Synden, der ikke kan tilgives

Gunner Tøttrup er tidligere forstander
på Sankt Lukas Stiftelsen i HellerupEvangeliet til denne søndag hører ikke til de lette! Den første linie kan vi begribe og klynge os til: ”Al synd og bespottelse skal tilgives mennesker …” Det er jo selve evangeliets indhold.Ud fra det tør vi prædike om Guds ubegrænsede nåde og sige det igen og igen til hinanden: Gud er parat til at tilgive dig alle dine synder – alt, hvad du har fejlet og forsømt. Ja, i sin kærlighed længes han efter at gøre det.
Men så kommer der et ”men”, som må gøre os usikre og angste: ”men bespottelse mod Ånden skal ikke tilgives.” Og Jesus forstærker det endda med ordene: ”Den, der taler et ord imod Menneskesønnen, får tilgivelse, men den, der taler imod Helligånden, får ikke tilgivelse, hverken i denne verden eller i den kommende.”

Er vores virkelighed da, at vi kan komme til at sige et ubetænksomt ord, som bringer den evige dom over os? Hvis den mulighed foreligger, hvad bliver der så af glæden over evangeliet? Hvad bliver der af troens tryghed?
Mange har forsøgt at fortolke disse linier. Så mange forskellige løsninger er foreslået, at vi nærmest er ved at opgive at finde den endegyldige fortolkning, som helt kan befri os fra vores angst og usikkerhed. Og alligevel kan vi ikke sno os fri af spørgsmålet: Hvori består den bespottelse af Ånden, som der ikke er tilgivelse for, hverken her eller i evigheden?
Luther siger: ”Jeg tror, at jeg ikke ved egen fornuft eller kraft kan tro på Jesus Kristus, min Herre, men Helligånden har kaldet mig til det ved evangeliet, oplyst mig med sine gaver …”
Det vil altså sige, at når vi hører evangeliet, giver Helligånden os troens mulighed. Da kan vi takke for, at frelsen ved Kristi død og opstandelse også gælder os. Vi kan vist godt vove at sige, at når Ordet lyder til os, så skaber Guds ånd troens gyldne øjeblik, da vi kan gribe troen.
Men vi kan også vælge at vende ryggen til Kristus og hans fremrakte hånd og vælge at sige nej til Åndens tilbud. Det vil være en bespottelse af Helligånden, og så siger vi nej til dette gyldne øjeblik. Det kan vi ikke vende tilbage til eller genskabe. Vores eneste chance vil da være, at Gud i sin kærlighed vil give os en ny mulighed – et nyt gyldent øjeblik. Det tror vi, han vil, hvis da ikke denne dag bliver vores sidste, og det kan vi aldrig vide.

I denne sammenhæng er det også, at Jesus understreger, hvor vigtigt det er med vore ord. Det er dem, der skal dømme eller frikende os, når regnskabet skal aflægges.
Ordet er det nådemiddel, hvorigennem Gud lader sin kraft virke til vor frelse. Det er det forkyndte ord, også det, der bliver forkyndt i dag, der er Guds kraft til frelse. Derfor må vi flittigt lytte til det ord og gerne bringe det videre til andre i samtale og vidnesbyrd.
Der er godt nok en tilbøjelighed i vores tid – ganske som der var på evangeliets tid – til at man gerne vil se tegn og undere. Af og til kan vi jo også se reklamer for møder, der fremhæver, at der vil ske mirakler der. Og vel er det da sandt, at Gud stadig kan gøre mirakler, og at det kan være styrkende for troen at opleve dem, men derfor skal vi alligevel ikke glemme, at det er Guds ord – evangeliet om Jesu død og opstandelse – der er en kraft til frelse, ikke mirakuløse helbredelser, hvor stor velsignelse de end kan sprede.
Derfor må vi være taknemmelig over, at vi kan samles om Ordets forkyndelse, og vi må give os på vej til både gudstjenester og møder, hvor Ordet lyder, med glæde og forventning i vores sind.
Kristeligt Pressebureau