Ud af vadestedet

Ydre Missions selskaberne må ændre arbejdsform, hvis de skal gøre gavn i den 3. verden.
Der er brug for mod og nytænkning.Missionen har skiftet karakter, siden vi hørte om pionererne, der med livet som indsats bragte evangeliet til verdens ende.

Af Henri Nissen
Christiansfeld
Redaktør på
Udfordringen

Når de rejste ud, var det ofte tvivlsomt, om de ville vende tilbage. Men derude i Afrika, Kina, Indien eller Sydamerika grundlagde de klinikker, børnehjem, skoler og meget andet godt samtidig med, at de forkyndte det kristne budskab.

En af de første og største i nyere missionshistorie var William Carey. Det Ostindiske Kompagni forbød alle deres skibe at tage ham med til Indien. I stedet blev han smuglet i land fra et dansk skib i den lille danske koloni Frederiks-nagor nord for Calcutta. Jeg har selv besøgt stedet flere gange. Her oversatte han og hans hjælpere dele af Bibelen til 42 sprog samtidig med, at de nedskrev folkenes kultur og sprog, han grundlagde et stort trykkeri, som senere udgav en kendt indisk avis, de oprettede industrier, en botanisk have og det første universitet i Asien, hvor alle havde adgang uanset race, køn eller kaste. Carey førte politiske kampagner og fik bl.a. forbudt enkebrændinger, som da var hinduistisk skik.
Den danske ingeniør Hans Peter Børresen rejste til Indien og grundlagde Santalmissionen, hvorefter han tog til Danmark for at grundlægge en støttemission blandt vakte grundtvigianere. Men det var derude, det foregik. Og der skete fantastiske fremskridt.
Læge Niels Brønnum rejste modvilligt – men drevet af Guds kald – til Nigeria og grundlagde Sudanmissionens store arbejde. Undervejs døde hans unge kone, da hun skulle føde deres første barn. Tre dage senere rejste en anden dansk missionær hjem med barnet til bedsteforældrene, mens Brønnum selv fortsatte op ad floden for at nå sit mål.
Og det var ikke blot pionererne, der gjorde et godt stykke arbejde. Jeg har selv skrevet en bog (Walli) om en af de mere ukendte, der fulgte, Walther Jessen, som fik lov at blive en apostel for Vere- og Batta-stammen i Nigeria. Der er masser af imponerende eksempler på, at almindelige kristne fik lov at udføre heltegerninger drevet af en vision og strategi, som Gud velsignede.

Når man i dag besøger de steder, hvor missionærer arbejdede, skal man lede efter gravstenene, for der blev ikke bygget monumenter over dem. De ofrede sig bare, fordi de havde fattet, at budskabet om Jesus Kristus er det vigtigste i livet. De bragte masser af udvikling med sig af kærlighed til dem, de mødte, men forkyndelsen af evangeliet var det allervigtigste, for ”hvad nytter det et menneske, om han vinder den hele verden, men mister sin sjæl”.
Det er vidunderligt, hvad der er sket i missionshistorien, uanset, at man altid kan kritisere noget. For det var mennesker med fejl og svagheder, men de forsøgte at gøre deres bedste.

Den moderne mission blomstrede op i slutningen af 1700-tallet, hvor kirken ellers var stivnet i dogmatik efter Luthers reformation 200 år før. Folk levede rettroende – udadtil. Men kærligheden var blevet kold. Men så kom pietismen, som lagde vægten på den personlige hjertelige tro og et liv præget af troen. Det førte til store og positive reformer også i Danmark.
Midt i den fornyelse opstod Brødremeningheden i Herrnhut i Tyskland. Her skete en konkret udgydelse af Helligånden en bestemt dag i 1732. Det satte menigheden i brand for mission til verdens ender. I løbet af kun 65 år udsendte den lille landsby på 300 mennesker ikke færre end 300 missionærer! Flere end alle de protestantiske kirker tilsammen havde sendt de sidste 200 år. Og hemmeligheden var en 24 timers bønnekæde, som man startede ugen efter – og man fortsatte med at bede på skift døgnet rundt i 100 år!
Brødremenigheden inspirerede bl.a. Det Danske Missionsselskab, foruden senere sit eget selskab BDM og flere andre.

