Årets julegaveidé: Giv en ged
Sådan lyder en ny idé fra Folkekirkens Nødhjælp til danskere på indkøb efter julegaver.Hos Folkekirkens Nødhjælp har danskerne nu mulighed for at købe en julegave, der samtidig hjælper nogle af verdens fattigste familier.
Køb f.eks. en flok høns til 120 kroner og hjælp kvinder i Malawi. Sådan lyder en af årets julegaveideer fra Folkekirkens Nødhjælp i deres kampagne giv-en-ged.
– Når du køber en gave, modtager du et flot gavekort med billede og beskrivelse af, hvordan gaven gør gavn. Det kan du lægge under juletræet! skriver Folkekirkens Nødhjælp om deres nye initiativ.
Hvis man vælger at købe en ged, giver man først og fremmest en ged. Men modtageren får også tre dages kursus i gedehold, medicin til de mest almindelige sygdomme, vaccinationer og jævnlige besøg i to år af en landbrugskonsulent, som kigger til geden og giver gode råd, fortæller Folkekirkens Nødhjælp.
Indenrigsminister Lars Løkke Rasmussen er en varm fortaler for Folkekirkens Nødhjælps julegavekampagne giv-en-ged. Det viste han tydeligt i Go Morgen Danmark den 15. november 2006.
Her løftede indenrigsministeren sløret for, hvad der gemmer sig under juletræet hjemme hos ham i år.
På et spørgsmål fra tv-værten, om Lars Løkke Rasmussen vil give sin kone en ged, svarede han:
– Ja, det har jeg faktisk tænkt mig. Det er jo en fantastisk chance, Folkekirkens Nødhjælp giver for at komme af med julegaverne på en nem måde. Min kone får en ged, og så har jeg købt en fodbold til hvert af mine tre børn.
– Det er jo ikke en fodbold, man gir. Men en fodbold til et gadeprojekt i Kirgistan, som gør, at nogle gadebørn får noget voksenkontakt og noget varmt mad at spise. De får adgang til at ha det lidt sjovt i en i øvrigt trist hverdag.
Sådan sagde indenrigsministeren i morgen-tv hvor han i øvrigt sad og holdt geden Aase.
Geden Aase skal dog ikke sendes til Malawi. Hun bor i det daglige på en gård i Helsinge, og der står hun igen i dag og tænker sikkert på sin korte karriere som tv-ged.
– Nordborg