En lykønskning til KFS

Studenterbevægelsen fejrer sit 50 års
jubilæum med lidt skuffende bogudgivelse.Med 50 år i bagagerummet udkommer bogen om Kristeligt Forbund for Studerende. Selvom Kend Jesus – gør Jesus kendt har sine stærke sider, er den ikke for alle.I år har Kristeligt Forbund for Studerende (KFS) 50-års jubilæum. I forlængelse heraf har Credo Forlag samlet historien om de første 50 år i bogen Kend Jesus – gør Jesus kendt.
Som gammel ansat havde jeg set frem til bogen, og jeg glædede mig til at komme i gang med den. Men allerede efter ganske få sider måtte jeg erkende, at bogen ikke var, som jeg troede, den ville være.
Gennem udvalgte tekster gennemgår tidligere og nuværende ansatte KFS’ historie. Bl.a. bidrager Leif Andersen, Jens Ole Christensen og Flemming Kofod-Svendsen.

„Erindringsbog“

Teksterne er bygget på den enkelte forfatters egne erindringer. Få tekster er krydret med interviews, der bløder bogen op.
Det er både bogens styrke og svaghed, at det er „officielle“ personer fra KFS, som fortæller historien. Styrken ligger i, at netop disse personer kan bevidne den organisatoriske og teologiske udvikling, der er sket i KFS.
Svagheden ligger omvendt i, at vi aldrig kommer under overfladen på KFS. De personlige og interessante historier har ikke fået nær så meget plads i bogen, som de med fordel kunne have haft.
Bogen indeholder mange, forholdsvis lange holdnings-mæssige og organisatoriske overvejelser. For nuværende og gamle KFS’ere kan disse overvejelser sætte arbejdet i perspektiv.
Bogens billedmateriale er fyldigt, men stadig begrænset. Bogen kunne med stor fordel have indeholdt flere og ikke mindst større billeder. Jeg vil gerne se, hvordan KFS så ud for 37 år siden.
Så selvom jeg ønsker KFS tillykke med de 50 år, kan jeg ikke ønske tillykke med en god bog. For med de mangler, bogen har, er den potentielle læserskare lille.
 
Søren Kiilerich (red.):
Kend Jesus – gør Jesus kendt
141 sider • 155 kr. • Credo