Demonstrerede for Israel
Omkring 120 demonstranter var mødt op ved Frederiksberg Rådhus for at udtrykke deres støtte til Israel.De sidste uger har der været flere politiske demonstrationer mod Israel. Men onsdag den 23. august var der en demonstration for Israel.
På Rådhuspladsen ved Frederiksberg Rådhus gik omkring 120 kristne i en fredelig demonstration til støtte for Israel.
Der blev sunget lovsange, israelske og danske flag blafrede i vinden, og på bannere blev der opfordret til at lade Israel leve i fred.
Initiativet til demonstrationen blev taget af folkene bag I-pack og Airport Radio og TV. Moses Hansen var inviteret til at lede demonstrationen, og Moti Isac fra Samaria i Israel var taler.
Det var en meget fredelig demonstration præget af kristen kærlighed til Israel. Moses Hansen ledede i lovsang og gjorde det klart, at der ikke var tale om en politisk manifestation.
– Vi tror ganske enkelt ikke på Mogens Lykketoft, Holger K. Nielsen og de andre, heller ikke på FN og EU, når det handler om Israels fremtid, men vi tror på, hvad Gud én gang har lovet for sit udvalgte folk og for Israel, og han vil føre sin sag igennem, sagde Moses Hansen.
Moti Isac takkede for den opbakning til Israel, han oplever fra kristne i Danmark. – Vi har ikke mange venner ude i den store verden, og vi har ikke forventning om at få hjælp udefra. Vi har kun os selv at stole på i kampen for at bevare vores land, Israel, fra udslettelse og den kamp vil vi vinde. Men vi glæder os over al den kærlighed og støtte, vi får, når vi får den.
Moti Isacs søn, der er soldat, var netop kommet hjem efter 30 dage i Libanon og er allerede sendt ud på en ny opgave. Moti gav udtryk for håb om, at hans børnebørn må få lov til at leve i en fredeligere verden. Moti Isac udtrykte skuffelse over, at pressen glimrede ved sit fravær, det samme gjorde politikerne og den israelske ambassadør.
Under demonstrationen blev der samlet underskrifter på en Tora-rulle, der næste morgen ville blive afleveret på Den Israelske Ambassade, hvor flere af demonstranterne ville holde våge- og bedenat for Israel.