Kærlighed, kildevand og kunst i Kanaans land

På ruinerne af Darmstadt ville Basilea Schlink skabe et sted, hvor Guds vidnesbyrd om trofasthed, kærlighed, magt og nåde skulle nå ud til alle nationer.I maj besøgte jeg Darmstadt, hvor en gren inden for Guds riges arbejde, kaldet ”de evangeliske Mariasøstre”, har deres virke i et landområde, som hedder Kanaan.

Af Gert Grube
Lærer, kunstner,
grundlægger af
Bibelland i Gårslev

Grundlæggeren af fællesskabet er moder Basilea Schlink, som sammen med Erika Madauss og andre søstre bogstavelig talt har rejst et kapel – kapellet til minde om Jesu lidelse – på ruinerne af Darmstadt, som blev sønderbombet under 2. Verdenskrig. Den blev den tredje mest bombede by i Tyskland. Dresden blev den mest ødelagte.

Basilia Schlink ville skabe et sted, hvor Guds vidnesbyrd om trofasthed, kærlighed, magt og nåde skulle nå ud til alle nationer. Med sten fra ruinerne af Darmstadt byggede de ”en bolig for Gud”.
Her skulle Gud tilbedes og lovsynges, fordi han i sin store kærlighed havde sendt sin søn til jorden for at frelse mennesker. I dag samles man hver dag til ”klokken 3-bøn” i ”Moderhuskapellet”, som det også kaldes. Man synger, beder og lader tankerne dvæle ved Jesu lidelseshistorie.

Et specielt træk ved Mariasøstrene er deres parathed til at takke og velsigne

Drivkraften i det kristne fællesskab omkring Kanaan er en dyb kærlighed til Jesus, fordi han ydmygede sig selv til døden for at frelse mennesker. Men dernæst er drivkraften også en stor næstekærlighed til mennesker i og udenfor Darmstadt.
Basilea Schlink havde taget doktorgrad i psykologi, men opgav alt og hengav sig i tjenesten for Jesus. Hun vidste, at tro og lydighed kunne skabe vej for undere, – og hendes store lidenskab blev at tro Guds løfter fuldt og helt, også selv om Gud ikke svarede straks.
Vi ved jo godt, at vi fristes til at resignere, når vi har bedt om en bestemt ting i en 2-3 år og ikke fået svar.
Men med Mariasøstrene er det anderledes. De tager opfordringen op fra Romerbrevet 12,12: ”Vær glade i håbet, tålmodige i trængslen og udholdende i bønnen”.

Basilea Schlink har skrevet en stor selvbiografi, hvor hun fortæller om lidelse og kampe, som mange gange går forud for bønnesvar, men så fortæller hun også med begejstring om alle de undere, de får lov til at opleve – og de er ikke få. Utallige gange har de oplevet Guds mægtige hånd gribe ind.
Et enkelt eksempel: De manglede vand i landområdet, men de fattede håb. Basilea levede som sagt af Guds løfter, så hvad var mere naturligt end at tage et ord frem og holde det frem for Gud.
Hun sagde til Gud: ”Jeg tager et ord fra dig, og hvis det indeholder ordet ”vand”, så regner jeg fuldt og helt med, at du vil give os vand.” Hun tog ”et ord”, og det lød sådan: ”Øs vand med glæde af frelsens kilder”.

Hun følte, det var en direkte check fra Gud, og i tro anlagde hun sammen med andre ”Genezareth sø” i tro til, at Gud ville give dem vand. Da bunden på søen var færdig, foretog de en boring, og den afgav masser af vand. Man var stødt på en underjordisk kilde, som afgav 25 gange mere vand end de andre boringer på egnen. Gud svarede med et under, og den anlagte sø blev fyldt med vand.
Et andet sted i området byggede man et springvand, hvor man ved nogle haner kan drikke af det friske kildevand.

