Martha Munizzi No Limits Live (Integrity)

Dobbelt-albummet er fyldt med contemporary lovsangsgospel fra en af denne genres ledende kvinder.“No Limits Live” er en energisk live gospel/lovsangs-optagelse med masser af fri lovsang og prædiken. Martha skrev historie i 2005, da hun, uden støtte fra et stort pladeselskab, blev den første ikke-afrikanske amerikaner, der vandt Best New Artist ved ”Stellar Awards”. Hun er også nomineret til Dove Award og er netop blevet nomineret til en Grammy.
På disse cd’ers 100- minutters spilletid binder Munizzi musikken sammen med masser af frit improviseret lovsang og småprædikener. Det har fået kritikerne til at sige, at mindre er mere, og at hun burde trimme cd’erne ned til én med de bedste momenter på. Det ville hun også ha’ nøjedes med, men Gud sagde noget andet! Og så må jeg også være helt enig i valget af dobbelt-cd’en, for ”No Limits” er et inspirerende lovsangsprojekt, der demonstrerer Martha Munizzis sans, varme og smag.
Hun har sin helt egen unikke musikstil, som er vanskelig at gengive, men det er tydeligt, at hendes hjerte ligger nær gospelmusikken. Men hendes otte år som lovsangsleder i en multietnisk menighed i Florida skinner også igennem på pladen med både sort og contemporary gospel.
Albummet starter i forgården til Templet med en sang til mennesker – ikke til Gud! Og så bevæger vi os frem mod det hellige. Hun taler om sit eget liv og Guds løfter til alle, der tror på Ham. 22 sange, hvor hun vander alle udtørrede mennesker og minder os om, at der ingen begrænsning er hos Gud og ingen ”normer” og forventninger i samfundet, som troen på Gud ikke kan overvinde.
Henrik Nordborg