Lyudmila hjælper stråleramte børn

Lyudmila Lonyuk leder Skandinavisk Børnemissions hjælpearbejde i Ukraine – et arbejde, der bl.a. finansierer rehabilitering og operationer af børn med fødselsdefekter efter Tjernobyl-katastrofen.Målrettet og energisk. Det er det umiddelbare indtryk af Lyudmila Lonyuk fra Ukraine, efter at hun netop er landet i Kastrup for at aflægge rapport om et stort hjælpearbejde blandt stråleskadede børn fra Tjernobylområdet.Hun har ingen tid at spilde, er kun én dag i Danmark. Her skal hun som Skandinavisk Børnemissions projektleder i Ukraine også nå at få et indtryk af, hvor pengene til børnehospitaler, børnelejre og akuthjælp til fattige familier kommer fra.
Vi møder hende på Jensens Bøfhus på Amager, umiddelbart efter hun har været i UCB Radio og indspillet en cd med stemningsbilleder og rapporter fra sit hjemland. Især Volyn-regionen med grænse op til Hviderusland blev forurenet af atomnedfald, da en atomreaktor i Tjernobylkværket sprang læk for 20 år siden.
Siden er 80 procent af børnene født for tidligt.
Siden er otte pct. af disse født med handicap.
Og siden har de familier, der ikke havde råd til at flygte, spist fra deres forurenede marker og drukket køernes inficerede mælk.

Døende får nyt liv

Lyudmila fortæller faktuelt og monotont. Kun når hun viser billeder af børn, der er blevet hjulpet, får stemme og øjne liv:

Lille Kirila var for tidligt født, men vandt kræfter igen takket være den hjælp, Lyudmila er med til at organisere

Pigen Kirila blev født alt for tidligt i syvende måned. Hun blev opereret to gange for vanskabninger. I dag er hun en sund og rask pige på ni mdr.
Drengen Jana havde en hjertesygdom. Det kunne lægerne se på hans fingre med det samme. Han havde de såkaldte trommefingre, fordi de yderste led svulmer op, så de får form som trommestikker. Skandinavisk Børnemission gav den nødvendige hjertemedicin, og kun en uge efter var Jana rask.
– Det er et stort pres for lægerne at måtte afvise patienter, fordi de mangler medicin, fortæller Lyudmila Lonyuk. – Det er ikke nemt at sige til forældrene: Dit barn vil dø. Derfor betaler lægerne ofte selv medicinen til børnene.
Skandinavisk Børnemission betaler derfor medicinen til intensivafdelingerne på flere hospitaler.
– I år har vi givet medicin til 40 døende børn, og 39 af dem overlevede, fortæller Luydmila stolt.
Som tidligere viceskoleinspektør banker hendes hjerte for børnene. Hun er glad for, at hun nu siden 1992 har kunnet bruge sine evner i administration for Skandinavisk Børnemission. Der er otte fuldtidsansatte i hovedkontoret, der også er centrallager for missionens 18 genbrugsdepoter i området. Der er op mod 200 frivillige, der opsøger de allerfattigste familier og hjælper dem med mad, medicin, tøj og brændsel. Og en børnelejr, der tager ca. 1200 stråleskadede og handicappede børn om året ind til rekreation og rehabilitering. Og så børnehospitalerne, naturligvis:

Scary Movie

Skandinavisk Børnemission har betalt for renoveringen af en hel tuberkuloseafdeling på børnehospitalet i Lutsk.
– 5 pct. af den ukrainske befolkning har tuberkulose. Når der bare er 1 pct., kaldes det epidemi, oplyser Luydmila.
Regeringen ville gøre noget ved problemet, men havde ikke penge til istandsættelsen.
– Afdelingen havde svampe på væggene, vinduerne var utætte – det var virkelig som en scene fra filmen Scary Movie, fortæller Lyudmila. – Forestil dig, at et barn skulle ligge her i op til et år!
Skandinavisk Børnemission istandsatte lokalerne, indrettede dem med møbler og senge og sponsorerede de nødvendige tuberkulosepræparater. For fem år siden gik hjælpeorganisationen også ind og sponsorerede maden.
Der er 50 sengepladser på afdelingen, der tager sig af børnene fra de fattigste familier:
– Der er mange forældreløse børn her, andre har alkoholiserede forældre eller forældre i fængsel. Nogle har blot efterladt deres børn her og kommer ikke en gang for at besøge dem, oplyser Lyudmila.
Men hvorfor spilder fattige familier deres sparsomme midler på alkohol?
– Fordi alkohol er betalingsmidlet i de fattige byer på landet. Når man arbejder i hinandens marker, får man sin løn udbetalt i hjemmebryg, forklarer Lyudmila.

Hjælpen nytter

Skandinavisk Børnemission har hjulpet børnehospitalerne i Ukraine siden 1992. Ud over medicin til tuberkulose og kræftbehandling har indsamlinger i Danmark og Sverige finansieret operationer af fødselsdefekter, der stammer fra stråleskader fra Tjernobylkatastrofen. De svære operationer må henlægges til Stockholm og Lund:
Fx lille Ira, der blev født med et modermærke over hele ansigtet. Hun blev fløjet til Stockholm, hvor hun gennemgik en serie vanskelige operationer over en toårig periode. Nu er hun tilbage i Ukraine som en livsglad pige, der kan være sit udseende bekendt.
Lyudmilas øjne stråler, når hun sammenligner de to ”før og efter” billeder. Så nytter det alligevel noget…
Den samme tanke melder sig, når vi følger Lyudmila til Skandinavisk Børnemissions Genrugscenter på Nørrebrogade. Det er svært at forestille sig, at en kjole til 20 kr., en bog til 10 kr. eller smånips til endnu mindre fra ”Det Åbne Hjerte” kan give et årligt overskud på 100.000 kr. Men mange bække små gør en stor å.