Håbet lever
Vi står på tærsklen til en julemåned, hvor alt igen tegner til at stå i kapitalismens og havesygens tegn. Og alligevel er der nogle få lyspunkter.Julemåneden står for døren. Hvis ikke du har rustet dig, er det måske på tide, du overvejer det. Og det handler ikke kun om økonomi. For der findes sjældent nogen måned, hvor det kristne budskab står så meget for skud som i december måned.
Jo, der er godt nok mange kirker, der laver julespil, julekoncerter, uddeler mad til fattige familier, og nødhjælpsorganisationerne regner også med at få en god gavemåned. Den insats skal vi ikke undervurdere. Men det fjerner ikke det faktum, at der samtidig er et enormt pres på Familien Danmark:
Frekvensen af madorgier vil blive intensiveret, forretning-erne lokker med tilbud, og ikke mindst børnenes (og vore egne) lange ønskesedler står også i år til at tømme vore slunkne pengepunge.
Fjernsynet vil igen bugne af programmer om nisser, eventyr og overnaturlige fænomener, som alt sammen minder om noget andet end den specielle nat i Betlehem…
Men her, hvor det kunne se sortest ud, kommer Hollywood med en særlig gave – som en julestjerne på en klar himmel: Filmen om Jesu fødsel, Vejen til Betlehem.
De anmeldere, som har fået adgang til snigpremierer, er begejstrede, og det tegner godt. For de rosende ord handler ikke kun om, at der er god underholdning. Men indholdet beskrives som levende, forholdsvis tekstnært og godt fortalt.
Det er en fantastisk anledning til at være med til at præge din omgangskreds. Det kræver blot, at du tager familie og venner i hånden og bruger de forholdsvis få penge, det koster at komme i biografen.
Så håbet lever. Håbet om, at julemåneden i år vil komme til at handle om andet end mad, nisser og gaver.