Dansk-egyptisk dialog skal fjerne integrationsbarrierer
EGYPTEN Danmission er medarrangør af en egyptisk-dansk dialogkonference, der foregår i Egypten i denne uge. Målet er at fjerne de fordomme, der kan hindre en god integration i Danmark.
Sammen med Islamisk-Kristent Studiecenter er Danmission arrangør af den Egyptisk-Danske Dialog, som finder sted i den egyptiske provinsby al-Minya i dagene 1.- 3. november 2006. Fra Danmark deltager 15 kristne og muslimer i konferencen, der har den egyptiske organisation Coptic Evangelical Organization for Social Services (CEOSS) som vært. Det er anden gang, denne konference afholdes. Første gang var i august 2004 i Danmark. Fra egyptisk side deltager 25 kristne og muslimer. Den danske delegation ledes af Danmissions formand, sognepræst Lars Mandrup, og Islamisk- Kristent Studiecenters formand, stiftspræst, dr.theol. Lissi Rasmussen.
– Der er mange fordomme, der er med til at forhindre en god integration i Danmark – det samme gælder i Egypten. Men der er også store fordomme på spil, når det gælder den gensidige viden om Vesten og Den Arabiske Verden. Derfor er det uhyre vigtigt at have konferencer af denne type til at nedbryde fordomme og opbygge tillid mellem naboer, siger Harald Nielsen, der er programleder for Danmissions dialogarbejde.
-mbc