Comeback til lytterne

Der er i høj grad brug for lytter- og seerorganisationerne til at debattere, hvad der udsendes i medierne.Comeback til lytter- og seerorganisationerne. Denne nærmest sensationelle overskrift kunne man læse i DR’s interne nyhedsbrev Dråben i juni 2006.

Lars Peter Melchiorsen
Cand. theol, Toftlund
Landsformand for
KLF, Kirke & Medier

Hvad kunne dog foranledige nogen i en af Danmarks største medievirksomheder til at mene det om nogle størrelser, som på den ene side er blevet kaldt for smagsdommere og linievogtere, på den anden side kustoder, relikvier eller palæontologiske fund?
Det umiddelbare svar er: medieforliget 2006. Ifølge det tildeles lytter- og seerorganisationerne en ganske væsentlig plads i den demokratiske proces i forbindelse med radio- og tv-produktion på public service betingelser:
• DR og TV 2’s pligt til at indgå i en formel dialog med f.eks. lytter- og seerorganisationerne understreges.
• Institutionen ’lytternes og seernes redaktør’ (en slags ombudsmand), som tidligere har været en frivillig ordning, gøres nu obligatorisk for både DR og TV 2 og uafhængig af direktionerne.
• Lytter- og seerorganisationerne tildeles en plads i Radio- og TV-nævnet, som bl.a. varetager vurderingen af, om de public service krav, der er stillet, opfyldes.
Således har dette medieforlig været en god fødselsdagsgave til KLF, Kirke & Medier, som den 24. september i forbindelse med foreningens landsmøde kunne holde 80 års jubilæum.

På trods af mediebilledets atomisering og en mængde nye medier til rådighed er arbejdet i forhold til DR og TV 2 altså stadig helt uomgængeligt, da de to aktører dominerer mediebilledet og også i fremtiden vil spille en afgørende rolle.
Som grundlæggende i forholdet til de to vil jeg her pege på noget, som fhv. generaldirektør Christian S. Nissen udtalte ved KLF, Kirke & Mediers 75 års jubilæum i 2001: ”Tidligere tiders betonmur mellem medieinstitutionerne og lyttere og seere er afløst af en streg i sandet. Øvelsen at føre samtale hen over stregen er naturligvis langt mere krævende end blot at råbe imod eller sparke på betonmuren, men også mere perspektivrig og me­ningsfyldt” (citeret efter hukommelsen).
Det er uhyre vigtigt at være sig ”stregen i sandet” bevidst. Den udgøres af en nøje iagttagelse af to grundlæggende principper i public service virksomhed: dels mediernes redaktionelle frihed i produktion og programlægning, dels brugernes ret til programkritik. Det afgørende er ordets magt gennem solid dokumentation og argumenternes styrke. Her er der tre vigtige grundbegreber: saglighed i dialogen, lydhørhed over for medlemmerne og tydelighed i formidlingen.

Selvom samfundet har undergået voldsomme ændringer gennem 80 år, så er der stadig én ting i foreningens arbejde, der står fast: arbejdet for, at det kristne evangelium og kristne menneskers liv og tro må finde plads i landsdækkende mediers tilbud på en måde, der tilgodeser både stoffet og det valgte medie. Derfor vil vi, så godt som vi kan, bakke op om de dygtige medarbejdere især på DR, der arbejder med det kristne stofområde. Men der er lige så meget brug for gedigen ”forbrugerundervisning” om kristendommen i dansk radio og fjernsyn i dag som oplysning om andre religioner og livsanskuelser. Det gælder ikke mindst i børnehøjde. Derfor ligger der også på landsmødet et forslag om, at en af arbejdsopgaverne for de kommende to år skal være at få bibelhistorie og kristendomskundskab ind som en del af børneprogrammerne. Emnet er blevet ekstra relevant med DR’s planer om en ny børne-tv-kanal. Ligeledes giver DR’s DAB-tilbud til børn muligheder for både fortælling af bibelhistorie og for fremstilling af minikonfirmandundervisning som en del af mange børns dagligdag.
Det andet er, at dette arbejde aldrig bevidst har været båret af et ønske om at holde andre ude. Den utilfredshed, der f.eks. har været i nogle kredse over, at DR har formidlet gudstjenester fra en moske og en synagoge, har ikke været delt af KLF, Kirke & Medier. Vi har dog spurgt til det rimelige i, at man har valgt en kristen helligdag – Store Bededag – i stedet for en muslimsk højtid til at transmittere muslimsk gudstjeneste.
Det var heller ikke KLF, Kirke & Medier, der langede ud efter DR som følge af radioserien ”Islams ansigter”. I stedet foreslog vi en lignende serie om kristendommen. Derfor vil der heller ikke fra KLF, Kirke & Mediers side lyde nogen kritik af, at DR 2 laver en ramadan-kalender. Derimod vil vi i forventningens glæde holde DR 2 chefen Gitte Rabøl fast på hendes udtalelse i Kristeligt Dagblad 16/9 om, at der kommer en kristen julekalender. Sådan en har vi jo ikke haft ud over TV 2’s ”Jesus og Josefine”.

