De kære børn…

I begyndelsen af juli måned var jeg så privilegeret at få lov til at blive mor igen. Eftersom vores første snart bliver tre år, havde jeg lykkeligt glemt alt om de barske realiteter i forbindelse med at have et spædbarn. Jeg mindedes det svagt som noget med, at de enten sov hele tiden, eller at man hensat sad og hyggede med dem i favnen. Desuden havde man jo prøvet det en gang før, så man kunne vel klare det på rutinen…?!
Ja, go’morgen! I stedet måtte jeg sande, at virkeligheden byder på alt andet end idyllisk hygge og lange eftermiddagslure på sofaen.
Velkommen til: alt for megen afbrudt søvn (får man fire timers sammenhængende søvn, er det en sand fest!), gylp og bleskift i en uendelighed (var det virkelig sådan med den første?), en vaskemaskine der kører uafbrudt i døgnets 24 timer og et overraskende stort ordforråd af grimme ord, særligt kl. tre om natten.
Til gengæld opdager man ukendte ressourcer i sig selv.
F.eks. finder man pludselig ud af:
– at man, når man sidder med et sovende barn i favnen, pludselig kan nå ting på bordet, man ellers ville have troet var fuldstændig uden for ens rækkevidde, ved KUN at bevæge den ene arm.
– at man har en simultankapacitet, som ville gøre selv formanden for MENSA misundelig.
– at man rent faktisk overlever at shoppe en hel dag i Hundige Storcenter iført sutsko, fordi man glemte at tage rigtige sko på.
– at man, selvom man ikke før har kunnet løfte bare en håndvægt uden vægtskiver, faktisk kan stå bomstille og holde en lift med et fem kg tungt barn i i udstrakt arm i op til fem minutter, hvis der, mens den er på vej op i barnevognen, pludselig kommer en mistænkelig vågen lyd…
Ja, så det er slet ikke så tosset med de børn alligevel.
Og ind imellem er der jo de øjeblikke, hvor den lille bandit sover fredfyldt med et lillebitte smil på læben under den lille babydyne med bamserne på, og man mærker den der dejlige fornemmelse nede i maven, og ja, så fortryder man ingenting.
Hilsen Suh