Tro Håb & Kærlighed
Fra sæbefabrikant til fattig evangelist
André Talla ved ikke noget bedre end at fortælle muslimer om Jesus, om han så skal lide, sulte eller dø for sin tro, håb og kærlighed.En eftermiddag mellem kl. 15 og 16 i marts 1970, da Andre Talla gik på en grusvej forbi en landsby i Cameroun, så han pludselig et lys foran sig, og en stemme sagde: Kom! Jeg kalder dig til mit arbejde.
– Hvem var det? tænkte jeg. Jeg forstod ingenting. Men i december samme år fandt jeg et iturevet stykke papir på vejen, hvor der stod Allah Babirawo. Det betyder Gud er far.
Jeg var på det tidspunkt 18 år og min familie, som var hedninger, havde ladet sig islamisere. Men jeg forstod ikke, at Allah kunne være vores far. En katolsk søster kom forbi, og jeg spurgte hende: Hvad betyder det, der står her på papiret?
– Det er fra en bog, svarede hun. – Jeg bor ikke her, men jeg skal få den protestantiske missionær til at forklare dig, hvad det betyder.
Længe efter kom han til vores landsby og spurgte efter mig. Han gav mig bogen at læse, og senere kom der tre evangelister og prædikede under træet i landsbyen. De talte om, hvad Jesus siger i Markus evangeliet kapitel 16 vers 16: Den, der tror og bliver døbt, skal frelses; men den, der ikke tror, skal dømmes.
Jeg besluttede mig på stedet for at blive kristen, men fortalte det kun til min bror. Jeg var bange for de andre muslimer. Men i maj 1971 bekendte jeg offentligt: Jeg vil følge Jesus.
– Nu begyndte forfølgelsen. Jeg fik klø med en æselpisk, og mine forældre nægtede at give mig mad, så jeg flygtede og opsøgte en evangelist, som trøstede mig med bibelordet fra Mattæus 10,28: Frygt ikke dem, der slår legemet ihjel, men ikke kan slå sjælen ihjel, men frygt derimod ham, der kan lade både sjæl og legeme gå fortabt i Helvede.
Jeg opsøgte min onkel i en anden landsby og spurgte ham:
– Hvordan kan det være, at vi ikke følger Jesus, når der i Koranen står, at Jesus skal dømme verden?
– Vi tror også på Jesus, svarede han. – Men efter at Muhammed er kommet, følger vi kun ham.
Han forsøgte at overtale mig med smiger og sendte mig derefter hjem. Tidligt søndag morgen stak jeg i kirke, før de kunne forhindre mig. Fem måneder senere lod jeg mig hemmeligt døbe sammen med hundrede andre i en landsby og flygtede til byen, hvor jeg kunne være i fred. Bibelen var min daglige mad, som jeg ikke kunne undvære.
– Efter nogen tid mødte jeg min bror og han lovede, at de ville lade mig i fred, hvis jeg vendte tilbage. I landsbyen var der en pige, Dudu, som jeg elskede. Et ægteskab var allerede arrangeret, før jeg blev kristen. Jeg mødtes hemmeligt med hende, og hun ville gerne flygte sammen med mig. Men jeg ville ikke stjæle hende fra forældrene og sagde:
– Nu er jeg kristen, og hvis du ikke vil giftes, så lader vi være, og du er fri. Men vil du gifte dig med mig, så forlanger jeg ikke, at du skal blive kristen.
Dudu svarede, at hun også ville følge Jesus, og vi blev gift på traditionel vis i landsbyen, hvorefter vi rejste til en stor by, Garoua, 300 km mod syd, efter råd fra min onkel. Jeg gik straks til de muslimske ledere og sagde, at jeg var kristen, men lovformeligt gift med Dudu. Alligevel lod en af lederne os bo i sit hus. Han kaldte sine tre koner ind og sagde: Jeg spiser sammen med Talla, selv om han er kristen. Ingen må genere ham og Dudu.
– I starten gik min kone ikke i kirke, men efter at hun havde været til et kristent bryllup, besluttede hun at komme i kirken. Hun hed tidligere Alkhali til efternavn, dvs. af kaliffens familie. Både hendes og min familie var landsbyledere i mange generationer. Min far var den 14. generation. Min bror er nr. 15 i rækken. Men da Dudu blev døbt, skiftede hun navn til Dudu Rachel, ligesom Jakobs elskede kone.
– Sammen med en missionær, Roy Erikson, tog jeg ud i landsbyerne og sang og fortalte om Gud. Jeg var med til at oprette mange menigheder, som endnu eksisterer. Jeg blev valgt som en af de ansvarlige i den store kirke i Garoua. De ville også gøre mig til præst, men det havde jeg ingen lyst til. Jeg ville ud i bushen og missionere.