I løbet af de sidste par år er KLF, Kirke & Medier løbet ind i et par sager, hvor spørgsmålet om ytringsfriheden contra respekt for menneskers religiøse følelser kom på banen. Jeg skal ikke her gå nærmere ind på sagerne, blot pege på det principielle. Der skal ikke herske nogen tvivl: Ytringsfriheden står ikke til diskussion. KLF, Kirke & Medier lever selv af den. Uden ytringsfrihed ingen programdebat. Ytringsfriheden er demokratiets åndedrag.
Men hvad når demokratiet får noget galt i halsen? Så skal der vel hostes? Eller skal man nøjes med at række hænderne mod himlen og bede med Salme 39: Skån mig for tåbens spot?
Det, der kan undre, er, at når noget kaldes satire eller dokumentar, så er det meget vanskeligt at få en debat i gang, om det virkeligt er nødvendigt at bringe, bare fordi det ikke er ulovligt. Denne debat vil KLF, Kirke & Medier dog stadig føre, fordi ytringsfriheden også er friheden til at sige fra.
I et demokratisk samfund er den måde, vi samtaler og kommunikerer på, i det hele taget af afgørende betydning. Samtidig har omgangstonen indflydelse på den måde, vi omgås og behandler hinanden på. Igennem mange år har KLF, Kirke & Medier forsøgt at gøre opmærksom på, at ikke mindst sproget i ungdomskulturen er meget voldsomt, og at det er naivt ikke at ville se en sammenhæng mellem det hårde sprog og den måde, hvorpå mennesker i øvrigt behandler hinanden.
Det er da også med interesse, vi har iagttaget, at spørgsmålet om mobning har fået høj prioritet i den pædagogiske debat. Derfor er et andet forslag til arbejdsopgave at medvirke til få intensiveret den offentlige debat om sprogbrugen i medierne.

Således berører vi de projekter, der gennem de sidste fire år har fyldt meget i KLF, Kirke & Mediers arbejde: medieetik samt familie og medier. Én udsendelse inden for de seneste par uger rummer det centrale i de to projekter og begrunder, hvorfor de fortsætter som fokusområder, nemlig TV 2’s dokumentarudsendelse Operation X ”Narret til porno”.
Udsendelsen viste med al ønskelig tydelighed, at arbejdet med at ruste os selv og vore børn til at navigere i cyber-space er en vedvarende proces.
Samtidig med, at udsendelsen giver denne varme følelse af, at her var en skurk, der fik, hvad han fortjente, så undgår vi ikke spørgsmålet om, hvad der gør, at – i tilfældet her – unge piger kan lokkes til at gøre noget, som de inderst inde er imod. Er nogle medier selv med til at fremelske denne trang til at ’være på’ som model eller lignende? Er den meget massive pornoficering af musikvideoer med til at sænke tærsklen for, hvad man går med til? Lukrerer visse medier dobbelt ved det ene øjeblik at sende programmer, der masserer jeg-vil-være-på-genet, og så det næste sender afslørende dokumentar om pædofili o.l.?

En anden sag er skjult kamera. Redskabet er så stærkt, at det fortsat bør være til debat. Vi fornemmer i tiden en øget brug heraf i nyheds- og dokumentarudsendelser, så opgaven bliver nøje at følge, om det er mere end blot fornemmelser.
Så KLF, Kirke & Medier behøver ikke at blive arbejdsløs i fremtiden. Udfordringen bliver at indgå i programdebatten så sagligt og vedholdende som overhovedet muligt. Dialogen mellem lytter- og seerorganisationerne og udbyderne foregår på mange måder: Direkte henvendelser, uformelle møder og formelle fora. For at være så godt klædt på som muligt til dialogen er dokumentation helt afgørende.
En vigtig opgave bliver at optimere indsamlingen af dokumentation, analysen deraf og formidlingen. Kun derved kan KLF, Kirke & Medier vise sig den tillid værdig, som medieforliget er udtryk for.