Husspektakel på Nørrebro

Man kan diskutere, om det er særlig faderligt af Faderhuset at smide de unge ud af Ungdomshuset. Til gengæld lever de autonome helt op til unges ry for oprør. Nu har en uafhængig fond tilbudt at købe Ungdomshuset og lade det fortsætte som hidtil.
Men Faderhuset nægter at sælge.
Nu har en uafhængig fond tilbudt at købe Ungdomshuset og lade det fortsætte som hidtil.
Men Faderhuset nægter at sælge.”Til salg sammen med 500 autonome, stenkastende voldspsykopater fra Helvede.”Så selvironisk og provokerende lød teksten på et kæmpestort, ildrødt banner, som autonome hængte op på Ungdomshusets facade ud mod Jagtvej på Nørrebro, da det i 2001 blev kendt, at Københavns Kommune havde sat de ramponerede bygninger til salg. Faderhuset havde længe været på udkig efter lokaler til kirken. Teksten inspirerede Faderhusets præst Ruth Evensen til at indsende et købstilbud, som blev accepteret – og Faderhuset fik ganske rigtigt en flok flippede, piercede, anarkistiske unge med i købet. Oven i købet i sådan en grad, at de unge den dag i dag nægter at forlade bygningen, selv om først en dom i Byretten og senest en dom i Østre Landsret d. 28. august har afgjort, at de omgående skal forlade bygningen.
Nu har en nystiftet fond – ”Jagtvej 69” – tilbudt at købe Ungdomshuset af Faderhuset for at sikre kulturelle aktiviteter for de unge på Nørrebro. Men Faderhuset vil ikke sælge.
Her står sagen nu: Faderhuset vil have de unge ud af huset. De autonome rokker sig ikke af stedet.
– Vores oplevelse er, at nogen har økonomiske privilegier, som de trumfer os med. Det bruger de som det absolutte magtmiddel uden at tage hensyn til os, oplever Nikolaj, der er talsmand for Ungdomshuset, den dag Udfordringen kommer på uanmeldt besøg.

Et blik op ad huset på Jagtvej 69 er nok til at forsikre os om, at Ruth Evensen ikke just er i kridthuset hos de autonome. Oppe på taget er store skilte med teksten: Det er ik’ slut, Ruth, og Til helvede, Ruth. Vi bli’r.
Vi beslutter os for at ringe hende op: Hvordan har I det som kristne og du som præst med hele situationen?
– Jamen, vi har det godt. Det er ikke noget, der kommer bag på os. Vi har købt huset i tro, og vi har ikke fået det dårligt med det siden. Man spørger jo heller ikke en gammel dame, som skal på plejehjem og overlade huset til en køber, om hun vil forlade huset. Heller ikke selv om hun klamrer sig til dørkarmen og siger, hun ikke vil ud. Det har vi ikke kvababbelse over. Vi er gået lovens vej, og nu har vi også fået rettens kendelse på, at det er vores hus, fastslår hun.

Ungdomshusets historie går tilbage til 1982, hvor de unge efter eget udsagn ”fik huset som en gave” af kommunen:
– Vi blev lovet, at vi har brugsretten til huset, og at vi ikke kan opsiges, før aktiviteterne i huset stopper, forklarer Nikolaj.
Efter en mindre brand i huset underskives imidlertid en lejekontrakt med tre måneders opsigelse. Det er stridens kerne. Københavns Kommune sælger huset med den nyere kontrakt i hånden. Faderhuset køber huset i forventning om, at de unge er ude i løbet af tre måneder. Men de unge henholder sig til den oprindelige aftale.
– Vi accepterer ikke, at huset bliver solgt, før de indgår i en dialog med os, fastholder Nikolaj.
Huset har ca. 10.000 brugere på årsbasis. En arbejdsgruppe på mellem 150 og 200 unge står for aktiviteter som folkekøkken, biograf og koncerter.
– Vi har også kristne folk herinde. Og vi har ikke haft nogen som helst dårlige oplevelser med dem, oplyser Nikolaj.
Hvis nu en frikirke har lyst til at starte en rockgruppe i jeres lokaler?
– Det fungerer på den måde i Ungdomshuset, at vi har nogle fællesmøder, der kører basisdemokratisk og konsensusorienteret, hvilket vil sige, at alle skal være enige om, at det er en god idé. Så hvis der kommer nogen, som præsenterer nogle ideer, som de folk, der laver arbejdet, ikke kan stå inde for, så kan vi ikke gøre det.
– Vi ser meget nødigt, at der er et Faderhus i stedet for et Ungdomshus. Hvad er det for et Nørrebro, man gerne vil have? Er det et Nørrebro, der kan favne forskelligheder og gøre plads, eller er det et Nørrebro, der bygger på en krigsstemning, hvor alle de forskellige sociale minoriteter, de religiøse minoriteter og de seksuelle minoriteter modarbejder hinanden? Det, som ligger os på hjerte, er at lave et kulturhus for folk, der ikke hører til så mange andre steder, udfylde et tomrum, hvor ingen andre gør noget.

– Samtlige kirker på Nørrebro har taget skarpt afstand fra Faderhuset. Derfor ser vi det ikke som en konflikt mellem os og de kristne, siger Nikolaj, der er talsmand for Ungdomshuset

Men Ruth Evensen køber ikke den lyserøde version af husets aktiviteter. Og derfor har hun ingen problemer med at sætte de unge ud:
– Vi står over for nogle i vores samfund, som mener, at deres mandagsmøder har mere at skulle have sagt end retssystemet. Vi må ikke blive for sentimentale her. Det er ikke en gammel dame, der skal på plejehjem. Det er unge, der har haft brosten og molotovcocktails i huset. De har blandt andet sat butikker og banker i brand. Hvis en terrorist bliver opdaget, begynder vi jo heller ikke at undskylde ham med hans vanskelige barndom og så videre. Vi er nødt til at gå planken ud nu og være lidt garvede.
I har valgt at være garvede?
– Vi har valgt at bare stå i det, som er vores ret.
Der er vel en hårfin balance mellem jura og etik. Man kan have ret, og alligevel…
– Det burde ikke være os, der er i fokus i denne sag. Og vi føler os bestemt ikke på kollisionskurs med Vorherre, fastslår Ruth Evensen.

