Hvad er lidelse?

Hvad er ’lidelse’, og hvordan forklarer vi lidelsens og syndens problemer, hvis der eksisterer en god Gud, som har magt til at løse disse problemer?Jobs Bog er en af bøgerne fra Det Gamle Testamente. Den har nogle enestående litterære kvaliteter. Den er en poetisk dialog mellem den lidende Job og hans tre venner.

Af Niels Mørup Pedersen
Roskilde

Job er en from mand, som Satan med Guds tilladelse frister ved at berøve ham hans børn, rigdomme og helbred. Han finder til sidst det eneste mulige svar: ’Herrens veje er uransagelige’. Hen imod slutningen, hvor Job får det mistede tilbage, kan teksten vel udlægges sådan, at den retfærdiges lidelser kun er en midlertidig prøvelse.

Igennem historien forsøger tre venner at give en forklaring på Jobs ynkelige situation ud fra en streng og dogmatisk korrekt gudsopfattelse; De mener, at Jobs lidelser var straffen for synder, han øjensynlig måtte have begået, men Job mener ikke at have begået nogen synd. Ved at fordømme Job gør de kun hans situation værre. Senere blander en fjerde ven, Elihu, sig i samtalen og bereder med sin mere nuancerede opfattelse vej for bogens klimaks: Guds direkte tale til Job. Og Jobs svar på den.
Job er en bekræftelse på, at uanset hvor svære og ufortjente lidelser, man gennemgår, behøver man ikke at forkaste troen på Gud og hans retfærdighed. Man har ret til at spørge: Hvorfor? Men man har ingen ret til at kræve en forklaring af Gud; for Gud bruger selv lidelsen i sin plan – dels for at tilintetgøre menneskets fjende, Satan – dels for at modne mennesket til en større indsigt og et rigere liv. Jobs bog hjælper os til at forstå, at vi ikke behøver at kende alle svarene på livets problemer. Det er vigtigere at kende Gud end at kende svarene.
Uddybende kommentar:

I beskrivelsen frister Satan en ’pralende Gud’. Hvordan kan man have tillid til en pralende Gud, der lader sig friste, som det sker her? Når man læser Job, virker Gud hverken almægtig eller god. Man undrer sig virkelig. Kan det være den Gud, Bibelen kalder for kærlig, der indgår sådan et perverst væddemål med den Onde? Som om de sad og spillede skak om en mands liv, fordi de kedede sig. Fra kap. 3 skildres en mand, der stormer fremad i et rasende opgør med Gud: I kap. 9 kalder han Gud for uretfærdig, ligeglad og lunefuld, i kap. 10 regner han Gud for en sadist, der ligefrem har glæde i at ødelægge det, han selv har skabt. Akkurat lige så kortsynet og småtskårent som et menneske.

Det, Jobs Bog gør, er at skildre et menneskes oplevelse af Gud præcis sådan, som vi også sommetider oplever ham. Og fra den vinkel må man sige, at det er lykkedes skræmmende godt. Det betyder ikke, at så er de første par kapitler også bare et mareridt opstået i en fortvivlet Jobs fantasi. Det hævdes virkelig, at sådan er det foregået i Jobs tilfælde. Gud og Satan havde virkelig en samtale; og Gud gav Satan lov til at ramme Job på den måde. Men sådan som Job forståeligt nok bagefter tænker om Gud, sådan er Gud faktisk ikke.
Når Job til allersidst (i kap. 42) tager sit raseri og sine anklager i sig igen, så gør han det ikke, fordi Gud har vredet armen om på ham og tvunget ham til tavshed, men fordi han erkender, at han har taget fejl: Gud var alligevel ikke, som han havde anklaget ham for at være.

Hvordan kommer så Job frem til den nye tillid? Jo, det skyldes den fjerde ven, Elihu, der mod slutningen opfordrer Job til at se på skaberværket og den universelle Gud, hvor han konfronterer Job med, at han er et lille menneske: Han siger: ”Job, hvad har du gang i, siden du går i rette med Gud. Hvem tror du egentlig, at du er?” Job vedkender sig sin forfejlede reaktion og sætter ord på den. Gud åbenbarer sig for ham, Job lutres og kommer ud på den anden side, hvor han får det tabte tilbage.
Gud virker pralende i de første par kapitler. Hvad lægges der i det? Jo, Gud skildres som den, der tillader Satan at friste Job. Lidt ligesom når Gud i Det Nye Testamente tillader Djævlen at friste Jesus. Satan er altså ikke den lumske person, der lusker sig ind til Guds fest; han er den Guds søn, der også efter sit oprør imod Gud værsgo har at møde op og aflægge regnskab. Vi har her at gøre med en skaber, der kan gøre, hvad der passer ham. Men der er grænser for, hvordan Gud vil bruge sin almagt. Han bruger den i kærlighedens tjeneste.
Sidste del af bogen kan tolkes derhen, at der, hvor vi udgyder vores hjerter helt og ærligt overfor Gud, der åbenbarer Han sig for os!! –  Gud i Jobs Bog er hverken en, der praler eller gambler – men en Gud, der har styr på resultatet. En Gud, der på det nærmeste leger med ’Den onde’, som katten gør det med musen. Luther sagde det sådan, at ’Satan er Guds lænkehund’. Og efter de første par kapitler er Satan faktisk forsvundet ud af Jobs Bog. – Han er nu uinteressant; nu er det en sag mellem Gud og Job.

Gud virker meget almægtig; det er Hans vilje, der sker; Satan kan trods alt ikke røre Job uden tilladelse fra Gud osv. – Det, man kan komme i tvivl om, er: Er Gud god? Men: selv om man vender og drejer Jobs Bog og læser den på den mest positive måde, så må man alligevel føje noget til udefra. Skal man finde frem til troen på Guds godhed, så må man selv føje et syn til fra Det Nye Testamente: synet af Kristus! Det er muligt, at andre er i stand til at nå frem til Jobs tillid alene ud fra Jobs egen kamp; men der behøves et endnu tydeligere syn: synet af Guds søn, der personificerer Guds kærlighed. Jesus hævder selv, at Gamle Testamentes Gud er hans far. Og selv om Jesus oplever sig lige så fortvivlet, lige så dødsangst og lige så forladt af Gud, som Job gjorde, så ryger han aldrig ud i Jobs midlertidige bitterhed. Jesus kan fastholde sin vished om, at Gud er kærlighed – og han viser gennem sin egen personlighed, at han ved, hvad det vil sige! Han er selv denne Gud. Man kan mene, at sådan kan man altså ikke læse en gammeltestamentlig bog; den skal vel læses helt for sig og helt isoleret
Men man kan læse den i lyset af Det Nye Testamente. Fordi det er gennem Kristus, vi kender Gud.