Forbilleder

Mine forældre skal pensioneres i næste måned, og jeg kommer samtidig til at opleve et barns største mareridt: De bliver mine naboer!
For ca. 150 dage siden gav jeg dem et målebånd og fortalte glædeligt, at de nu kunne tælle ned til Den Store Fyraften, men samtidig kredsede mine tanker om, hvor længe jeg mon har dem endnu, men jeg skød hurtigt tanken væk igen.

Min far er en høj, skaldet herre, som elsker at underholde, men som bliver gravstille, når der er tegnefilm på tv. Jeg har aldrig hørt ham hviske og er overbevist, om han slugte en megafon som barn.
Min far har desuden altid haft lidt problemer med autoriteter (på nær min mor). Han kom f.eks. til at starte et krisecenter for voldsramte kvinder i kirken, hvor han og min mor er præster, uden at spørge nogen om lov.
Min far lærte mig, at det er lettere at bede om tilgivelse end tilladelse… så længe motivet er rent som sne.

Min mor er en rolig dame på omtrent halvanden meter og er hjemmets tømrer, maler, elektriker, cykelsmed og syerske. Hendes håndtaske indeholder alverdens søde sager, kuglepenne, der ikke dur, og en håndfuld krøllede sedler med telefonnumre og aftaler.
Hendes humor er skjult bag bambiøjne og perfekt kontrol over sit kropssprog. Hun elsker f.eks. at trykke på en hel række dørtelefoner og løbe af sted – i en alder af 68 år! En anden gang gik vi forbi en udstilling af Barbie-legetøjsbiler med indbygget radio. Hun tændte alle 35 radioer og løb væk, og forbipasserende troede, jeg var terroristen. Jeg hørte min mors undertrykte fnisen længere væk.
Min mor lærte mig at nyde livet, selvom man har dårligt helbred eller for lidt penge.

Tænk, hvis mine forældre skulle tilbringe deres otium på et plejehjem eller i en villa i Spanien. Faktisk kan jeg ikke komme i tanke om nogen bedre situation end snart at bruge meget mere tid sammen med dem og snakke om fortiden, nyde nuet og opleve fremtiden sammen.