Benedikt XVI om islam og kulturkamp

En pavemodstander vurderer Pave Benedikts omdiskuterede tale.Pavens tale i Aula Magna på Regensburg Universitet den 12. september i år har skabt en debat, som endnu ikke er forstummet.

Af Richard Müller
theol. dr., Daugård
Leder af Adventistkirkens afdeling for religionsfrihed og tidligere rektor for Korrespondanceskolen

Debatten fortsætter selv efter hans møde med diplomater og andre indbudte gæster fra den islamiske verden.
Nogle tager Paven i forsvar, andre, specielt her i Danmark, forstår ikke, at han ville komme med nedsættende bemærkninger om islam, efter det postyr, Muhammed-tegningerne har skabt.
Undertegnede vil se på Pavens tale i en lidt større sammenhæng, hvor islam og kulturkampen bevidst var en del af hans strategiske tale. Talen, som i sin helhed er let tilgængeligt på internettet, er en yderst velovervejet og velgennemtænkt tale. Hvordan kan det være anderledes, hvis man tænker på, at pavestolen blev indtaget af en højt intelligent person? Derfor finder vi heller ikke nogen undskyldning for talen, bare en forklaring på, hvad hensigten var med talen. Men den forklaring var egentlig ikke nødvendig, fordi angrebet på islam i talen var en del af hensigten med hele talen, selv om den ikke var dominerende og ikke stod alene. Men lad os begynde ved begyndelsen og lige én gang til opridse, hvad indholdet af hans tale var, og hvordan den var bygget op. Generelt fokuserede muslimerne og medierne desværre kun på den let iøjnefaldende udtalelse: med Muhammed kom der ikke noget nyt, bare krig – men man glemmer, i hvilken større sammenhæng, en sådan udtalelse er flettet ind i hans tale.

Nogle springer nok de indledende bemærkninger i talen over, men netop der kommer grundtanken af Pavens ærinde frem. Det er en del af den kulturkamp, som han gerne vil engagere sig i. Han nævner de gamle dage, da han selv underviste ved Bonn universitet, som endda havde to teologiske fakulteter, et katolsk og et evangelisk, og at rektor ved dette universitet en gang per semester havde en dies academicus, hvor alle professorer fra alle fakulteter, også de teologiske, var samlet og drøftede emner af betydning. Dermed blev teologernes stemme også hørt og ikke bare skubbet i den personlige tros hjørne. Den kristne tro var med andre ord en integreret del af fornuftens rige, den hørte med til det videnskabelige univers – universitas scientiarum.
Dernæst citerer han fra en professor fra universitetet i Münster, Theodore Khoury, som bruger det citat, som Paven blev angrebet for, i en af sine udgivelser. Pavens fokus ligger ikke på det, som en byzantinsk kejser har sagt i den høje middelalder vedrørende Muhammed og udbredelsen af den islamisk tro ved krig. Men Pavens fokus ligger på det, der følger, nemlig hvor kejseren spørger, om det er fornuftig at udbrede troen med sværdet. Kejseren, Manuel II Palaelogus, omkring 1400, havde en meget ophøjet forståelse af tro og samvittighed og religionsfrihed og var overbevist om, at man ikke skulle eller behøvede at overbevise et rationelt menneske med en stærk arm eller med våben (statens magt), eller at man truede med døden. (Paven har vist glemt, at kirken gjorde nøjagtig det samme i middelalderen i forbindelse med inkvisitionen, udryddelsen af anderledes troende.)