Men den hårde kurs er netop det, der falder de unge i huset for brystet:
– Faderhuset som institution er et problem, fordi det er en kirke, der på mange måder står i skarp kontrast til alle de ting, vi har prøvet at opbygge her på Nørrebro, mener Nikolaj. Han henviser bl.a. til Korstoget på Nørrebro i 2002:
– Der nærmest kom en krigserklæring mod muslimer. Der blev givet udtryk for, at de var besatte af dæmoner og ikke var velkomne, opfattede Nikolaj. – Det, vi arbejder på, er at skabe et mangfoldigt Nørrebro, hvor der er plads til forskellighed, lyder det fra talsmanden.
Giver det så et modsætningsforhold til de kristne?
– Samtlige kirker på Nørrebro har taget skarpt afstand fra Faderhuset. Derfor ser vi det ikke som en konflikt mellem os og de kristne. Men jeg synes, det er rigtig ærgerligt for de folk, der bliver associeret med Faderhuset, fordi de vinder så mange fjender imod sig over det hele. Det er dybt uheldigt, mener Nicolaj.
Den opfattelse foreholdt vi Ruth Evensen:
– Da Moses Hansen holdt sit korstog her på Nørrebro, var det ham, der førte ordet og havde al kontakt til pressen. Vi lagde bare lokaler til og bakkede op, fordi vi er i området. Men da vi marcherede med det danske flag og Moses’ kors, sagde vi ikke et eneste ord. Vi fór ikke ud med bål og brand.
Men de autonome har alligevel hørt noget om besættelse. Er de besatte?
– Jamen, jeg kender dem jo slet ikke, så det kan jeg ikke udtale mig om. Jeg tænker slet ikke på den måde. Vi har ikke et kald til at frelse de autonome. Alle skal frelses. Vi lever i et kristent land, hvor der er tilgang til Guds ord, og det vil jeg til enhver tid benytte mig af.
– Men derfor kan jeg godt blive tændt politisk. De er jo ikke kendt for noget godt i området.

I mange andre storbyer gør kirker et stort arbejde blandt unge autonome, bl.a. Dream Center og Teen Challenge i USA og Youth for Christ (YFC) og Azusa-klubberne i Danmark. Her er det kristne, der så at sige planter et ungdomsarbejde midt i belastede bydele. Forskellen i forhold til Ungdomshuset på Nørrebro er, at her er de autonome unge der i forvejen. Kirken skal blot finde en strategi til at øve sin kristne indflydelse. Men den chance er Faderhuset ikke parat til at gribe:
– Vi så en annonce i avisen, at Ungdomshuset var sat til salg. Da jeg gik forbi det en dag, så jeg skiltet, og det satte noget i gang. Men vi føler ikke et specielt kald til at frelse de autonome. Vi vil nå ud til alle mennesker.
Kan man ikke forestille sig en win-win situation, hvor I bruger noget af huset og lader de unge bruge resten?
– Det vil de vist ikke… Vi har prøvet at troppe op på et mandagsmøde, men da blev vi smidt ud. Så henvendte jeg mig til deres talsmand for at foreslå en snak over en kop kaffe. Men da han ville have sin advokat med, blev det ikke til noget. For så skulle jeg jo også have min advokat med, og så blev det ikke den uformelle snak, jeg havde lagt op til, siger Ruth Evensen.
Ønsket om dialog er ikke helt nået frem til de autonome, hvis man skal tro Nikolaj:
– Det eneste, vi har fået at vide, er, at vi skal skride, siger han.
Det er det eneste?
– Ja. Det er en meget ubehagelig situation at stå i for dem, der kommer i Ungdomshuset. De føler sig i forvejen fremmedgjorte ude i samfundet, de føler sig måske kulturelt understimulerede, men her har de en åben bygning, hvor alle kan starte de projekter, de har lyst til.

– Det har egentlig været en forudsigelig proces, sukker Ruth Evensen.
– De er vrede på Københavns Kommune, som har solgt huset uden om dem. Men sagen er jo, at det ikke er deres hus. De bor der ikke en gang. Ungdomshuset er bare et værested.
Faderhuset ønskede blot nogle lokaler til deres kirke, og nu er sagen blevet en rigtig varm kartoffel, fortæller hun:
– Ungdomshuset var til salg, og havde vi ikke købt det, havde andre gjort det. Vi har faktisk haft fem købstilbud i den tid, vi har ejet huset. Den, som køber det, bliver helt sikkert sorteper, uanset hvem det er.

• 1. september 2001: Faderhuset køber HUMAN A/S, som kort forinden har købt Ungdomshuset på Nørrebro af Københavns Kommune.
• 31. december 2001: Faderhusets 50 medlemmer står klar til at overtage Ungdomshuset i ryddet stand. De går ind, men bliver efterfølgende overfaldet af vrede unge. 35 kristne må på skadestuen.
• November 2003: Faderhuset anlægger retssag.
• 7. januar 2004: Byretten afgør, at de unge skal rømme bygningen.
• 28. august 2006: Østre Landsret stadfæster Byrettens dom.
Læs mere på www.faderhuset.org
Tag et kig på Ungdomshuset på www.ungdomshuset.dk