Afhænig af anerkendelse

– Mange mennesker er usikre og har det dårligt med sig selv. Det stjæler deres glæde og forårsager store problemer i alle deres relationer.
Sådan begynder Joyce Meyer sin bog
”Afhængig af anerkendelse”.
Hun véd det, for hun har selv prøvet det… Joyce Meyer voksede op i et meget usikkert miljø, hvor hendes far misbrugte hende seksuelt.
Derfor fik Joyce en forkvaklet start på sit liv. Hun troede, hun kun var elsket, når hun behagede mennesker. Hun troede, deres anerkendelse var afhængig af, at hun var pæn og medgørlig. Og omgivelserne bekræftede hende i den tro – indtil hun blev kristen.
Hun opdagede, at Gud holdt af hende – selv om hun ikke var perfekt. At rigtig kærlighed ikke er betinget af, hvem vi er, men af, hvem den, der elsker os, er!

Var manipulerende
Joyce blev gift med en god og rolig mand, Dave. De bor i St. Louis, Missouri, og har fire børn. Måske var Dave lidt for medgørlig, for Joyce udviklede en dominerende adfærd. Hun havde lært hjemmefra, at man kan få sin vilje ved at være vred, sur, hysterisk og manipulerende. Og hun fik sin vilje – til stor skade for deres personlige forhold.

Joyce Meyer viser i sin bog, at mennesker, som er dominerende og kontrollerende, oftest er meget usikre. Derfor har de behov for at have kontrol. Derfor forsøger de at styre alt og alle omkring sig – f.eks. med tusindvis af regler, med vrede, ros, skyld eller andre former for manipulation.
Joyce Meyer forsøgte også at styre og kontrollere andre, længe efter at hun var blevet kristen. Det var ikke nok for hende selv at vinde andres anerkendelse; hun ville også sørge for, at hendes familie, arbejdsplads, kirke, osv. var gode nok.
Der måtte en helbredelsesproces til, før hun forstod, at hun ikke var afhængig af andres anerkendelse.

I takt med, at hun selv blev helbredt, kunne hun i højere grad velsigne andre. I dag er hun en meget efterspurgt åndelig underviser. Hun har sine egne faste tv-programmer og taler til tusinder på sine seminarer i hele verden. Den dybe stemme, som hun engang var så flov over, er nu blevet hendes fordel.
Hun har en jordnær stil, hvor hun omsætter Bibelens undervisning til konkrete råd om, hvordan man skal leve sit liv. Mange kender hende fra f.eks. God TV. Andre har læst nogle af hendes bøger på engelsk. Men nu foreligger altså den første bog på dansk.

Hovedtanken i bogen om anerkendelse er, at vores stræben efter andres anerkendelse skyldes, at vi ikke tror særligt godt om os selv.
Derfor har vi brug for, at andre anerkender og værdsætter os. Vi har brug for, at de får øje på os. Vi har brug for at have en position eller en titel, som kan imponere andre. Vi har brug for statussymboler som huse, biler, dyrt eller smart tøj, osv. Vi har behov for at høre til i en gruppe eller omgås de ”rigtige” mennesker…
Men altsammen er blot udtryk for, at vi er usikre.

Det kan skyldes, at vi har følt os forkastede som børn, som unge eller senere i livet.
Men det vigtige er ikke, hvordan det er opstået, men hvordan vi kommer videre.
I nogle tilfælde kan det være nødvendigt at konfrontere ”de skyldige” med problemet, så det kan blive forløst.
Joyce Meyer fortæller om, hvordan hun selv besluttede at konfrontere sin far med, at han havde misbrugt hende. Han reagerede med vrede og benægtelse i første omgang, men blev omvendt, og Joyce ledte ham selv til kristen tro og tilgivelse, inden han døde.

Men man kan sagtens lide af manglende selvsikkerhed, uden at man har været udsat for misbrug. I virkeligheden lider de fleste af os af selvfordømmelse – men det er ikke alle, der går ydmyge rundt som en stor undskyldning for sig selv. Nogle opfører sig præcis modsat. De er brovtende og dominerende og joker hele tiden ironisk med, hvor fantastiske de selv er. De forsøger at bevise, at de er okay – ved at påpege, at andre IKKE er det.
Der er mange andre reaktionsmønstre på selvforagt og behagesyge. Nogen bliver perfektionister eller arbejdsnarkomaner. Andre gør hele tiden opmærksom på deres egen uduelighed i håb om, at ingen så vil falde over dem eller forvente mere, end de kan leve op til. Nogle lyver for ikke at skuffe nogen. Osv.