Går man rundt i Kanaans land ved Darmstadt, Mariasøstrenes fine vingårdshjørne, oplever man, at alt er opbygget til Guds ære og mennesker til gavn.
Området er anlagt som et lille Kanaans land med Genezareth Sø, Jordanflod, Jakobsbrønd, Tabor-bjerg, Saligprisningernes Bjerg og ikke mindst Jesu lidelseshave, som er helt unik, idet der både er noget for kunstens blik og troens blik. Flere steder er der en bænk, hvor man kan sidde og meditere over det, man ser.
Mariasøstrene har på en fin måde kombineret evangeliets budskab med kunst. En medarbejder har selv været uddannet som kunstner, og det ses tydeligt. Nænsomt og med evangeliets blik har hun formet mange situationer, som prenter sig på nethinden.

Ved Saligprisningernes Bjerg er der et stort relief, som udtrykker de saligprisninger, Jesus fremkom med. I Jesu lidelseshave findes igen store relieffer, som med kærlighed og kunstsnilde udtrykker al den smerte, Jesus måtte igennem. Jesu lidelse er i øvrigt et emne, man tager op ved mange samlinger, og det har sin store berettigelse, for det er jo igennem Jesu lidelse for vor skyld, at vi forvandles og modtager Guds kald.
På Taborbjerget findes et stort trækors, og fra en platform lige ved siden af kan man se ud over parkområdet med de forskellige bibelske tableauer. Herfra kan man godt henfalde i dyb undren og bøn over alt det, man får lov til at se og ikke mindst høre fra dem, der guider os rundt.

I et dansk ugeblad stod der: ”I Thailand fandt jeg mit paradis”. Jeg kunne godt bruge idéen om paradiset til at udtrykke min begejstring for Kanaan, for her fandt jeg mit lille paradis med en naturskønhed og en frihed ud fra en sund og kristuscentreret forkyndelse i kunst, sang og tale.
Af bitter erfaring ville jeg udnytte tiden på Kanaan – vi var der nemlig kun kort tid – så jeg stod tidligt op om morgenen og vandrede rundt i parken, og det gav mange oplevelser.
Pludselig så jeg en morgen en fiskehejre lande ved søen. Den var åbenbart på udkig efter fisk. Den stod som hypnotiseret og fuldendte billedet ved søen. En anden turist var også ude på en morgentur, og hun sagde, at man simpelthen skulle jage den væk fra området, for det var en uskreven lov, at her måtte fiskehejrene ikke være. Jeg var nu mere optaget af dens elegance og var ivrig efter at få den fotograferet. Jeg fik da også et par dejlige billeder, inden den fløj sin vej.
Kort tid efter dukkede et egern op, som med sin forunderlige springen og hoppen nåede frem til søens kant for at drikke. Dernæst sprang den i fuldt firspring over mod en blomstrende frugtplantage. Sammen med morgensolen dannede det lille stykke natur rammen om mit lille paradis.
Jo, området inspirerer simpelthen til tak og bøn og en dyb undren over Guds smukke skaberværk.
Vi må sige Gud tak, fordi han i sin kærlighed har rejst et sådant tilbedelsessted midt i en forvirret og kold verden.

Besøget satte mange spor i mit sind. Det er dog ét specielt træk, som jeg gerne vil fremhæve, og det er søstrenes parathed til altid at takke og velsigne.
Jeg mødte det allerede i den bus, der skulle køre os fra lufthavnen i Frankfurt og ud til Kanaan-området. En ældre søster sagde, at vi nu skulle takke Gud, fordi vi var kommet godt derned. Og så sang hun, mens bussen kørte, et lille vers, som i al sin enkelhed udtrykker så meget. Hun sang:

Fader, vi takker dig,
Fader, vi takker dig,
Fader i Himlen,
vi takker dig.

Knap var hun færdig med verset, før hun vendte sig mod chaufføren og sang videre med samme melodi, men nu med andre ord: ”Fader, velsign du ham. Fader, velsign du ham, Fader i Himlen, velsign du ham.”
Jeg tror, det berørte os alle sammen at blive mødt med disse takke- og velsignelsessange.
I løbet af opholdet benyttede Mariasøstrene den lille melodi ved mange forskellige lejligheder – også som afslutningsvers efter et måltid.
Jo, det er vigtigt at takke og velsigne. Vi glemmer det så ofte, og så i stedet for kommer vi til at åbne os for beklagelser, utilfredshed og bitterhed – og det var jo ikke meningen med tilværelsen.