Rock og evangelium
Tekster af Steffen Brandt og C.V. Jørgensen sættes op mod salme- og bibeltekster i bogen Liv og lys.Der er kommet en bog, der virkelig formår at sætte den gamle anmelder helt op i omdrejninger inde i anbefaler-hjørnet. Så er det hele sådan set sagt, og vi kunne stoppe her.Men et par ord mere med på vejen:
To folkekirke-præster, Anders Kjærsig og Jesper Larsen, har fået den både begavede og forfriskende ide at se, hvad der sker, hvis man prøver at læse dels Steffen (TV2) Brandts, dels C. V. Jørgensens tekster ind til kanten af det religiøse. Det vil sige: ud fra en teologisk og eksistentiel vinkel.
Ved nærmere eftertanke kan det måske undre, at der ikke tidligere er blevet sat fokus på denne mere åndelige dimension i de to sangskriveres efterhånden omfangsrige produktion. I USA har det længe været legitimt at analysere rock-tekster på denne vis, og man kan håbe, at der nu vil følge mere på dansk grund.
I et interview i Søndagsavisen (28/12-2004) har Anders Kjærsig opsummeret situationen:
I gamle dage var rocken oprørsk og politisk – og hvis der var religion, så var det snarere buddhisme end kristendom. Men der er sket noget. Du kan tage de store gamle: Lars H.U.G., Kim Larsen, C. V. Jørgensen, TV2 – de bruger alle sammen kristne motiver – men det gælder også de unge rappere som L.O.C. og Jokeren.
Det er meget befriende, at forfatterne indledningsvis fastslår, at teksterne som udgangspunkt ikke er salmer og fastlagt forkyndelse. Teksterne er åbne, men med henvisninger til begreber som troen, håbet, livet, døden, kærligheden, tvivlen, usikkerheden i det moderne menneskes liv. Begreber, der også har evangelisk relevans og klangbund.
Man kunne frygte, at det ville blive kunstigt eller søgt, når de to sangskriveres tekster sættes op imod og i dialog med f.eks. Jobs Bog, Johs. Ewald, Grundtvig, Ingemann, Salmernes Bog og evangelierne. Det bliver det ikke, og dét er netop det fine ved bogen: Der gøres ikke vold på teksterne.
Steffen Brandt synger om det småt brændbare; de to præstekollegers gennemgang af udvalgte dele af hans og C. V. Jørgensens sangværk er direkte fængende, og der er masser af stof til eftertanke. – En oplagt gave-idé, bl.a. til kristendoms-forskrækkede rock-elskere, men ikke at forglemme: dig selv.
Bogen er gavmildt udstyret med diskografier, litteraturlister og internet-henvisninger. Som bog-produktion helt igennem en fornøjelse at holde i hånden. Der er kælet for den, fornemmer man.
Det har den fortjent.
Anders Kjærsig & Jesper Hougaard Larsen: Liv og lys. Rockpoesi – eksistens – religion 176 sider
229 kr. Hovedland