Dybest set har vores selvfordømmelse en åndelig årsag. Den skyldes, at vi lytter til Djævelen i stedet for til Gud.
Satan har fra tidernes morgen lokket mennesket til at tvivle på Guds ord. ”Mon Gud har sagt…?” spørger han Eva.
Først bilder han os ind, at vi ikke begår synd, så anklager han os, når vi falder i.
I stedet for at komme til Gud med synden og få tilgivelse, benægter vi ofte, at vi har syndet – og går i stedet rundt med (ubevidst) selvfordømmelse.
Det er denne selvfordømmelse, der får os til at føle os afvist af andre. Det er derfor, vi påstår, at andre er fordømmende, mens det i virkeligheden er vort eget hjerte, der fordømmer os.

Desværre er der også en falsk udgave af kristendom, som fastholder os i dette negative mønster. Det er der, hvor man lægger al vægten på, at ”vi er elendige syndere” og glemmer, at Jesus Kristus netop er død for vores elendige synder. Nu ønsker han, at vi skal leve et nyt liv i hans totale tilgivelse – hvor Gud ”forlader os vor skyld, som vi også forlader vore skyldnere”, som det hedder i Fadervor.

Derfor består helbredelsen også i at skifte vores egne fordømmende tanker om os selv ud med Guds tanker om os.
Disse tanker kender vi fra Bibelen, hvor Gud gennem profeter og evangelister og Jesu egne ord fortæller os, at hans elsker os med en evig, uforanderlig kærlighed; at vi er værdifulde for ham; at vi på grund af Jesus er uden fejl i hans øjne; at han har gode fremtidsplaner med os, osv.
Så når vort eget hjerte vil fordømme os – eller når andre mennesker vil – så må vi holde fast i, hvad Guds ord siger. Vi må ikke lade os køre ned af omstændighederne, men holde fast i, at Gud siger sandheden om os.

Når vi begynder at tro på Guds sandhed frem for Satans løgne, så forandres vort sind. Vi får en sund selvtillid. Vi lærer at elske os selv.
Når vi har en sund selvtillid, kan vi være os selv. Vi behøver ikke at promovere os selv eller gemme os. Vi kan være dem, vi er. Og i Guds øjne er det ikke så lidt – faktisk kun lidt lavere end englene, står der i Bibelen.
Første del af Meyers bog handler netop om at opbygge det nye selvbillede af os selv. Og til forskel fra mange moderne teknikker, som puster vores egen selvtillid op, så vi tror, vi er guder, så er den kristne metode modsat.
Her erkender vi, at vi er svage – vi er ikke supermænd, der kan alt. Vi er kun mennesker og har brug for en balance mellem arbejde og hvile. Ellers bukker vi under for stress og fysiske sygdomme.
Vores nye selvtillid skal ikke bygge på indbildning om vores egen storhed, men på, hvad vi er ”i Kristus”. Dvs. den værdighed, vi har pga. Kristus, den stilling vi har i Guds øjne, som tilgivne og betydningsfulde og elskede.

Anden og tredje del handler om, hvordan vi praktisk kan bekæmpe vores afhængighed af anerkendelse. Det handler om at få bearbejdet og overvinde smertelige følelser, skyld og skam, vrede og mangel på tilgivelse. At sejre over behovet for at ville gøre alle tilpas, at sejre over forkastelse. Holde op med at lade sig kontrollere – og med at kontrollere andre. At bruge sin egen smerte til noget konstruktivt.

Mennesker, som lider under behovet for at få andres anerkendelse, må lære at sætte grænser – specielt overfor kontrollerende og manipulerende mennesker.
De må lære, at de selv har rimelige behov, frem for altid at tilsidesætte egne behov for at hjælpe andre. Det er svært, fordi vi som kristne gerne vil være gode imod andre. Men vi må finde en balance mellem at give og få fyldt på.
Selvfordømmende mennesker må lære at sige gode ord (Guds ord) til sig selv – modsat de selvfordømmende ord, vi siger til os selv nu. For ord har en skabende kraft. I stedet for hele tiden at fortælle sig selv, at ”jeg dur ikke til noget”, skal man f.eks. fortælle sig selv, at ”jeg formår alt i Kristus, som giver mig kraft”.
Der findes mange bøger, som ud fra et psykologisk synspunkt behandler nogle af de samme problemer. Nogle giver os en større indsigt, men fastholder os i en offerrolle.
Joyce Meyers bog handler om, hvordan troen på Jesus kan gøre os rigtig fri – også af personlige problemer.

Joyce Meyer: Afhængig af anerkendelse.
Forlaget Alstrup 2006. 234 sider, 228 kr.