Far(e) på færde

Hvis jeg skal fortælle om mit livs mest frygtsomme øjeblik, må det være da min far bakkede på motorvejen. Han glemte lige en afkørsel. Tja, jeg har det da fint nu. Så kan man skrive dét på sit cv.

Af andre eksempler på ultimativ frygt kan nævnes, da jeg fik svitset øjenbrynene af over et gaskomfur.
Og så var der dengang jeg skvattede på 10-meter vippen i en fyldt svømmehal og fik en maveplasker af tsunamiske dimensioner – Jeg scorede da en lang klapsalve.
Jeg har også gået ind i en lygtepæl og efterfølgende væltet en cyklist. Desuden har jeg kæmpet mod en bi i en fyldt københavnsk bybus.
Jeg har sagt (…råbt) et unævneligt bandeord mens jeg ledte lovsang, fordi jeg slog foden på mikrofonstativet.
Nå ja, engang opdagede jeg efter en jobsamtale, at jeg havde haft en ordentlig brødbørge siddende mellem fortænderne under hele interviewet.

Min frygtdebut som barn må være da min storesøster smadrede naboens bilrude og lod mig stå alene i indkørslen.
Denne gestus gengældte jeg dog senere på dagen, da vi fik fint besøg fra Norge, og jeg under middagen udfordrede min søster til at kaste ketchupflasken ned til vores tredje søster, efter at jeg hemmeligt havde skruet låget af.
Den 87-årige dame, som fik ketchup i hendes nypermanentede hår, opdagede det heldigvis ikke – okej, måske da hun kom hjem.
Score: 1-1.

Der er mange ting man kan frygte; At dumme sig, at lide nederlag, at tage forkerte beslutninger, osv., men min største frygt er dog at se tilbage på et liv, hvor jeg ikke gjorde alt for at forfølge mine drømme.
Når jeg træder udenfor mit hjem, læner jeg mig tit op ad sandheden, at ”den fuldendte kærlighed fordriver frygten” (1.Joh. 4,18).