Talla avancerede i mellemtiden til produktionschef for de op til 100 ansatte på en sæbefabrik. En lokal muslimsk Alhajii ejede fabrikken sammen med landets præsident.
– Vi solgte mere og mere til muslimerne, fordi ejeren sagde, at vi ikke brugte svinefedt. Vi måtte arbejde uafbrudt. Men jeg nægtede at arbejde søndag, for da ville jeg ud og evangelisere.
– Men i 1982 kom premierministeren til magten, og fabrikken blev lukket af politiet, som påstod, at ejeren havde begået svindel ved at sige det med svinefedtet. Folk her påstod, at det var, fordi præsidenten var medejer af en anden sæbefabrik i hovedstaden. Den fik nu alt salget tilbage.
Kun jeg og en vagt fortsatte på den lukkede fabrik, fordi ejeren håbede, at vi snart kunne åbne igen. Jeg var oplært af de hvide eksperter, siger Talla og fortæller detaljeret om, hvordan han fremstillede den eftertragtede sæbe Savon Artisanat de lExtrême Nord. Han tilføjer med et suk:
– Men den dag i dag ligger fabrikken fortsat stille
– Der gik 13 år, hvor jeg bare måtte vente. Jeg fik ikke hele min løn, men blev lovet, at jeg ville få resten, når fabrikken startede op igen. Jeg holdt geder for at kunne brødføde mine mange børn. Ofte hvilede jeg mit hoved på skrivebordet på kontoret, for der var jo intet at lave. En gang i 1996, da jeg løftede hovedet, så jeg en lys skikkelse foran mig. Jeg troede, det var en hvid mand, men også hans tøj var meget hvidt:
– Kom! Jeg har kaldt dig til mit arbejde, sagde han. Så forsvandt han bare. Jeg låste døren op og løb ud til vagten og spurgte, hvordan den hvide var kommet ind.
– Hvad for en hvid? spurgte han. Ingen er kommet ind. Døren er låst.
– Hvad? Har du ingen set? Jeg undrede mig meget, men en gammel kristen, som hed Johanna, sagde til mig, at det nok var en engel.
– Tre måneder efter spurgte jeg ejeren om at rejse, så jeg kunne gå på en ny evangelistskole i tre år.
Chefen sagde: Godt, du kan rejse, men hvis fabrikken igen åbner, så stiller du her dagen efter! Det aftalte vi så.
Det var en god skole, men vi boede hele familien med ti børn i små jordhytter, og det var hårdt. Der manglede altid vand, og vi måtte selv søge efter træ til at lave bål til aftensmaden. Vi fik tvillinger, mens vi boede der, men den ene døde.
Senere var Talla missionær to år på grænsen til Nigeria og så leder af kirkens evangelisation. Han oprettede også en ny menighed med tre hundrede medlemmer. Den lå i De fattiges landsby, som så skiftede navn til Sabon Gari den nye landsby.
– Vi går stadig i den kirke, selv om det er langt for min kone Dudu Rachel at gå de fem kilometer derud, for hun har gigt, og jeg har måttet sælge min knallert, fortæller Talla med et medlidende blik over på Dudu, der også slider hårdt i marken. Ved hendes side sidder nogle af deres mange smukke døtre. Fire er gift og rejst hjemmefra. Nogle af de sidste har de været nødt til at tage ud af skolen, fordi de ikke kan betale for dem. Og en af dem fortæller glad, at hun har fundet et arbejde som sekretær og tjener 175 kr. om måneden, som hun hjælper forældrene med.
Som radioevangelist får Talla samme beskedne løn samt en sæk majsmel om året
Så der må knokles hårdt for at overleve. Men Talla elsker at være evangelist specielt blandt muslimer, som han også bor midt iblandt. Da jeg besøger ham, hilser vi på den muslimske imam uden for den lokale moské. Man mærker det gode naboskab.
– Kunne du ikke lave sæbe igen og leve af det som evangelist? spørger jeg.
– Jo, vældig gerne, men det kræver store investeringer at købe råvarer i hovedstaden. Måske 6.000 kr. Og vi har ikke engang nok til børnenes mad, tøj og skole. Vi må købe vand hos en nabo. Og evangelist-cyklen er ved at falde fra hinanden.
Men Gud ske lov, så har vi troen og håbet til fælles, slutter den 54-årige Talla. Hele familien udstråler varme og sammenhold trods alt.
