I regnvejr i Maroua

Mange læsere husker sikkert artikel­serien ”Find Sarah Livingstone” i januar sidste år. Her fandt vi efter en lang køretur på hullede veje og via en lille færge frem til en rødhåret dansk pige, som alene var taget til Tchad for at arbejde på et ødelagt hospital langt ude på landet. Udfordringen har mødt hende – igenI januar sidste år fandt vi efter en lang køretur på hullede veje og via en lille færge frem til en rødhåret dansk pige, som alene var taget til Tchad for at arbejde på et ødelagt hospital langt ude på landet.

Sarah har hængt dette maleri op på hospitalet, hvor man ser, at Jesus er med ved operationsbordet

– Jeg er nu igen i Afrika, og i denne uge nåede jeg efter en halv dags kørsel i 4-hjulstrækkeren til byen Maroua i det nordlige Cameroun.
– Jeg havde fire UMO’er og et barn fra Nigeria med, for de var løbet tør for transportpenge, og vi skulle samme vej.
– Efter at have læsset dem af, tog jeg hen til et dejligt gæstehus, hvor der altid er rent og velordnet på grund af det tyske missionærpar. Få ting overgår det at få et brusebad og en kop kaffe her efter en lang og svedig tur.

– Udenfor stod en ung franskmand, og da vi hvide hernede altid hilser på hinanden, fortalte han, at der også var en anden dansker i gæstehusene.
– Hvem kunne det være? Jeg vidste i hvert fald, at der ikke var nogen danske missionærer i landet. Han tog nok fejl. Det var nok bare en svensker, eller turde man håbe på en nordmand?
– Det begyndte nu at regne voldsomt, og snart sejlede hele den pænt fejede gårdsplads i vand. Jeg tror aldrig, jeg har oplevet så voldsom en regn. Kloakkerne var hurtigt overfyldte.
– Det blev mørkt, men pludselig bankede det på døren og udenfor stod franskmanden og – rødhårede Sarah.
– Jamen er det dig, der er her, udbrød vi begge.
– For hun vidste ikke, at jeg var i Afrika, og jeg troede, hun var i nabolandet.

– Det viste sig, at Sarah og hendes amerikanske mand, James, netop var kommet hertil fra Tchads hovedstad Ndjamena, hvor de havde afleveret en dansk medicinstuderende i lufthavnen.
– En af fordelene ved Udfordringens artikler er, at to danske medicinstuderende nu har været i praktik hernede. Og det er en god hjælp, fortæller Sarah.
– Når hun og James er her i nabolandet, skyldes det, at de modtog en besked fra en mandlig nigeriansk sygeplejerske, som netop var på vej over for at hjælpe dem i Tchad. Og så besluttede de at møde ham i Maroua og købe billig medicin. Hvilket utroligt sammentræf.

– Senere følges vi alle til en lille udendørs afrikansk restaurant, Le Baobab. Regnen har skabt en lille sø udenfor, så man må hoppe fra sten til sten hen til indgangen.
– Vi må på skift snakke dansk, engelsk og fransk, for at alle kan være med.
– Hvordan går det derovre i Béré? spørger jeg Sarah.
– Det går godt! Men vi er lidt trætte. Vi havde to kejsersnit om natten, lige før vi tog af sted, og så får man jo ikke sovet så godt, forklarer hun, mens hun sætter en halv høne til livs.
– Trætte doktor James er ved at falde i søvn på stolen, mens Sarah begejstret fortæller om, hvordan de får sat mere og mere skik på det lille hospital, så patienterne strømmer til og bliver hjulpet.

---

Artiklen fortsætter efter annoncen:

James og Sarah pakker bilen med bl.a. medicin, før de tager tilbage til hospitalet

– Der er ofte dramatik på, når James skal operere under de primitive forhold.
– Hans fælles-mail er fyldt med blodige beskrivelser af menneskers liv og død. Og hospitalets personale tager sig ikke blot af kroppen, men også af sjælen.
– Vi be’r også for patienterne, hvis de ønsker det, fortæller Sarah, der selv er sygeplejerske. Troen på Gud og den åndelige verden er dybt integreret i afrikansk livsstil.
– Muslimerne kommer også i stigende antal til det kristne hospital, og de vil gerne have, at det kristne personale beder for dem, når de skal behandles.
– Der ligger også en lille kirke på hospitalets grund, men den går en muslim nødig ind i. Sarah og James har derfor rykket morgenandagterne udenfor, så flere tør være med. Og det giver en helt speciel harmoni i en dramatisk hverdag, når dagen lægges i Guds hænder.
– Vi går omsider tilbage til gæstehuset i mørke, mens jeg tøffer ud i byen for at finde en døgnåben tætpakket arabisk butik, der sælger Nescafé og pulvermælk. Nogle spredte regndråber og en buldrende torden minder os om, at det stadig er regntid.
– Næste morgen pakker James den firehjulstrukne med medicin og andre fornødenheder under en presenning på bagladet, før de kører tilbage til hospitalet langt inde i Tchad.
– Og – et meningsfyldt liv.