Paven citerer så professoren fra Münster videre og siger, at den muslimske forståelse af Gud ikke er bygget på ratio, forstanden, men på vilkårlighed. ”Gud er ikke bundet til sit ord … hvis han ville at vi skulle tilbede andre guder, ville vi gøre det.” Det rationelle er sat ud af spil i islam på grund af deres forståelse af Allah. Det er Pavens fokus. Han kalder det et ”uomgængeligt dilemma”. Som kontrast fremsætter Paven kristendommens forståelse af Gud og mennesket og ser der en enestående harmoni mellem tro og viden, mellem fides et ratio. Takket være syntesen mellem det bedste af græsk filosofi og kristen tro har kristendommen formået at blive en integreret del af universiteterne og det offentlige rum. Og der skal kristendommen igen opdage sin vigtige rolle. Det var kristendommen – og når Paven taler om kristendommen, så taler han om hans version af kristendommen, se dokumentet Dominus Jesus fra år 2000, som den nuværende Pave selv skrev, dengang som Kardinal Josef Ratzinger – ”der har skabt Europa og forbliver, hvad med rette kan blive kaldt Europa.”
Dernæst går Benedikt XVI til et frontalangreb på den videre udvikling af teologiens historie i Europa, hvor han ved hjælp af tre eksempler fra tre tidsepoker illustrerer det fatale, der er sket med kristendommen, der prøvede at tage filosofi ud af teologien og spaltede fornuften fra troen. Det første skete under den protestantiske reformation i det 16. årh. Det andet eksempel kommer fra liberal-teologien i det 19. årh. og det 20. årh., med Adolf von Harnack som fremtrædende repræsentant, hvor man prøvede at skelne mellem filosoffernes tro og Abrahams tro. Man ville finde tilbage til Jesu enkle tro, dvs. den historiske Jesus, og ikke den Kristus, som ved hjælp af filosofi er blevet til i kirkens lange tradition af dogmer.
Det tredje eksempel kommer fra vor egen tid, hvor man prøver at løsrive kristendommen fra sin 2000 års historie og gøre den attraktiv for den kulturpluralisme, som vi oplever i dag. Dette tredje forsøg at anskue kristendom på er falsk og tager ikke hensyn til den græske ånd, der ikke først findes i Det Nye Testamente, men allerede i oversættelsen af Det Gamle Testamente til græsk, den kendte Septuaginta, efter Pavens vurdering.
Som konklusion appellerer Paven til den af kirken hævdvundne syntese, hvor tro og viden finder sammen igen og sammen udvider videnshorisonten og dens anvendelse.
Til allersidst vender Benedikt XVI en gang til tilbage til udgangspunktet for at citere kejseren fra middelalderen: ”ikke at handle fornuftigt, ikke at handle med ’logos’, er i modstrid med Guds natur.”
Så langt en kort redegørelse for Pavens tale i Regensburg.

Med denne tale har Paven rørt ved noget meget væsentligt. Kristendommen skal ud af sin private rolle, som den alt for længe har været taget til fange i. Kristendommen skal hurtigst muligt komme ud i det åbne rum igen og gennemsyre hele samfundet helt fra bunden til de højeste politiske lag. Her kunne muslimerne jo egentlig være enige med Paven. Også islam vil gennemsyre hele samfundet, helst også i form af sharia-lovgivningen. Men islam blev jo sønderlemmende kritiseret i hans tale, sammen med protestantismen, fra Reformationen til den nyeste tid. Hvorfor? Fordi både i islam og i protestantismen har man en irrationel tilgang til troen.
Vores opfattelse af Gud er irrationel, imod fornuften. Man har bygget en kløft mellem tro og viden, mellem kristendommen og videnskaben og da specielt naturvidenskaben. Og siden det, der kan måles og vejes, dominerer det offentlige rum, det civile liv, samfundet som sådan, blev troen, kristendommen, forvist til et hjørne som et levn fra fortiden, forvist til det private liv; som kultur og tradition til det halvt åbne rum, som ikke har den store betydning i dagligdagen.
Det eneste sted, hvor det ikke er sket, er i den katolske kirkes tradition, selvom Paven indrømmer, at også der har der været tendenser af samme slags. Det var efter min vurdering en af grundene til, at han skrev Dominus Jesus dokumentet, for at bremse op for dialogteologien, der har vundet indpas i Den Romersk Katolske Kirkes rækker. I hvert fald appellerede Paven stærkt til at komme tilbage til den gode gamle tradition, hvor det bedste af filosofien, fornuften, og det bedste af troen igen danner en stærk syntese.
Hvor finder jeg så det bedste af fornuften? Der, hvor fornuften er i syntese med troen. Hvor finder jeg den bedste tro? For Pave Benedikt XVI er der ikke nogen tvivl. Den finder jeg ikke i islam, den finder jeg ikke i de protestantiske kirker, den finder jeg udelukkende i Den Romersk Katolske Kirke, fordi vi der finder sandhedens kilde og den fulde nåde, fordi pavedømmet står i direkte succession af apostelen Peter og dermed af Kristus og Helligånden.
Efter at kulturkampen, det at bringe troen, kristendommen, ind i det offentlige rum og helst ind i politikken, har været i fuld gang i Amerika i adskillige år, specielt demonstreret ved de evangelikale kirker på den politiske højrefløj, er man nu også i fuld gang i Europa, ved at give Europa dets egentlige sjæl tilbage, som det siden Reformationen, og specielt oplysningstiden, er blevet amputeret fra, og bringe troen tilbage til universiteterne, det offentlige rum, og i særdeleshed til politikken.

Troen skal efter min opfattelse tilbage til det offentlige rum, men som den enkelte persons personlige overbevisning og samvittighed og ikke som etableret trossystem.
Her må vi værne om adskillelsen af kirke og stat, her må vi også advare mod en sammenblanding af troen med græsk filosofi, som på mere end ét punkt har forfalsket kristendommen, vurderet ud fra det reformatoriske skriftprincip sola scriptura, skriften alene.