er nu truet af konflikten mellem Hizbollah og Israel. Selv i Bekaadalen, som er Hizbollahs kerneområde, kunne muslimske børn gå i kristne skoler og omvendt. Jeg har selv været med til at åbne en bibeludstilling på en muslimsk skole, fortæller Mydske.
Kristelig Pressekontakt, KPK
Oversat af Tore Plougheld