Hjælper 550 piger i Pakistan
Dansk Europamission begyndte sidste år med at hjælpe 25 fattige, kristne piger med en syuddannelse. I dag hjælper organisationen 550 unge piger til et bedre liv.PAKISTAN – Fattige pakistanske kristne risikerer at ende som en slags slaver for rige muslimske familier. Et sykursus med støtte fra Dansk Europamission forsøger at redde mange unge piger fra en kummerlig tilværelse.
Organisationen Dansk Europamission, der er kendt for sin støtte til forfulgte kristne, har succes med et hjælpeprojekt for fattige, kristne piger i Pakistan. Via sin lokale samarbejdspartner, Apostolic Church, er det lykkedes at sende 550 unge piger på syskole. Piger, som ellers ville være tvunget til at arbejde under umenneskelige forhold, og som i mange tilfælde udsættes for seksuelle overgreb.
– Det ødelægger livet for en kristen pige, når de mister deres jomfruelighed og ære, fortæller Nadia, som er en af de piger, organisationen har hjulpet.
Hun mener, at uddannelsen som syerske vil lede hende til et mere uafhængigt liv, hvor hun vil være i stand til at hjælpe sin familie til fremgang. Men det, der glæder hende mest, er, at hun kan redde sit liv fra brutale elementer i samfundet, som hun udtrykker det.
– Disse beretninger påvirker én stærkt og har siden hen drevet mig til at opfordre flere til at støtte disse unge, kristne piger med syuddannelse, siger Henrik Due Jensen, der er informationschef i Dansk Europamission.
Han glæder sig over, at det første hold piger nu er klar til at modtage certifikater som bevis på, at de har færdiggjort sykurset.
– Det bliver en særlig dag, som vil markere, at en ung kristen pige i en håbløs situation har fået en helt ny chance for at komme videre med livet, siger Henrik Due Jensen.
Der bor 165 millioner mennesker i Pakistan. 97 procent af dem er muslimer. Det gør det vanskeligt for de kristne, der sammen med hinduerne og andre udgør blot 3 procent.
Som følge af den udbredte fattigdom i landet har fattige kristne i generationer arbejdet som en slags slaver for bedrestillede muslimske familier.
-mbc