En lykkelig melankoliker
25 år på de skrå brædder har gjort Hans Jørn Østerby både robust og selvbevidst.Om det er vestjysk beskedenhed eller moden selverkendelse skal forblive usagt. Men pral og snobberi indgår ikke i Hans Jørn Østerbys ellers brede repertoire.
Igen og igen underspiller den musikalske allrounder sin egen formåen, selv om han har god grund til at være stolt, når han for tiden fejrer sit musikalske sølvbryllup. I år er det nemlig 25 år siden, han første gang fik penge for det, der de sidste otte år har været hans levebrød.
Cirka 100 gange om året pakker han bilen og drøner riget rundt med sang, musik, gøgl og underholdning for hele familien.
– Jeg har aldrig været en ørn på en guitar, og jeg synger ikke nær så godt som min bror. Men jeg har fundet en niche, hvor jeg kan kombinere sang og underholdning, og det giver mig brød på bordet, lyder det beskedent.
Det lå ikke i luften, at Hans Jørn skulle leve af sang og musik, selv om der blev sunget, så taget var ved at lette, når familien var samlet. I stedet blev han uddannet fra Landbohøjskolen, men den uddannelse har han aldrig haft brug for.
Den musikalske karriere begyndte, da han som ti-årig spillede trompet i Skjern Brassband. Men senere blev blæseren udskiftet med en guitar. Den havde mere appel til det modsatte køn, mente han.
– Jeg blæste jo pigerne langt væk. Til gengæld var de vilde med en fyr, der spillede guitar, så det måtte jeg prøve, husker han med et glimt i øjet.
Det første betalte job var på en efterskole i 1981 sammen med fætteren Bent Ole Østerby og Erik Kristensen, som nu er forstander på Sydvestjyllands Efterskole.
I flere år turnerede de rundt til Kammeratskabsaftener i KFUM & KFUK, og siden blev de grundstammen i bandet Josua, som i slutfirserne gjorde missionshus-rocken stueren og tog livtag med musikforståelsen i Indre Mission. Så meget, at det gav sendetid på DR og TV2.
– Vi drømte om at drive det vidt, men vi kunne jo ikke ret meget i forhold til, hvad de unge musikere kan i dag. Vi var bare nogle af de første, siger han.
Josua udgav albummet En verden til forskel på Refleks Musik i 1990, og oplaget blev revet væk.
– De unge stod og trippede efter en anden musikstil end den, man normalt forbandt med IM. Selv var vi slet ikke forberedte på det.
I 1991 gik Josua i opløsning. Efter en kort periode som sang-evangelist i Indre Mission blev Hans Jørn lærer på Djurslands Efterskole, men han savnede scenen og satte sig for at gå solo. I 1993 udgav han sit første soloalbum Ørkenvandrer med en stribe pop- og country-numre. Pladen fik en ublid medfart af anmelderne. Ikke mindst i IMT, hvor den blev kaldt en ørkenvandring at slæbe sig igennem, og Hans Jørn blev beskyldt for at være talentløs.
– Jeg var klar til at smide det hele, for jeg havde gjort mit bedste og følte, at jeg havde ofret mig for sagen. Samme aften, som IMT kom, skulle jeg spille på Skovgårde Bibelcamping. Det var ikke let at finde motivationen, husker han.
Der skulle gå fire år, inden han turde udgive noget igen, men han oplevede, at Gud puffede ham tilbage til musikken.
I dag kan han godt se, at Ørkenvandrer ikke var helt vellykket, og han mener, at han kom styrket ud af sit livs musikalske nedtur.
– Jeg lærte mine begrænsninger at kende, og at jeg ikke kan gøre alle tilfredse. Nogle kan lide min musik, andre kan ikke. Sådan er det. Jeg er nok mere robust i dag og hviler mere i det, jeg laver.
Siden er det blevet til syv cd-udgivelser fra Hans Jørns hånd. Tekst og musik skriver han selv ud fra egne tanker og hverdagsoplevelser, som løbende bliver indtalt på den uundværlige diktafon. Nogle har sagt, at hans tekster er ligeså opmuntrende som en blygrå efterårsdag, og Hans Jørn indrømmer gerne en tendens til det melankolske.
– Som person er jeg pessimist og lidt tungsindig. Jeg har let ved at få øje på det onde i verden, men måske har jeg fået noget at sige til dem, der har det på samme måde. Det er ikke noget, jeg selv har valgt, forklarer han.
– Men jeg prøver også at formidle et håb. Når jeg lytter til forkyndelse, har jeg behov for at høre trøst og håb, mens jeg hurtigt føler mig slået uretfærdigt af formaninger. Mit budskab er, at Gud er stærk nok til at bære både mine og andres byrder.
Derfor er der langt mellem lovsangene, og fællessange har han også opgivet.
– Når man synger, skal man kunne stå inde for det, man synger, og jeg synes, det er svært at skrive noget, som andre skal kunne stå inde for, erkender han.
Tidligt i sangskriverkarrieren spekulerede han meget over, hvad folk nu havde brug for at høre. Det gør han ikke i dag.
– Når jeg skriver en sang, er det fordi den presser sig på. Jeg skriver om det, der bor i mig.
Hans Jørn betragter sig hverken som prædikant eller evangelist, når han går på scenen. Til gengæld er han overbevist om, at han er bedre på en scene foran 1000 mennesker end til en samtale på tomandshånd.
– Jeg er lidt genert, og derfor lyder det mærkeligt, at jeg har det bedst i rampelyset. Men på scenen har jeg kontrol. Der er det mig, der bestemmer, og ingen, der overskrider min intimsfære.
Distancen til publikum er dog blevet mindre med årene, og han arbejder stadig med at finde balancen mellem at være professionel og samtidig motiveret og brændende.
– Når man skriver sange eller står på en scene, er det vigtigt, at man giver af sig selv uden at udlevere sig selv, fastslår han.
Trods tungsindet understreger Hans Jørn, at han er en lykkelig mand, der beskæftiger sig med det, han allerhelst vil.
Hustruen Gitte og parrets fire børn skal man heller ikke have ondt af, forsikrer han. For på trods af en fyldt kalender og mange timer på landevejene, så arbejder han ikke 37 timer hver uge, og administrationen af forretningen foregår i hjemmet i Skjern. Derfor bliver der også tid til at læse bøger og den daglige løbe- eller cykeltur.
– Nogle dage kan det være svært at få presset ind, når jeg er på farten. Men så har jeg løbetøjet med i bilen, og jeg kender efterhånden de gode steder rundt om i landet, smiler han.