Nyt skub kom der i bevægelsen efter den store fælleskirkelige missionskonference i Edinburgh 1911. Visioner blev plantet og strategier lagt.
F.eks. blev man her enige om at danne et bælte af kristen mission tværs over Afrika mellem Sahara og Ækvator for at bremse islams voldelige indtagelse af Afrika. Og det lykkedes – islam blev standset, og i dag er Afrika det mest kristne kontinent i verden.

Mit indtryk fra mine 20 aktive år i mission og samtaler med hundredvis af missionærer er imidlertid, at missionen nu er lammet.
Danske missionærer sendes oftest ud til en lokal etableret kirke for at få den til at fungere. Her kan de så bruge deres energi på at få kirkens kaotiske administration til at fungere efter vores standarder. Eller de kan undervise på præsteskoler i vores teologiske særheder, som f.eks. Luthers opgør med en pave for 500 år siden – hvilket ikke siger afrikanerne eller inderne i dag ret meget. Derfor opretter de selv i hundredvis af uafhængige kirker.

Vores selskaber fortsætter imidlertid med at støtte de gamle traditionelle ”vestlige” kirker med deres stamme-politiske kirkeledelser. Vi føler os nødsaget til at underordne os. Og så bliver vi let gidsler for ineffektive, ja i nogle tilfælde endda korrupte kirkeledelser, som ofte er mere optaget af stammepolitik og personlige fordele end af at drive mission.
Jeg kunne diske op med adskillige eksempler, der dokumenterer dette til overflod, men det værste er ikke det, vi gør, men det, vi IKKE gør…

Vi må ud af den lammelse, som har ramt missionsselskaberne. Problemet opstod, da den 3. verdens lande blev selvstændige. Af frygt for at opføre sig kolonialistisk eller racistisk, overgav man ledelsen til de lokale kristne. Så langt så godt. Næste trin var, at missionærerne skulle underordne sig kirkernes lunefulde ledelser. Men der, hvor kæden for alvor hopper af, det er, hvor missionen også lader sin politik diktere af kirkernes ledelser. Hvor man altid bevidstløst spørger: Hvad vil kirken?
For hvem er kirken? I praksis er det ofte nogle meget ineffektive ledelser. I f.eks. Afrika er der tradition for, at lederen som en høvding tager imod en endeløs række mennesker i audiens for at være dommer i alle deres endeløse problemer. Det kan en høvding nok overkomme, hvis han har en landsby – men det kan en biskop ikke klare, hvis han har 100.000 folk under sig.
Denne topstyrede ledelse lammer ikke blot de traditionelle kirker, men også de få missionærer, som endnu holder ud trods skuffelser. Dygtige og velkvalificerede folk rejser ud med de bedste intentioner, men vender ofte frustrerede hjem. De fik ikke lov at gøre deres bedste. De spildte deres tid på at tjene under en kirkeledelse i stedet for at udleve deres kald, deres initiativ og nytænkning, deres nådegaver og evner.

For nogle år siden adskilte en mission, jeg kender, sig igen fra kirken. Nu arbejder missionærerne på egen hånd med de strategiske mål, de har opsat. Og det er en fornøjelse at se, hvor godt det går. På nogle områder samarbejder de fortsat med ”kirken”, men som uafhængige partnere. Nu er der langt færre frustrationer på begge sider. Man har indset, at de nye kirkers ledelser har nok i at få deres egne menigheder til at fungere. De orker ikke at drive mission i nye områder. Ofte har de også modvilje imod at drive mission blandt andre stammer eller blandt muslimer, som der er så stort behov for.
Men der er mange missionsivrige folk indenfor kirkerne, som gerne vil. De kunne før ikke få lov, men nu kan de arbejde sammen med missionen.
Det er denne udvikling, missionsselskaberne herhjemme også må ind i. Bort fra de fastlåste, frustrerende og kompromisfyldte liv under kirkerne. Frem mod et uafhængigt ”partnerskab” med dem, der vil mission.
At man engang har oprettet en kirke betyder ikke, at man skal underholde den indtil Jesu genkomst. Det lammer også kirkerne i at tænke kreativt.
I de fleste lande er det muligt at få godkendt en NGO – altså en frivillig organisation, som de udsendte kan arbejde under.
Missionsselskaberne kan altså komme ud af vadestedet og igen spille en proaktiv rolle. Men det kræver, at man slipper missionen fri af uhensigtsmæssige og lammende strukturer.