Bøn for syge og uddrivelse af dæmoner

På Forlaget Evangelist er der netop udkommet en lille bog med masser af vidnesbyrd og „Optegnelser fra et liv med Gud og mennesker i det psykiatriske system“. Bogen er skrevet af den snart 80-årige Carlo Jensen, der i 35 år var missionær i Afrika.Bogen er først og fremmest et vidnesbyrd og en livsskildring fra en missionær, som man i Apostolsk Kirke kender som en ildsjæl. Han er uddannet ved sygeplejen via forskellige hospitaler, bl.a. Universitetshospitalet Eppendorf i Hamburg. Han har arbejdet med psykiatriske patienter og har undervist elever på hospitaler i Tyskland og Sydafrika.
Bogen er i tre dele:
1. Undervisning omkring det bibelske menneskesyn.
2. Beretninger fra og vidnesbyrd om mennesker i det psykiatriske system.
3. Carlo Jensens egen livs- og omvendelses- eller frelseshistorie.

Carlo Jensen har arbejdet inden for psykiatrien, inden han blev missionær for Apostolsk Kirke

Undervisningen om det bibelske menneskesyn er enkel, men præcis, og jeg kan stort set skrive under på denne undervisning. De mange vidnesbyrd om helbredelser og uddrivelser er til megen opmuntring, og det glæder mig, at Carlo Jensen skelner mellem helbredelser og udfrielser og lægger vægt på, at det er farligt at begynde at drive dæmoner ud, hvor der ingen dæmoner er. Jeg savner dog en klarere adskillelse af egentlig dæmonbesættelse og påvirkning af sataniske kræfter. Jeg tror, det er vigtigt at skelne her.
Bogen er letlæst og den er på mange måder trosstyrkende.
 
Carlo Jensen:
Hvad er da et menneske?
61 sider • 75 kr.
Forlaget Evangelist