Gud er et bære- dygtigt fundament

Brian Mortensen, arkitekt og indehaver af Arkitektfirmaet Mortensen med
afdelinger i Vejen og Børkop,
udlægger søndagens tekstDer er byggeboom i Danmark, det ene byggeri skyder op ved siden af det andet. Først vælger man en grund (nej, egentlig vælger man først arkitekt…). Dernæst får man tegnet sit drømmehus, og byggefasen kan gå i gang.

Når huset står opført, nyder alle resultatet. Inden man kan gå i gang med det synlige byggeri, ligger der et stort stykke arbejde i at få analyseret ”det usynlige”, det grundlag alle millionerne skal sættes ovenpå. Er der forurening eller vandårer på grunden? Hvordan er jordbunden, hvor langt er der til det bæredygtige lag? Her ligger der meget arbejde, og det kan være dyrt at få grundlaget for byggeriet i orden.

Efter afslutning af to byggerier møder vi i dagens tekst to bygherrer. Den ene har bygget sit hus på klippegrund, mens den anden har valgt den lettere løsning at bygge sit hus på sand. De står begge med deres flotte huse, måske er de blevet beundret, endda sammenlignet. Muligvis har omgangskredsen talt om, hvem af dem, der har fået mest for pengene, og om det nu var besværet værd at bygge på klippen, når det nu var så nemt på sandet.

Et skybrud rammer området. Her ser vi det synlige resultat af at have sprunget over det ”usynlige” i byggeriet. Den ene bygherre har bygget sit hus på klippen, der giver en fast og bæredygtig grund for et hus, og huset klarer skybruddet med storm og vand til følge.
Den anden bygherre har sprunget over, hvor gærdet var lavest. Det har helt klart været lettere at grave i sandet, huset har kunnet stå hurtigere færdigt – og har måske endda været billigere at opføre. Ja, jeg kan fristes til at sige, at han ikke har haft professionel hjælp på.
Da skybruddet kommer, floderne stiger, og stormene suser, falder huset. Der står endda i teksten, ”at dets fald var stort”. Efter skybruddet har han tabt alt og står på det bare sand. Egentligt har vi vel alle prøvet det i sommerens varme ved den dejlige sandstrand med de flotteste sandslotte, der pludselig er borte efter en bølge.

Teksten bruger to benævnelser på de to bygherrer: Den kloge mand og tåben. Indtil nu synes jeg, lignelsen har været forståelig. Men efter al sandsynlighed vil Gud mere med teksten end at lave de første forskrifter for et fornuftigt byggeri!
Teksten står i umiddelbar forlængelse af Jesu bjergprædiken og er nærmest en konklusion på de mange ord, der fylder bjergprædikenen.
Den kloge mand er den mand, ”der hører disse ord og handler efter dem”. Nu kræves der altså noget, der kræves handling, handling som Guds Ord foreskriver. For hvem vil vi helst ligne?
Tåben er ikke efter øjet at regne så forskellig fra den kloge, begge hører nemlig Ordet. Men hvad gør ham da til en tåbe? Netop det at han hører Guds Ord og dermed ved, hvad Guds ord foreskriver, men han vælger bevidst ikke at handle efter det.

Her står vi midt imellem to mænd. Begge mænd kendte altså Guds Ord, men handlede ikke begge efter Guds Ord, byggede altså ikke begge det egentlige liv på den klippegrund, Gud gerne vil være i menneskers liv.
Hvor står vi da, har vi fast grund under fødderne, bygger vi livet på klippen, der magter at bære os helt ind i evigheden. Den klippe vi er døbt til at tilhøre. Lytter vi til hans ord, og handler vi dernæst efter dem?
Gud vil med sin kærlighed gå med os og vejlede os i alle livets valg. Med hele huset, livet forankret i det faste fundament, Gud, må vi frimodigt leve livet under hans tilgivelse og bede om velsignelse til at handle i overensstemmelse med hans ord.
Så holder livet i det store stormvejr, så vi kan nå hjem til Den Store Bygmester.