Hollywood stjerne holder fest – for Gud

Hun er aktuel i den populære serie Ally McBeal. For 40 år siden var hun var gift med Cary Grant, og folk vil stadig gerne have skuespilleren Dyan Cannon til at fortælle om en af Hollywoods største ’filmguder’, men Dyan foretrækker at tale om Gud.Cary Grant var gift syv gange samtidig med, at han fik tid til at indspille mindeværdige film som ”Menneskejagt” og ”Arsenik og gamle kniplinger”.

Fortryllende Dyan Cannon i dag

Dyan Cannon var den eneste, som han fik et barn med, Jennifer Grant, nu selv en dygtig skuespiller.
Da parret giftede sig i 1965, var Grant 35 år ældre end hende. Hvis man skal tro den kulørte presse, levede de i et angiveligt meget turbulent forhold. Dyan har gentagne gange sagt nej til bogudgivelser – og penge – for at afsløre hemmeligheden om disse år. Men når hun i korte glimt alligevel lukker op, giver hun et meget anderledes billede af en Hollywood romance.
Glem alt om Oscar-fester, premierer med den røde løber ude eller middag på kendte restauranter. I deres første nyforelskede tid var deres yndlingsbeskæftigelse at lytte til et kristent program i radioen.

Radio

– Da Cary og jeg mødtes i sin tid, var der hver morgen fra 7.45 til 8 et program i radioen, som hed ’Dagens tekst’, fortæller Dyan.
– Han plejede at ringe til mig, og så lyttede vi sammen til det radioprogram og diskuterede det efterfølgende. Så det var sådan, det startede.
Hun nikker bifaldende på spørgsmålet, om Cary ville have bifaldet hendes seneste foretagende, som har taget Hollywood med storm – ’Guds fest’ i centrum af Los Angeles.
Hun er den første til at indrømme, at det er de færreste mennesker, der forbinder Gud med fest, men med mikrofonen i hånden taler Dyan om Guds kærlighed – og beder om helbredelse. Invalide rejser sig fra deres kørestole, kræft forsvinder fra folks ansigter, og andre, som i årevis har lidt af depressioner, bryder ud i latter.

Godt arbejde

Dyan Cannon sammen med Hollywood legenden Cary Grant og deres datter Jennifer, da hun var lille

– Cary ville ikke blive overrasket, siger hun med sin velkendte latter.
– Jeg tror, han ville smile og sige, at det var godt gået. Det gælder også vores datter Jennifer. Hun siger: Mor, det er stærkt. Gør det, du er god til.
Dyan Cannon, 69 år, dukkede op i Hollywood som en storgrinende blondine i en lang række fjernsynsserier i begyndelsen af 60’erne. Senere indspillede hun film sammen med Al Pacino, Michael Caine, Burt Reynolds og en lang række andre filmlegender, opnåede to Oscar-nomineringer og iscenesatte også selv en film. Hun er for nylig vendt tilbage til skærmen i den populære serie Ally McBeal og er fortsat aktiv med hensyn til at skrive, producere og iscenesætte.
Men det, der har sat gang i Hollywood-sladderen og talkshow-værterne, er ikke en ny kæreste eller en ny filmrolle. Det, der har tiltrukket sig deres opmærksomhed, er de kæmpe ’Guds fest med Dyan Cannon’ begivenheder, som regelmæssigt sendes i tv i den bedste sendetid.
De gratis gudstjenester, som overværes af tusindvis af mennesker, holdes på parkeringspladser og endda ved indgangen til CBS-studiet – hvor Dyan har overtalt tv-mogulerne til at lade hende holde fest to gange om måneden.
– Det begyndte alt sammen i mit eget hus. En af mine veninder, som var i kemobehandling, kom på besøg, ligbleg, og det gjorde mig forskrækket. Jeg troede, hun ville dø. Vi var så en gruppe, som bad for hende, og vi så farven vende tilbage til hendes kinder, og jeg tænkte, at det var lidt underligt, og slog det så i øvrigt ud af hovedet, fortæller hun.
– En anden pige kom en aften, og vi bad for hende.
Hun havde knuder, og knuderne forsvandt. Jeg var bare så taknemmelig, fordi den Gud, jeg kender, kan gøre alt. Han skabte os. Han kan helbrede alt, hvad der er galt med os.

Splittet

Som barn var Dyan glad for begge sine forældre og voksede op med forskellige holdninger til tro. Moderen var jøde, faderen baptist, og begge forældre var troende, hvorfor hun blev meget splittet. Ivrig som hun var efter at være en god jøde og en god kristen, blev hun forvirret med hensyn til Gud, indtil hun til sidst forlod troen fuldstændig.
– Jeg kom til Hollywood, og det var min plan at medvirke i en western sammen med Robert Redford, ler hun højt.
– Jeg var på udkig efter kærlighed i en mand, i ægteskab og i stoffer. Jeg plejede at stikke af fra optagelserne for at tage noget marihuana og så smutte tilbage igen. Men du ved, man kommer til et punkt i livet, hvor man siger til sig selv, at man vil være lykkelig, og jeg var ikke lykkelig, og jeg ville virkelig gerne vide, hvad ægte kærlighed var for noget. Sådan begyndte min søgen efter kærlighed.
– Jeg fandt ud af, at Guds kærlighed er ægte. Og jeg så, hvordan Gud gjorde ting, som mennesker ikke kunne gøre. Det krævede megen tro, men jeg så, hvordan hans kærlighed kan gøre alt.
Dyan ler højt på spørgsmålet om, hvad hendes Hollywood-venner synes om hendes nye mission. Hun betror, at mange kendte stjerner er involveret på forskellige måder, men mens hun selv er glad for at være i mediernes skær, beskytter hun samtidig deres privatliv.
Hun er også stolt af sine jødiske rødder, men tror, at Jesus var Messias. Hun tror, at Jesus har givet hende en mission med at helbrede, men tilbageviser hurtigt overskrifterne i pressen om, at hun selv har en slags helbredende kraft.
– Det vil jeg sige rent ud. Jeg kan ikke helbrede så meget som en flue. Jeg ved kun, at det, jeg gør nu, er det, der er blevet pålagt mig at gøre. Kun Guds kærlighed kan helbrede, ikke min kærlighed. Min kærlighed er stadig usikker, den går op og ned, men ikke Guds.
– Jeg har set Guds kærlighed røre ved mennesker ved vore fester. Jeg har oplevet det. Før troede jeg ikke, nu forstår jeg.
Hun ler igen, da hun bliver spurgt, om hun ville kalde sig selv ”født på ny”:
– At blive født på ny betyder at få en ny opfattelse af sig selv. Mere enkelt sagt betyder det at være ked af at gå sine egne veje uden Gud, og at man nu accepterer Gud som sin far.
– Alt, hvad du skal gøre, er at sige ja. Ja, Jesus, jeg vil tage imod den kærlighed, du har lært mig om. Sige ja, som du er lige nu. Du kan ikke gøre dig fortjent til hans kærlighed. Men du kan lige her og nu sige: Kom ind i hjertet på mig, Jesus, min Herre.
– Jeg har været så sulten efter kærlighed, så tørstig, så trængende. Fader, bare kom ind i mit hjerte.
Dyan Cannon har planer om at udvide sine Guds fester. Der er ikke noget at sige til, at de nu er de mest populære billetter i Hollywood.
James Hastings


Artiklen fortsætter efter annoncen: